Politiken lørdag: På Wayne Shorters hjemmeside på Internet kan man læse, at han blandt andet stiller følgende krav, når han skal give koncert: I omklædningsrummet skal der være et stort udvalg af frugt, 20 liter mineralvand uden kulsyre, fem liter med kulsyre, en kasse iskolde bajere af god kvalitet, en kasse blandede vand (halvdelen uden sukker) samt to flasker rødvin og to flasker hvidvin. Desuden te og kaffe samt diverse sødemidler. Disse krav er ikke specielt ublu i forhold til, hvad andre verdensstjerner kan finde på at forlange. Men de peger på én ting: Wayne Shorter går op i at leve sundt. Og det er vel også derfor, at han i en alder af 68 år stadig ligner en, der er sidst i fyrrerne - han er i den grad still going strong . Menneskeligt og musikalsk. Han er bedst kendt som tenorsaxofonist; men egentlig er han uddannet klassisk klarinettist. Og at jazzen fik tag i ham skyldes, at man ikke fik SU i 1950ernes USA, når man studerede musik. Man måtte arbejde for at tjene penge til studierne, hvilket Shorter og hans studiekammerater gjorde ved at spille til bal. Og selv om klassisk musik har mange indlysende kvaliteter, er det altså ikke dansemusik, hvorfor de stræbsomme unge studenter måtte spille noget jazz i stedet for. Til at begynde med spillede Shorter så jazz- klarinet. Blandt andet var han i en periode med i et orkester, som ikke havde nogen trompetist, hvorfor han så på klarinet spillede alle trompetstemmerne. The Messengers Da han havde aftjent sin værnepligt og kom ud i det virkelige liv, skiftede han permanent til saxofon, fortæller han, da vi møder ham ved gate B2 i Kastrup Lufthavn, hvor han skal med flyveren til Oslo. Og det var i den egenskab, han kom med i Art Blakeys legendariske orkester The Jazz Messengers, og her var han fast mand fra slutningen af 1950erne og til 1963. »Art Blakeys orkester var ikke bare et band; det var en enhed, hvor vi vitterligt arbejdede sammen og skabte stor musik præget af den enhed. Man kan sige, at jeg fik den vigtigste del af min musikalske uddannelse i The Messengers. Der lærte jeg, at det vigtigste ikke er musikken men dens ånd«, siger han. Da Wayne Shorter forlod Art Blakeys gruppe, havde han egentlig mest lyst til at lave sit eget band. Men Miles Davis fik ham overtalt til at være med i sin gruppe. »Hos Miles var vi også en enhed, men på et andet plan end i The Messengers. Vi øvede aldrig. Miles kom bare med noget musik og sagde: Spil det. Miles' rolle var ikke så meget at være musiker, men mere at udstikke nogle retninger for os. Hans mål var, at vi skulle spille, som om vi ikke kunne spille. For på den måde kunne musikken få lov til at være sig selv. Det var vi meget optagede af«, fortæller Shorter og smiler sit enorme smil. Vejrudsigten Helt tilbage i 1950erne havde Wayne Shorter stiftet bekendtskab med en østrigsk jazzmusiker ved navn Joe Zawinul. Og de to var fra starten enige om, at de på et tidspunkt skulle arbejde sammen. »Det blev bare ikke til noget lige med det samme. For Joe spillede med Cannonball Adderley op gennem halvtredserne, hvor jeg var hos Art Blakey, og så kom jeg med hos Miles. Men i 1970 var vi begge to ledige på markedet, og så blev vi enige om, at vi ville lave et orkester sammen med bassisten Miroslav Vitous. Vi holdt telefonmøder, hvor vi snakkede sammen om, at nu skulle vi lave et band. Og det blev så til Weather Report«, fortæller han. »Og vi var klar over, at det ville blive godt, fordi vi alle havde virkelig lyst til det og til at lave noget helt nyt«, siger han. Det må siges at være sandt. Godt nok gik der nogle år, inden Weather Report fik slået sit navn fast, men fra midten af 1970erne og frem til 1985, hvor Shorter forlod gruppen, var bandet uden sammenligning det mest populære jazz-orkester i verden og bannerførere for det, der siden er gået over i historien som fusionsmusik, cross over eller jazz-rock. Og Weather Report opnåede det for et jazz-orkester uhyre sjældne at få et regulært stinkende hit, som den dag i dag kendes af alle: Birdland (på lp'en Heavy Weather fra 1977). Om end vokalversionen med det amerikanske ensemble Manhattan Transfer nok er bedre kendt end Weather Reports egen. Efter Weather Report fik han stor succes med soloalbummet 'Native Dancer', som han lavede sammen med den brasilianske sangskriver Milton Nascimento. Hans seneste plade kom i 1994 og havde titlen 'High Life'. Den markerede endnu et stilskift for Shorter, på nogle af numrene er der klassiske strygere og blæsere med, og musikken er sfærisk og stemningsfuld. I dag er Wayne Shorter en ældre, men særdeles ungdommelig herre. Han turnerer med sin nye gruppe af yngre sorte musikere med stor succes, og så har han gang i to nye pladeprojekter. Den ene af disse plader vil blandt andet indeholde walisiske sange, musik fra det 12. århundrede og kompositioner af den brasilianske komponist Villas-Lobos. Og efter en periode med stor personlig sorg er Wayne Shorter igen i topform og uhyre udadvendt. Han nyder at spille, siger han. »Men det, vi spiller, er ikke musik. Det er en fejring af selve livets uendelighed. Og vi vil med vores musik få folk til at forstå, hvor fantastisk livet er. Vi vil bekræfte evigheden med musik«, siger han. Et kæmpesmil Og det virker åbenbart. »Folk er utrolig positive. Og det er ikke kun det traditionelle jazz-publikum, men også ganske unge mennesker. Da vi spillede i Israel (i tirsdags, red.) var stemningen så god, at folk efterfølgende kom og spurgte os, om ikke de kunne hjælpe med et eller andet. Fordi det havde været sådan en positiv oplevelse«, siger Shorter og lyser op i endnu et kæmpesmil, der næsten får temperaturen i den i forvejen steghede lufthavsterminal til at stige et par grader.