»Jeg vil sove i den store seng«, jublede Johanna begejstret, da det gik op for hende, at hendes mor og den nye baby, Christian, skulle blive ude på hospitalet. Da vi hentede pizza på vejen hjem, og da hun næste morgen kunne gå i køleskabet og få lov til at tage en kold wienerpølse direkte ud af posen og spise den, så var der ingen tvivl. Johanna har fået adgang til himmerriget. I to dage. Nu er Christian kommet hjem, og han fylder meget i landskabet, selv om han er temmelig kedsommelig. Han ligger bare på et tæppe i hjørnesofaen og skiftevis sover og brokker sig, når han altså ikke lige dier. Hvis Johanna vil »hygge med baby« - det har hun set i Pingu-filmene, at man skal gøre - så vrisser hendes mor: »Lad ham nu være«. Det er ikke, fordi min kone er streng over for sit gamle barn, det er bare naturen og hormonerne, der driver deres spil, og hun kan godt se, at det ikke er så smart. Men alle hendes instinkter fortæller hende, at hun skal forsvare det nye afkom.
Vulkan af sjov
Min reaktion har været, at jeg har flyttet min opmærksomhed til Johanna, hvilket ikke er nogen dårlig forretning. For hun er blevet en vulkan af underholdning. Underligt, for to år siden var hun en grøntsag. Og for et år siden, i påsken, sagde hun sine første to ord, »mælk« og »mor«. I dag er det ikke bare behov, hun kan udtrykke, men avancerede forestillinger og egne følelser. Som da hun sidder en dag og leger med sin kniv og gaffel på dækkeservietten, og jeg spørger, hvad hun laver. Hun svarer: »De danser«. Så ligger kniven og gaflen pludselig uden for dækkeservietten, og Johanna siger: »Nu svømmer de«. Den anden dag i badekarret, var det to shampooflasker, der var ude at svømme. Pludselig kommer de op til overfladen, Johanna holder dem sammen og siger: »Nu hygger de sig«, og »så skal de giftes«. At hygge og gifte ikke nødvendigvis hører sammen, behøver man jo ikke fortælle hende allerede nu. Men det mest imponerende er hendes evne til at træde uden for sig selv. Hver morgen, cirka, diskuterer vi, om hun nu skal have rap-støvler, snestøvler eller bi-støvler på. Rap-støvlerne er de fornuftige fodformede, som naturligvis er forældrenes favorit. Sne-støvlerne er tætte nok til sne, men ikke hverken vandtætte eller rare at gå i. Bi-støvlerne er gummistøvler med påklæbede bier, og det er selvfølgelig dem, Johanna tudende forlanger at få på, uanset om det regner, hagler, sner, eller solen skinner fra en skyfri himmel. Når vi så har skændtes og grædt og som regel (skægt nok) er endt med rap-støvlerne, så er det, at hun 10 minutter senere, når hun bliver afleveret i dagplejen, stille og roligt siger: »Johanna sagde, »jeg VIL have bi-støvler på««. Bare lige for at markere, hvem det nu var, der havde hvilket synspunkt. Sejt. Men den største sproglige sejr, hun har haft, var, da hun - uopfordret - sagde: »Christian må godt låne min barnevogn«. På det tidspunkt havde vi, uden at spørge Johanna om lov, kørt rundt med babyen i hendes barnevogn i flere dage. Meget storsindet at hun, trods overgrebet på hendes ejendom, kan give plads til babyen.