Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Sangkunst. Copenhagen Opera Festival løber fra d. 31 juli til 7. august.
Foto: Sebastian Buur Gunvald (arkivfoto)

Sangkunst. Copenhagen Opera Festival løber fra d. 31 juli til 7. august.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Opera skal opleves langt væk fra de plyssede sæder

Copenhagen Opera Festival begynder i morgen, og det er værd at huske, at de oplevelser, man husker længe, ikke fordrer stjerner eller store huse.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hånden på hjertet: Der er meget snobberi inden for opera.

Når vi siger, der ikke er det, er det bare noget, vi siger. Men også noget vi håber på vegne af fremtiden, fordi vi, der elsker opera, elsker opera så højt, at vi synes, den noble fornemhed omkring det, den tyste underforståelse af visse spilleregler, kompromitterer det, vi elsker.

Copenhagen Opera Festival åbner i morgen og varer en uge. Jeg var selv lidt sådan træt på forhånd, da de begyndte i 2009. Hvad er pointen med at lade et værk, der er skrevet til en specifik slags rum og til en særlig anledning og med en konkret akustik for øre, udspille sig i en privat stue? I en rickshaw i fart ...?

Jeg har oplevet mange grimasserende og desperate forsøg på at gøre en kunstart fra 1700- og 1800-tallet ’relevant’, og det at skifte Wagners spyd ud med automatvåben, forvandle gudernes valplads til Guantánamo og fortolke vokale guirlander om til oralsex er den mindste af udfordringerne.

LÆS MERE:

Jeg har hørt og set meget opera – og jeg mener meget – rundt om i verden. På min top 10-liste over umistelige operaoplevelser optræder fornemme huse som Scala i Milano og Statsoperaen i Wien overhovedet ikke.

Metropolitan i New York sniger sig ind, fordi jeg virkelig har været der meget. Og Covent Garden, hvor jeg i en ekstremt påvirkelig alder så mine første internationale forestillinger med sangere og dirigenter, der for længst er hedengangne.

Jeg har set alle de levende hestefirspand og kobler af hunde og alt det, der skal gøre det ud for drama på en scene som Metropolitans, når bare der er penge nok, og hvis man er sådan lidt rusten udi det kreative og regner med at kunne investere sig ud af problemet.

Jeg har siddet i alt for mange plyssæder og oplevet den desperation, det er udtryk for, når man hyrer en ultramegaberømt superstarsanger – lad os kalde hende Anna Netrebko – og håber, at vi i ren benovelse glemmer at kigge efter, hvor nusset der ser ud i hjørnerne, hvor lidt mening instruktørens ideer giver, eller høre efter, hvad orkestret foretager sig.

Operachefen i Wexford og jeg fik tårevædet øjenkontakt over to Kleenex, hans og min

Optræde dér, på min liste, gør til gengæld kælderen under White’s Hotel i Wexford, hvor jeg engang i 90’erne så en opførelse uden stjerner af ’La bohème’ med klaverledsagelse og med det meste af det mellem arier, duetter og kvartetter skåret ud.

Operachefen i Wexford og jeg fik tårevædet øjenkontakt over to Kleenexer, hans og min. Det kunne have været en skotøjsæske, det foregik i, det kunne nærmest have været i det buldermørke, Lars von Trier forestillede sig sin grundstødte ’Nibelungens ring’ i Bayreuth i. Puccinis drama og en række musikere, der troede på sagen, var alt rigeligt til at barbere den ged.

Og glem så ikke, at jeg er gammel nok til at have set purunge Kasper Holtens mange ofte både radikale og skønne operaopsætninger på det lillebitte Helsingørs Theater i Aarhus.

Sidste år befandt jeg mig i den såkaldte atomkælder, det vidt forgrenede beskyttelsesrum under det gamle Københavns Kommunehospital. I et lillebitte rum, måske 3 x 3 m, stod den store Wagnersopran fra 70’erne, Lisbeth Balslev, og sang ny musik af Karsten Fundal, mens hun savede brænde med det karakteristiske lyse hår ned over et vanvittigt blik.

SE OGSÅ:

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Der var vel plads til fem-otte publikummer inde hos hende ad gangen, og jeg ville hellere stå der, ansigt til ansigt med noget virkelig farligt og autentisk rædselsvækkende, end sidde og klappe høfligt ad en parade af høje C’er på en velanskreven verdensscene.

Det var samme år, som Peter Lodahl havde sunget Lenskijs arie fra ’Eugen Onegin’ så saftspændt lyrisk, så helt ude på kanten følelsesfuldt, at man glemte, at orkestret lød som en transistorradio.

Let’s face it: Det gør selv de bedste orkestre i fri luft. Året før havde et brillant førsteelskerpar famlet efter hinandens hænder – og fundet dem med uforglemmelig vokal ekstase til følge – i en udendørs opførelse af ’Manon’.

Det var under Copenhagen Opera Festival, men det er jo bare ét udtryk, opera kan have i dag. Jeg elsker også de der operettebåde, hvor et stiligt klædt par, sådan nogle, der inkorporerer fornemmelsen af grand (old) opera, diverterer med indsmigrende klange af Lehár og de der Strauss’er. Ikke alt behøver udfordre en på det eksistentielle.

Der er ikke nogen, der endnu har skrevet det store operaepiske værk om Pokémon Go, men mon ikke det er på vej ...?

En opera i det stormægtige Verdiformat om Donald Trump, sin generations store, selvnydende skurk, turde være mere indlysende. Men der er andre måder at være ’relevant’ på.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden