Som titlen antyder, udfolder den nu 54-årige japanske instruktør Hirokazu Kore-eda nu igen sin diskrete, men indtrængende billedmagi i den ramme, der er fælles for mange af hans prisbelønnede mesterværker: familien. Denne gang med en art forsinket og absolut uventet familieforøgelse:
I den lille maleriske by Kamakura har de tre søstre Sachi, Yoshino og Chika boet sammen i deres mormors smukke gamle hus, siden de alle var børn og blev forladt af først deres far, som havde truffet en ny. Og så af deres mor i en afmagt, der gjorde hende uegnet som forsørger.
Med sygeplejersken Sachi som den ansvarlige, bankassistenten Yoshino som den let provokerende nummer to og Chika som den flyvsk pjattede yngste lever søstrene nu egentlig et harmonisk familieliv, med den rollefordeling og de vaner og uvaner, der nu hører til.
Indtil deres fjerne far dør, vel at mærke. Ved begravelsen konfronteres de med det uventede: En endnu yngre søster, Suzu, endnu skoleelev og datter af den kvinde, som fik faren til at forlade dem.
LÆS OGSÅ: 'Fatima' er en ydmygt underspillet film
Men nu efterladt i hans tredje kones absolut modvillige varetægt. »Vil du ikke flytte hjem til os?«, spørger Sachi. Et lykkeligt valg for alle fire piger, for Suzus tilstedeværelse giver dels de ældre søstre et ansvar at være fælles om og tydeliggør desuden nogle personlige valg for dem alle tre:
Mens Suzu vokser ind i fællesskabet, modnes de tre ældre hver for sig til valg i karriere og kærlighed. Især efter et besøg af de tre ældstes nu i grunden overflødige mor, besinder alle fire sig på, at det savn af forældrene, de har gjort til del af deres selvbillede, nu i virkeligheden kun er et levn fra en fjern tid. Deres familiefællesskab er dét, de lever netop nu.
Fravalg vendes til overskud
’Søstre’ er således en mild og optimistisk film, set fra børnenes synsvinkel, modsat flere andre af Kore-edas gennemlysninger af moderne familieforhold:
I ’Nobody knows’ (2004) blev fire uregistrerede børn forladt af deres mor og usynlige for samfundet. I ’Still Walking’ (2008) mødtes forældre og voksne børn én dag – og gik atter hver til sit.
Og i ’Min søns familie’, juryprisvinder i Cannes 2013, stod et ægtepar i et ubærligt valg: Deres elskede søn viste sig at være forbyttet ved fødslen, og skal de nu ’vælge’ den biologiske søn eller ham, de selv har opdraget? Har den sidstnævntes små svagheder så alligevel en forklaring? Og kan man nu slippe af med dem?
Søstrene her vælger ikke fra. Det, de opfattede som en mangel i deres liv (forældrenes ’fravalg’ af dem), vendes til et overskud: deres tilvalg af hinanden. Et overskud, de også udstrækker til den lille bys caféværtinde, en slags reservemor for dem alle, som har været dem et forbillede i omgangen med andre, men nu bliver alvorligt syg.
SE OGSÅ: Dokumentar viser mennesker, der forsøger at redde klimaet
Dén sidehandling belyser pigernes udvikling, ligesom den overflødige mors besøg.
Deres respektive, omskiftelige kæresteforhold tjener samme overordnede formål, og på den måde lykkes det at skabe en anelse om store følelsesudsving uden nogensinde at bryde japanske fortællingers stålsatte diskretion på det punkt – så påfaldende, set med vestlige øjne, at diskretionen nærmest virker larmende.
’Søstre’ er en forunderlig, stilfærdigt lykkelig film uden sentimentalitet, men båret af taktfuld menneskekundskab, mesterlig fotografering og dyb respekt for livets glæder såsom vellavet mad, blomstrende kirsebærtræer – og gensidigt ansvar for hinanden.
fortsæt med at læse
