Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hitlers hellige hjælpere i Vatikanet

Nu frigivne dokumenter kaster nyt lys over forholdet mellem de tyske nazister og Vatikanet. Paven tog afstand fra antisemitisme, men indgik aftale med Hitler og roste hans kamp mod kommunismen.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Den tyske fører Adolf Hitler var i dårligt humør, da den pavelige udsending, ærkebiskop Cesare Orsinego, mødte ham i november 1943 for at tale om nazisternes forfølgelse af jøderne. Hitler vendte rasende ryggen til, da Orsinego bragte dette tema på banen, men pludselig gik han hen til et bord, tog et glas vand og kylede det i gulvet.

Dokumenter fra de hemmelige arkiver
Hitlers reaktion på de katolske bebrejdelser var voldsom, for i de forløbne 10 år havde han været vant til en bedre behandling fra den kant. Det viser dokumenter, der netop er frigivet fra Vatikanets hemmelige arkiver og katolske arkiver i Tyskland. Det sker som et led i forsøgene på at afvise historikeres og kunstneres påstande om, at Vatikanet og pave Pius 12. havde sympatier for nazismen og reelt samarbejdede med nazistyret.

Det er en af teserne i den amerikanske historiker, Daniel Goldhagens dybt kontroversielle bog 'A Moral Reckoning' fra sidste år, og det var temaet i den tyske dramatiker Rolf Hochhuts drama, 'Stedfortræderen', fra 1963.

Ligesom Goldhagens bog, der sætter den katolske kirke på anklagebænken uden antydning af nuancer, satte Hochhuths stykke Vatikanet i alarmberedskab, og så sent som sidste år inspirerede det påståede samarbejde mellem 'himmel og helvede' filminstruktøren Costa Gavras til en meget rost film med titlen 'Amen'. Her støder en ung præsts vilje til at kæmpe mod nazismen frontalt sammen med den katolske kirkes officielle politik.

Vil fjerne mistanke
En gruppe internationale historikere har også arbejdet med spørgsmålet på Vatikanets foranledning. Det handler ganske enkelt om at fjerne enhver mistanke om, at Vatikanet sympatiserede med det nazistiske styre og forholdt sig passivt over for udryddelsen af jøder. For Vatikanet kan ikke leve med påstandene om, at den katolske kirke indirekte støttede holocaust,

De nye dokumenter kaster ikke et entydigt lys over den så udskældte Pius 12.s holdning til de nazistiske ledere i Berlin. På den ene side advarer kirken flere gange mod forfølgelser af jøderne, men disse advarsler tager for alvor først til i takt med, at krigslykken vender for nazisterne. For det andet efterlader papirerne klart det indtryk, at Vatikanstaten først og fremmest førte realpolitik over for det nazistiske Tyskland, og det betød, at man afholdt sig fra alt for åbenlys kritik.

Vatikanet vil først og fremmest pege på de dokumenter, der viser dets afstandtagen fra jødeforfølgelserne. I april 1933 tager den pavelige nuntius - udsending - i Berlin, Cesare Orsinego, afstand fra nazisternes opfordringer til befolkningen om at boykotte jødiske butikker. Nazisterne var netop kommet til magten efter valget få måneder tidligere, og arrestationerne af kommunistiske og andre oppositionelle ledere var i fuld gang.

Afslørende notat
Denne boykot er den «første skammelige plet på de første sider af den historie ... som nationalsocialismen skriver«, lyder det fra udsendingen, og pave Pius 11., der regerede fra 1922 til 1939, opfordrer katolikkerne til at vende sig mod denne boykot.

Men allerede i juni samme år kommer det første brud med denne politik.

»Så længe Hitler ikke erklærer krig mod den hellige stol (Vatikanet, red.) og de tyske katolikker ... skal den hellige stol og de tyske katolikker afstå fra at fordømme Hitlers parti«, hedder det i notat fra Vatikanets 'udenrigsminister', kardinal Pietro Gasparri.

Alliance mod kommunismen
Hermed er ikkeangrebspagten mellem 'Himmel og Helvede' en kendsgerning, som det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel formulerede det for nylig i en større gennemgang af de frigivne dokumenter.

Både for Pius 11. og hans efterfølger gjaldt det for enhver pris om at sikre katolske interesser. Alt andet var ligegyldigt, og de svarer hverken på appeller fra jødiske eller protestantiske kredse. Tyske katolikker skriver i breve til det katolske hierarki i Tyskland og direkte til Vatikanet om de rædsler, de er daglige vidner til på deres arbejdspladser eller boligområder, men det gør intet indtryk.

Vatikanets topfolk kunne heller ikke undskylde sig med uvidenhed om nazismens karakter, Hitlers planer eller de daglige forhold i den nye nazistat. Vatikanet havde en ambassade i Berlin, og i 12 år, frem til 1929, var ambassadøren ingen ringere end kardinal Eugenio Pacelli, der i 1939 blev pave under navnet Pius 12.

Pacelli selv havde allerede i 1930 beskrevet nazismen som en 'anti-katolsk' bevægelse. Men fra 1933 fulgte han som en af Pius 11.s nærmeste medarbejdere den nye linje, som nu ikke længere hed stiltiende accept af nazismen, men sympati for et af dens hovedmål.

»Hitler er den første og eneste statsmand, der offentligt taler imod bolsjevismen«, lød det fra paven i marts 1933.

Med andre ord stod flere hensyn nu overfor hinanden, når Vatikanet skulle gøre holdningen til Hitler op. På negativlisten stod jødeforfølgelserne, som Vatikanet igen i august 1933 betegnede som en 'krænkelse ikke kun af moralen, men også af kulturen'. På positivlisten stod nazisternes had til deres hovedmodstandere, kommunisterne, og udsigten til et Tyskland præget af lov, orden og respekt for familieværdierne tiltalte også Vatikanet.

Fortsat tavshed
For Hitler var et godt forhold til Vatikanet og de lokale katolikker vigtigt. Det store katolske Centrumparti blev forbudt i juli 1933, og fremtrædende borgerlige katolikker som den senere tyske forbundskansler, Konrad Adenauer, var modstandere af nazismen. En aftale med Vatikanet kunne lette dette pres, og et såkaldt konkordat ville også vise omverdenen, at Hitler var en civiliseret mand.

Forhandlingerne mellem Vatikanet og naziledelsen gik i gang i marts 1933 med de tyske biskoppers velsignelse. De frigivne dokumenter viser, at den senere pave Pius 12. i sin egenskab af chefrådgiver for paven havde instrueret de tyske biskopper i at overholde den nye, pronazistiske kurs. Og allerede i juli samme år var konkordatet, det såkaldte Reichkonkordat, klar.

Aftalen har 'etableret en atmosfære af tillid, der vil være overordentlig betydningsfuld i den vigtige kamp mod den internationale jødedom«, kommenterede den tyske fører.

Den katolske kirke protesterede ikke, da Hitler gennemførte de nye racelove i 1935, der satte kampen mod jøder og andre såkaldte 'undermennesker' på juridisk formel. Men ubehaget bredte sig i Vatikanets gange i de følgende år, og kort før sin død i 1939 var Pius 11. klar med en fordømmelse af racismen og antisemitismen.

Den blev aldrig offentliggjort, men de nye dokumenter viser også, at de katolske ledere på de indre linjer forsøgte at appellere til Hitler om at stoppe det, der fra 1942 blev systematisk udryddelse af jøder. Historikerne er uenige om, hvor helhjertede de katolske protester var, og Daniel Goldhagen tegner i sin bog et meget dystert billede af kirkens rolle - som andre dog mener er stærkt overdrevet.

Cesaro Orsinegos dramatiske møde med Hitler i 1943 var et af eksemplerne på, at Vatikanet forsøgte at påvirke Hitler. Men de nye dokumenter viser, at realpolitikken vejede fortsat højere på trods af, at oppositionelle katolikker nu også blev overført til dødslejrene. I de seneste år har Vatikanet selv også forsøgt at tegne et mere positivt billede, bl.a. i erklæringen 'Vi husker: en reflektion over Shoah' fra 1998.

Men de nye dokumenter viser, at pletten på den katolske kirkes samvittighed stadig ikke er vasket af.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden