Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Foto: Stine Bidstrup Larsen/Larsen Stine Morgenavisen Jyllands-Posten

Metallica: »Hvis det kun handlede om det mentale, kunne vi spille i 100 år endnu«

Bandet Metallica rev op gennem 1980’erne den hårde rockscene i småstykker med hurtige riff og endnu hurtigere damer. I dag er bandets medlemmer godt over 50. De er grå i mere end tindingerne. Anmelderne har været efter deres udgivelser siden midten af 1990’erne. Men Metallica bliver ved.

Fra to højttalere, der står i hver sin side af et lavloftet lokale uden rette vinkler og med psykedeliske gopler malet hen over væggene, banker et skovhuggerriff ud. Så en guitarsolo. Tynd og skærende på en måde, som Metallica ikke har lydt i årtier.

James Hetfield, bandets forsanger, slår rytmen med fingeren på kanten af sin kaffekop.

Han har i stilhed sneget sig ind bagest i lokalet og står op ad væggen med samme løgnagtige afslappethed som studenter før sidste eksamen.

Grunden er, at Metallica efter otte år igen har udgivet et soloalbum – ’Hardwired ... to Self-Destruct’. Det udkom i går til anmeldelser, der kort kan opsummeres til, at de har lavet deres bedste plade i 25 år. Men det ved Hetfield og Metallica ikke på det her tidspunkt. Vi skriver september måned, og bandets sidste mange udgivelser har fået smæk af anmelderne.

Med andre ord har Metallica noget på spil.

Rundtomkring i lokalet sidder 40 journalister, der er fløjet ind fra hele verden. En enkelt sidder som en sort greve midt i lokalet med solbriller på og er kun rejst fra Brooklyn. En anden er kommet fra Australien. Tilsammen ligner vi nok mest af alt en parodi på alle dem, der gerne ville have været rockstjerner selv, men aldrig blev det. Selv er jeg sprunget ud af jakkesættet og ligner en billig kopi af en rockjournalist med stramme cowboybukser og ruskindsstøvler.

Det er ikke Hetfield – med sit grånistrede 50’er-bøllehår, tatoverede flyvende dødningehoved på halsen og sort i sort-påklædning (selv kaffekoppen med den sorte kaffe er sort) – der allermest ligner en rockkliché.

For 20 minutter siden kom trommeslager Lars Ulrich ind i lokalet med en tandstikker i mundvigen. »Det her er lige så akavet for mig, som det er for jer«, siger han og ligner en, der mener det.

»Det er præcis 13 dage siden, vi blev færdige«, siger han, og »øhhh«, det sidste siger han en hel del, »der er ikke ret mange, der har hørt det endnu«. Han gumler på sin tandstikker, som Troldepus på den hvide pind, der gør ham usynlig. »Nå, men lad os høre det«, siger han og går så ud af studiet i takt med den hidsigt galopperende trommeintro på åbningsnummeret ’Hardwired’.

Foto: Amy Harris/Amy Harris/Invision/AP

»Skru op! Skru op!«, råber Ulrich med et ansigt som en flækket træsko, inden han lukker døren efter sig.

Ved tredje nummer på anden halvdel af dobbeltalbummet, ’Here Comes Revenge’, står Kirk Hammett, bandets guitarist, bag glasruden til mikserrummet og kigger på en skærm. Hetfield danser på stedet.

Den finske delegation, to tatoverede medlemmer af stammen cowboyvest og nitter, viser så fysisk begejstring, at de er ved at falde ned ad stolen. På nær en indlagt pause, hvor musikken bliver stoppet, så alle kan nå i baren og få en ny øl, bliver der ikke sagt et ord, mens albummet bliver spillet.

Da pladen er færdig, bliver lyset i studiet tændt med ordene: »Så hvad synes I?«. Det er Hetfield, der taler.

»Hvorfor tog det så lang tid«, spørger en af de finske cowboyveste.

Alcoholica

Det er 35 år siden, Lars Ulrich – der var sendt til Californien af sin jazz- og tennisberømte far, Torben Ulrich, for selv at blive bedre med en ketsjer – satte en annonce i avisen, hvor han søgte nogen at spille metalmusik med.

Det var en fyr med langt rødt hår, som mere lignede en teenagepige med dårlig hud end den rockgud, James Hetfield er endt med at blive, der henvendte sig.

I 1983 kom ’Kill ’Em All’, Metallicas første album. Hvis bandets forbilleder som Black Sabbath, Thin Lizzy og Iron Maiden repræsenterede lyden af kulminer og sværindustri i Nordengland, var Metallica en californisk strømpistol direkte i ansigtet.

Med pumpende dak-dak-trommer fra Lars Ulrich, James Hetfields hurtige guitarriff og rabiesgale stemme og Kirk Hammetts lirede guitarsoloer indførte bandet punkens aggressivitet og fart i metallens patostunge univers. Bandet, der gav sig selv kælenavnet ’Alcoholica’, leverede titler som ’Motorbreath’, ’Seek & Destroy’ og ’Jump in the Fire’.

Bandet, der dengang også bestod af bassisten Cliff Burton, som nogle år senere døde i en busulykke i Sverige, var unge. De var vilde. Hetfield havde en streng kristen opdragelse at gøre oprør mod. De andre hamrede bare derudad på en blanding af allehånde euforiserende stoffer, hurtig berømmelse og mindst lige så hurtige damer. Gennem 1980’erne kom efter ‘Kill ‘Em All’ ‘Ride the Lightning’, ‘Master of Puppets’ og ‘And Justice for All ...’ – blandt fans den hellige kvadrofoni.

Som den nu afdøde punklegende Dee Dee Ramone fra The Ramones sagde:

Foto: AGERSTEN KIM

»Metallica er så diabolske, de er vanvittige, og jeg ved ikke, hvordan de gør det«.

I 1991 kom albummet ‘Metallica’, der i folkemunde bliver kaldt ‘The Black Album’. Hvis de fire første plader var det moderne gennembrud for heavy metal, var ’The Black Album’ det folkelige. Med hits som ‘Enter Sandman’, ‘The Unforgiven’ og syng med-balladen ’Nothing Else Matters’ gik Metallica fra at være verdenskendte i metalmiljøet til at være hele verdens største rockband. I alt har Metallica solgt omkring 100 millioner plader. En fjerdedel af dem er ‘The Black Album’. Oven i købet blev den også anmeldt godt.

Det var så også omtrent sidste gang, Metallica og musikkens spinatfugle var rigtig gode venner. Siden da har Metallicas udgivelser fulgt et ret konsekvent mønster: Anmelderne har vrænget på næsen, pladen er endt som nummer ét på den amerikanske hitliste, har solgt godt, men altid dårligere end den seneste Metallica-plade. I 2003 blev det hårdtslående album ‘St. Anger’ mere eller mindre sablet ned. 2008-opfølgeren ‘Death Magnetic’, der i modsætning til ’St. Anger’s strømlinede og guitarsolofri lyd trak tråde tilbage til Metallicas tidligste plader, fik også en hård medfart.

»Man kalder det en midtlivskrise«, skrev anmelderen Cosmo Lee i musikbladet Pitchfork.

Det er med disse seneste 25 års modsætning mellem, at Metallica kan fylde et hvilket som helst stadion med koncertgæster, hvornår det skulle være (i Danmark har de udsolgt til fire koncerter i træk i den nye Royal Arena på Amager til januar), og at Metallicas mest populære playlister til de samme koncerter er besat med sange fra de første fem plader, at James Hetfield stiller sit spørgsmål.

Altså det om, hvad vi synes.

Make Metallica Great Again

Det er også med den baggrund, at en ung mand dagen forinden til en intimkoncert for 1.200 af Metallicas særligt udvalgte fans i Webster Hall i New York har en sort kasket på med ordene ‘Make Metallica Great Again’. Det er med ryggen mod den mur, at de fire mænd, nu i 50’erne og multimillionærer, står, da de helt uden det sædvanlige lysshow går på scenen med deres guitarer, deres bas og deres trommestikker.

To en halv times klassikerparade. To covernumre. To nye numre. Intet opvarmningsband, direkte på.

Vild jubel.

’Breadfan’.

’Holier Than Thou’.

»Vi er kommet for at fejre noget med jer. En af de ting er en ny plade. Det andet er, at Metallica stadig sparker røv. Synes vi«, siger James Hetfield fra scenen.

’Battery’.

»Hvordan kunne otte år gå så hurtigt? Eller det synes I måske ikke?«, siger Hetfield.

’Harvester of Sorrow’.

’Fade to Black’.

Dagen før koncerten offentliggjorde Metallica anden single fra albummet, ’Moth Into Flame’. Til koncerten spiller de den live første gang. En ung kvinde på balkonen, der har headbanget og sunget med på alt indtil nu, kan allerede teksten.

’Moth Into Flame’.

’Sad But True’.

Det er i aften 30 år siden, Cliff Burton, Metallicas første bassist, døde. Bandets nuværende bassist, Robert Trujillo, spiller det over 8 minutter lange instrumentale nummer ’Orion’ som en hyldest.

’Orion’.

James Hetfield sender et luftkys mod koncertsalens loft. Lars Ulrich rækker trommestikkerne i vejret.

»Cliff, Cliff, Cliff, Cliff«, råber publikum.

’One’.

’Master of Puppets’.

’For Whom the Bell Tolls’.

’Enter Sandman’.

Den unge kvinde på balkonen får øjenkontakt med James Hetfield. Hun kan teksten på alle sangene. Både hun og manden ved siden af, der godt kunne ligne en far, rækker djævlehorn. Faderen har stadig sin politiuniform på.

’Whiskey in the Jar’.

’Hardwired’.

Pigen på balkonen har skrålet med hele vejen igennem førstesiglen fra det nye album. »In the name of desperation / In the name of wretched pain / In the name of all creation / Gone insane«, synger hun med sit lyse hår i en glorie om sig i og et ansigtsudtryk, der matcher teksten.

’Seek & Destroy’.

Metallica bukker som en teatertrup efter at have kastet alle deres plektre ud til publikum. Til sidst finder de et helt plastikkrus med dem og kaster ud. Hetfield forsøger ihærdigt at kaste et helt op til balkonen.

»One more song«, råber publikum.

»Så må I kaste nogle af de plektre tilbage, vi har ikke flere«, siger James Hetfield. Bukker igen og går så af scenen.

Som musikmagasinet Rolling Stone senere skriver i deres anmeldelse, så kender alle stadionrockerne Metallica og mastodonterne Metallica, men på Webster Hall var det de fire drenge fra The Bay Area, der var kommet til New York for at prøve sig af på en bar.

Og som de skriver: »Det var elektrisk«.

Foto: Amy Harris/AP

Det er det, vi gør

Dagen efter, på første sal i Electric Lady Studios, der hvor pladen blev spillet i kælderen dagen inden, sidder Lars Ulrich i en sofa og har ondt i armen og i ryggen. Han er faktisk »helt smadret« efter koncerten i Webster Hall.

»Men hvis dit største problem er, at der er fart på, at du skal spille koncerter og være med i talkshows, så har du det faktisk okay«, siger han.

Han taler dansk som i de tidlige 1980’ere, da han forlod sit gamle fædreland. Han har bedt om at blive interviewet alene. Så sker der da den afveksling i en dag fyldt med interview og de samme spørgsmål, at sproget er et andet. Et af de spørgsmål, han har svaret på hele dagen, er det, den finske cowboyvest stillede Hetfield i studiet. Hvorfor tog det 8 år?

»Det tager 15 sekunder at svare på«, siger Ulrich. Turné, støjrockpladen ‘Lulu’ med Lou Reed og 3D-filmen ‘Through the Never’ lå i mellemtiden. Sådan. Det er heller ikke det, der er det mest interessante. Spørgsmålet er, hvorfor Metallica overhovedet bliver ved. De har god grund til ikke at være lige så sultne og vrede, som de var i 1980’erne. De er i midten af 50’erne, har lagt ’alcoholica’ på hylden, samler kunst og biler, har store huse.

»Der er tit nogen, der siger, at vi ikke har den der aggressivitet mere, bare fordi vi flyver i privatflyver og sådan noget«, siger han.

Det er et underligt argument, mener Ulrich. Selvfølgelig »bliver det ikke lettere« at spille hurtigmetal med tiden.

Mentalt kunne vi blive ved i 100 år. Kroppen kan nok kun holde i 10 eller 20 mere

»Men det er kun kroppen, det ikke bliver lettere med. Det mentale fejler ikke noget. I går gik jeg ind foran 1.200 vanvittige mennesker. Lige så snart du gør det, så sker der noget. Så spiller du bare, du connecter med de andre i bandet og med publikum. Mentalt kunne vi blive ved i 100 år. Kroppen kan nok kun holde i 10 eller 20 mere«, siger han.

Det er også derfor, der er linet op med danskvand, frugtstykker, pandekager bagt på æggehvide og grønsagsstave. Metallica har to fuldtidsansatte, der står for at varme bandet op, massere dem, strække dem ud og »sætte os sammen igen«.

»Vi er lidt blevet som et gammelt fodboldhold«.

»Faktisk et gammelt fodboldhold, man hyrer til at åbne ting«, siger han med henvisning til, at Metallica lige har åbnet Minnesota Vikings nye amerikanske fodboldstadion, at de har gjort det samme med to stadioner i Quebec i Canada, og at de til januar åbner Royal Arena i København.

»Bare ring, så kommer vi med partyhatte på«, griner han.

»Nej, seriøst. Det er jo genialt«. Han siger ’genialt’ næsten lige så meget, som han siger ’øhh’.

»Vi er et sted nu, hvor vi bestemmer selv. Vi er fire Paller alene i verden, der kan gøre, hvad vi vil. Og der er masser, vi gerne vil. Da nogen ringede og spurgte, om vi ville spille på Antarktis, så sagde vi ja. Hvem vil ikke gerne spille på Sydpolen?«.

Han giver ikke ret meget for dem, der forsøger at definere, hvordan Metallica skal være. Dem, der siger, at bandet mangler aggressivitet og noget at gøre oprør mod. Det er sådan set ham selv, der har fundet på det, så derfor skal bandet nok også selv definere, hvad det vil sige at være Metallica.

»Metallica er noget, der ligger i vores kroppe«, som han siger. Jeg siger, at de også bare kunne sige stop og så hygge sig for resten. De mangler jo ikke noget og har opnået mere, end de fleste kunne drømme om. Han ligner en, der ikke forstår spørgsmålet.

»Men det er jo det, vi gør. Det er fedt med noget, der er større end dig selv. At have kammerater. Når du går ud foran 1.200 mennesker i Webster Hall eller 75.000 på Orange Scene på Roskilde Festival, så kan du give 120 procent. Der kommer en energi, der er helt vild. Og det er rigtigt, at den ikke kommer fra noget negativt sted eller fra noget oprørsk sted i dag, men det kan jeg heller ikke se, hvorfor den skal gøre. Det handler ikke om noget rebelsk og om oprør. Det handler om energi. Så snart du går på scenen, kører du som et godstog uden bremser«,siger han.

»Prøv at se dig om her«, siger han og peger rundt i lokalet.

»Her stod Hendrix. Vi sidder i 40-50 års historie. I går spillede jeg for en flok, der var villig til at gøre hvad som helst. Der er ingen, der kan røre de minutter, du får, når du står på scenen«, siger han.

Han har det »genialt« over det nye album, som han to dage i træk har fået at vide lyder fedt. »At det holder«.

»Vi har virkelig brugt lang tid på at få det til at lyde godt, tungt og stort«, siger Lars Ulrich.

Noget tyder på, at det er lykkedes. I hvert fald, hvis man skal tro de fleste anmeldere.

Måske salget af ‘Make Metallica Great Again’-hatte holder helt op. Uanset hvad, er det også lige meget.

Som en engelsk anmelder noterede sig i The Guardian, hvor han skamroste førstesinglen fra ‘Hardwired ... to Self-Destruct’:

»Du kan sige, lige hvad du vil, om Metallica. De kan alligevel ikke høre dig«.

Politikens rejse til USA var betalt af Universal

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden

Annonce