Støvet kilder i næsen, mens Det Kongelige Biblioteks direktør prøver at finde den rigtige nøgle. Vi er på vandring i mørket under den gamle del af kæmpebiblioteket. Dernede, hvor de aflåste underjordiske magasiner til de kosteligste bøger befandt sig, inden Den Sorte Diamant blev bygget. »Hvis ikke det er den her, må det være den her«, siger Erland Kolding Nielsen og forsøger igen. Han holder en nøgle frem. »Det her er en supernøgle. Dem findes der kun tre af. De må aldrig forlade biblioteket. Hvis nu du slog mig ned og rendte med den, ville folk vide, hvem jeg sidst havde været sammen med, og dermed, hvem der havde taget den«. Luften står stille Luften står stille, tiden ville også have gjort det, hvis ikke det var for det spøgelse, der kaster skygge over hver eneste bog og reol. Selv om jernristene i gulvene, de gamle træhylder og væggenes røde mursten forankrer biblioteket på Slotsholmen i fortiden, har stedets magi fået en ekstra, helt nutidig dimension. Det skyldes den uortodokse bogsamling, som først for nylig blev offentligt kendt. En særsamling, der består af 1.500-1.600 bøger og bogværker, som unddrager sig alle gængse indekseringer. Den eneste fællesnævner for sjældenhederne synes at være, at de er kostbare. At de har en høj markedsværdi. En af samlingens perler er originaludgaven af Thomas Mores berømte skrift 'Utopia' om landet, hvor alt er godt. Den havde tyven, for det er ham, der skabte den sære samling, nappet begge bibliotekets eksemplarer af. Et nåede at blive solgt, det andet er tilbage, hvor det hører hjemme. Klimastyring Erland Kolding Nielsen har to nøglebundter og et plastikkort med magnetstrimmel - og så har han sin karakteristiske profil, der domineres af et myndigt fuldskæg. Inden vi havnede i den støvede labyrint under de ældste dele af biblioteket, var vi et smut ude i bibliotekets store nye magasin på Karen Blixens Vej ved Københavns Universitet på Amager. For at man kan komme ind i det topmoderne, klimastyrede magasin, skal man kende en kode, som skal indtastes på en metalplade. Det ender med, at Erland Kolding Nielsen ringer på mobilen. »Nå, du kan se os gennem kameraet«, siger han og peger op i luften, hvor der højt oppe på bygningens kant ganske rigtigt sidder et par kameraer. Kort efter kommer manden, der har genkendt sin chef og åbner ståldøren. Det Kongelige Bibliotek blev taget på sengen og vidste længe ikke, hvordan det skulle håndtere situationen, da det i 1976 stod klart, at det var blevet bestjålet på det kraftigste. Man indførte fra 1978 en lang række sikkerhedsforanstaltninger og begyndte det langvarige arbejde med at revidere bogbestanden. Efter ti år henlagde politiet sagen, men på biblioteket var et eller andet for længst slået i stykker. Den daværende leder kastede hurtigt mistanken en genérel på de ansatte; der blev foretaget mindst halvtreds afhøringer og fem ransagninger blandt personalet, så stemningen var dårlig. Erland Kolding Nielsen låser døren til bogmagasinet op, mens han beretter om den hårde tid: »Bibliotekets image var i mange år derefter, at det måske nok var kongens eller dronningens bibliotek, men også det sted, bøgerne blev stjålet. Det image har vi systematisk arbejdet på at fjerne«. Odør af ælde Temperaturen i et magasin til gamle bøger skal være mellem 19 og 21 grader. Både i det nye magasin, som vi besøgte på Karen Blixens Vej, og hernede i kælderen på Slotsholmen er lugten af gamle bøger gennemtrængende. Gammelt papir, pergamenter, tryksværte, læder, denne særlige odør af ælde. I den smukke biblioteksbygning i Fiolstræde, som også er en del af Det Kongelige Bibliotek, er reolerne stadig så høje, at man skal være Gulliver i et land af dværge eller have en meget lang stige for at nå de øverste hylder. I det nye magasin kan man nå alt, selv om man står på flade fødder. Det Kongelige Bibliotek i København rummer en af Europas betydeligste bogsamlinger. I 1728 brændte mange af bøgerne i Universitetsbiblioteket, der i dag er en del af Det Kongelige Bibliotek, men det lykkedes at genopbygge samlingerne. Dog var håndskrifterne tabt for altid, historiens største kulturkatastrofe i Danmark. Ud over tyveri, som normalt ikke fører til omfattende skader, er brand og krig - og fugt - bibliotekernes værste fjender. Mange af de gamle folianter fra begyndelsen af 1500-tallet har fra tid til anden været anbragt på kirkelofter rundt omkring i landet. »Under besættelsen i 1940-45 lå en masse af de her på lofterne i Sankt Bendts Kirke i Ringsted og i Maribo og Helsingør Domkirker. Kirker, særlig dem, der ligger langt fra store byer, er altid blevet benyttet af biblioteker til at passe på bøger i krigstid, fordi der er mindst risiko for, at fjenden bomber kirker. Under den seneste krig blev alle vinduerne i bibliotekets sydside smadret, da Moskitojagere dumpede bomber i havnen i stedet for på Burmeister & Wains motorfabrik. Under englændernes bombardement ramtes en enkelt bog af en granat, der gik midt igennem bogen, der ironisk nok har titlen 'Pacis Defensor' ('Fredens forsvarer') - den kan ses i vores udstilling for tiden«, fortæller Kolding Nielsen. »Det bedste ville jo være at grave dem ned under jorden eller lægge det hele ind i en klippe, hvor temperatur og fugtforhold er bestandige, som man har gjort i Mo i rana i Norge, men det kan ikke lade sig gøre i Danmark, fordi grundvandet står så højt«. Hjemlånssedler Bøgerne står efter en ældgammel systematik. Man begynder på nederste hylde til venstre og bevæger sig opad. Jeg kigger biblioteksdirektøren i øjnene og tager forsigtigt den såkaldte Wasabibel ud fra en reol, hvor der står hundreder af ældgamle Bibeler. Hans blik siger det hele: Pas på, forsigtig, sæt den nu ind det rigtige sted, men han kan ikke lade være: »Hvis en bog ikke bliver sat på plads det helt rigtige sted, er den væk, selv om den hele tiden har stået på en hylde«. Overalt på reolerne er der stukket små plastikchartekker ind mellem bøgerne. I dem er røde, blå og gule sedler. De markerer, om en given bog er udlånt - eller bortkommet. Det sidste kan betyde: stjålet. Erland Kolding Nielsen tager et chartek ud. I den ligger en hjemlånsseddel fra 1975. En låner har lånt 'Bruden fra Lammermoore' af Walter Scott. En bog af Shakespeare er i 1988 forsøgt hjemkaldt hos en låner i Hellerup. »Han er død«, siger Kolding Nielsen. Af en seddel i et andet chartek synes det at fremgå, at den samme bog er udlånt til en kvinde. »Løjerligt«, siger biblioteksdirektøren, der ser ud, som om han har lyst til at detailrevidere hele molevitten på stedet. »Muligvis er den ikke væk«, siger en magasinmedarbejder. Adam Oehlenschläger snittede sit navn i barken på en eg i Dyrehaven, hvor navnetrækket endnu kan ses. På samme måde vil fejlanbringelsen af en bog kunne sætte sig spor århundreder frem. I princippet. »Midlertidigheden her på biblioteket kan være meget langvarig. Næsten permanent. Hvis man sætter en bog forkert ind på en hylde, kan den være forsvundet i årtier eller århundreder - i hvert fald indtil man laver næste revision. Vi har så mange bøger, at vi er helt afhængige af præcise kataloger og præcise anbringelser. I sin tid var der et sted, der blev kaldt Gemmet. Her anbragte en overbibliotekar de erotiske bøger. Den slags mente han ikke, at det var Det Kongelige Biblioteks opgave at have. Bøgerne stod på den øverste hylde af en reolfløj, men uden at blive katalogiseret. De var fuldt synlige, i den forstand at de stod på hylderne, men ingen anede, hvor de var henne - bortset fra ham«, fortæller Kolding Nielsen. I vore dage er de erotiske bøger for længst blevet katalogiseret og anbragt, så de kan findes. Professorerne Bortset fra tyve, og de har nu om dage meget begrænsede muligheder på Det Kongelige Bibliotek, er der en anden kategori af mennesker, som bibliotekerne frygter. Særlig i gamle dage var de slemme: professorerne. »De troede, bøgerne var til for dem. Professor Paul V. Rubow, den legendariske litterat, var særlig slem. Han udtalte simpelthen, at en lang række af vores bøger stod bedre hos ham end i Det Kongelige Bibliotek. De såkaldte professorbiblioteker er noget, alle nationale biblioteker har kendt til. De bestod af alle de bøger, som professorer havde haft stående hjemme - tit blev de først afleveret af arvingerne«. Institutionen består, mens lånerne - eller tyvene - forgår. Man kan ikke tage jordisk gods med sig til det hinsides. På et eller andet tidspunkt gælder det for alle, som har glæde af Det Kongelige Biblioteks bøger, også uretmæssigt tilegnede, at de kun har været til låns. Wasabibelen er vel 200.000 kroner værd. Jeg spørger ikke direktøren, hvad den smukke udgave af 'Dekadent barbari' af Johannes Holbek ville kunne sælges for. Det føles ikke rigtigt at gå og sætte kronebeløb på alle disse utrolige bogværker, selv om biblioteket selv har brugt værdikriteriet, når det har skullet udvælge bøger til sine lukkede magasiner. Ned i dybet Vi forcerer hele tiden nye forhindringer i bibliotekshvalens store bug. Går gennem smalle gange og lavloftede kælderrum med eksotiske navne. 'Romankælderen' og 'Musikkælderen' er to af dem. Nøglerne bliver ved med at volde besvær. Ud over den rent elektroniske sikring er der mindst to nøglesystemer, hvor Kolding Nielsens nøgler befinder sig øverst i hierarkiet. Pludselig er vi øverst oppe i den berømte Danske Sal, hvor verdens stejleste vindeltrappe fører nedad, nedad mod dybet, hvor der står et stort sorteringsbord, som bibliotekarer har brugt i århundreder. Kolding Nielsen går forrest. Jeg holder om jernstangen med venstre hånd og om gelænderets læderbetrukne stål med højre. Der er virkelig langt ned. Vel nede på jorden peger Kolding Nielsen på en jerndør: »Her ser du den første boks. Den blev indrettet, da tyveriet blev opdaget. Den kan rumme to hyldekilometer bøger. De fleste befinder sig dog nu i en boks ovre i Diamanten, hvor vi opbevarer inkunabler og postinkunabler, det vil sige bøger fra bogtrykkerkunstens start omkring år 1449 og frem til 1530. Dertil alt til en anslået værdi af over 10.000 kroner, der blev udtaget og placeret i særlige magasiner efter tyveriet«. I de forhenværende magasinkældre står der nu gamle kartoteksskabe og udlånsprotokoller fra begyndelsen af det tyvende århundrede. Hver enkelt bogs titel og forfatter noteret med blæk og låneren i en kolonne bagefter. Jeg leder efter nogle af tidens kendisser og finder historieprofessor og hyppig låner Knud Fabricius. Protokollen afslører også, at Georg Brandes' bøger ofte var udlånt. At arbejde sig rundt i kæmpebibliotekets over- og underjordiske gemakker har noget 'Rosens navn'-agtigt over sig. Med den detektiviske direktør som en nutidig udgave af William af Baskerville trasker journalisten rundt i en labyrint fuld af bøger. I Ecos roman venter der en belønning til sidst, men også dramatik og undergang. I de mørke magasiner møder vi ikke andre end vagtmænd, men bogtyvens spøgelsesskygge har hvilet over rundturen for mit vedkommende. På grund af nøglerne, låsene, kostbarhederne og den basale oplevelse af at befinde sig de samme steder, som tyven i sin tid befandt sig. Da vi låser os ind i det sidste bogmagasin i den gamle bygning, står der en stor mand med en lommelygte og en masse nøgler i bæltet lige på den anden side, da Kolding Nielsen får døren op. Da han ser, det er chefen, nøjes han med at sige hej. Kunne han også tage bøger herfra, spørger jeg. »Det kunne han. Dengang han stjal, var der ingen, der i deres vildeste fantasi kunne forestille sig, at betroede medarbejdere kunne finde på sådan noget. Han var en del af chefkollegiet og kunne også stjæle herfra«. Også her er der sedler i chartekker. Fordi bøgerne er udlånt, udstillet eller bortkommet. Kolding Nielsen tager et af dem ud. »Her er en af de bøger, han stjal, et skrift af Martin Luther, som har været registreret som manglende siden 1979«. Hvem ved hvad Det Kongelige Biblioteks sikringssystemer er blevet udviklet lige siden tyveriet. Princippet er, at der er ganske få who need to know, who knows, som Kolding Nielsen udtrykker det. »Dem, som synes, det er nice to know ved ikke noget. I dag er et sikkerhedssystem meget mere end det, du ser på overfladen; det er meget mere end fysisk sikring, det er også sikringsrutiner osv. Grundlæggende må man sige, at der altid er en restrisiko. For dem, der vil stjæle, er situationen bare den, at det, de kan tage, ikke er særlig værdifuldt«. Vi går gennem et område, der nu bruges som computerkirkegård. Her sad arbejdsløse musikere under besættelsen og skrev nodemanuskripter af. Folk gik jo ikke ud, så musikerne måtte have andet at lave. Bag et gitterhegn ligger Røde Kro Teaters arkiv, i et andet lokale står noder og partiturer fra Det Kongelige Teater. Kolding Nielsen nynner melodier og leder forgæves efter en bestemt node af Mozart. Dybt nede i en kælder under det gamle bibliotek peger Erland Kolding Nielsen indigneret på en rist i gulvet. »Engang var der oversvømmelse, fordi man ikke havde installeret en vandlås, utroligt!«, siger han. Overalt på reoler og vægge bliver man af gamle håndskrevne skilte bestandigt mindet om parolen over alle biblioteksparoler: 'Selvbetjening frabedes'. Et påbud, som blev overtrådt på det groveste i det store rum med tilhørende kontor, vi nu er havnet i. »Her lå orientalsk samling, som vor ven var chef for. Og her er hans kontor. Her stod hans skabe, og herinde har hans tyvekoster været. Han har kunnet gøre, hvad han ville, og gå ud via bagtrappen derhenne. Ingen tjekkede ham«. Under opklaringen, som biblioteket med direktøren og sikringschefen i spidsen selv har stået for, er tyvens færden blevet kortlagt minutiøst. Han blev ansat som forskningsbibliotekar i efteråret 1967 og begyndte at stjæle næsten umiddelbart efter. To år senere bliver han udnævnt til afdelingschef. »Han stjæler i hele perioden frem til 1978. Ingen anede uråd. Han må have haft det ganske mærkeligt«, siger Kolding Nielsen. Vi går videre til et mødelokale ved siden af. Går i opløsning »Omkring det her bord har han været med til alle de chefmøder, hvor man har diskuteret mysteriet omkring tyverierne, og hvordan man kunne gardere sig mod dem. Han har bogstaveligt talt kunnet føle politiet og biblioteket puste sig i nakken. Hvis han ikke bare har grint af bibliotekets indsats dengang. Vi kan også konstatere, at fra 1976 begynder han at gå i opløsning. Meget tydeligt, da jeg kom her i 86. I 1987 afskedigede jeg ham som afdelingsleder, fordi han ikke kunne fungere som en sådan af en række grunde, blandt andet, at han var blevet stærkt alkoholiseret«. Nogle minutter efter står vi i et baglokale. Engang blev det kaldt Rottehullet. Her sad de medarbejdere, der ikke kunne lade flasken stå i sin tid, tyven var en af dem. For Kolding Nielsen og co. var det en enorm triumf, da det efter en henvendelse fra det engelske auktionshus Christies i løbet af knap fire uger lykkedes at få tyveriet opklaret og efter yderligere fire uger at finde de fantastiske tyvekoster. Sagen var som tyverisag forældet, men ikke som hælerisag. Og det er hæleri, som tyvens enke, søn, svigerdatter samt en ven af familien stadig sidder varetægtsfængslet for. Inden tyven døde, lykkedes det at sælge bøger for mellem 8 og 10 millioner kroner. Siddende på et bord i bogtyvens gamle kontor slår Kolding Nielsen ud med armene: »Forestil dig, at du går rundt på dette bibliotek som betroet medarbejder; du har stjålet mere end femtenhundrede kostbare ting; du ved aldrig, hvornår du bliver opdaget, eller bliver grebet med en bog af de mere kostbare i tasken. Desværre var der ikke nogen, der kontrollerede på nogen måde, og hans arbejdstider var mildt sagt tilpasset til denne situation, kan vi konstatere«. Betydelige værdier Særsamlingen, der aldrig skulle være blevet en samling, er nu bevismateriale i sagen mod tyvens enke, søn og svigerdatter og ven. Kasserne befinder sig i Diamantens sikringsboks, som Kolding Nielsen ikke et sekund kunne finde på at udtale sig nærmere om, endsige vise frem. Han er sikker på, at der ikke var bibliofile motiver bag tyverierne. »Det eneste, der holder det hele sammen, er bøgernes pekuniære værdi. Der er intet, der peger på, at han har gjort det af samlermæssige grunde, eller fordi han har særlig interesse for disse områder. Han har stjålet så bredt, at det eneste, der holder det sammen, er, at han har været i stand til at udvælge ting med en ganske betydelig værdi. Det unikke ved ham er, at han har ventet så længe«. Der var den igen. Man skal aldrig undervurdere Tiden som faktor på et stort bibliotek. Den spiller en anden rolle i en institution, der er sat i verden for at være en hel nations kollektive hukommelse. Individer forgår, institutioner består. Tyven stjal i ti år, gemte kosterne i tyve-tredive år, men biblioteker glemmer ikke sine kosteligste bøger. Vi passerer de lave vinduer ind mod den ene af det gamle biblioteks to indre gårde. En due, der ligger på rede i en fredelig karm, stabler sig dovent på benene og flyver væk, så ægget i reden blottes. På et skilt på indersiden af ruden står der 'Vinduet må ikke åbnes'. Efter en tur gennem Georg Brandes-arkivet havner vi i Kolding Nielsens tidligere chefkontor. En cigarkasse helt anderledes mørk og lille i forhold til det store lyse kontor i Diamanten, hvor vinduerne er fulde af magtens symboler: en stump af Krokodilletårnet på Børsen, det øverste af Christiansborg, i det fjerne den nye opera. Navnene på bibliotekets chefer er skåret i træpanelerne, også Kolding Nielsens. Pludselig er vi ude ved det grønne metalskur ved bibliotekets forhenværende ind- og udgang. Efter 1978 sad vagten dér. Hvis lampen ved skranken lyste rødt, skulle lånere og ansatte åbne tasker - om de havde nogen; hvis den lyste grønt, måtte man gå ud. Også tyven var nødt til at gå den vej ud, hvilket formentlig er forklaringen på, at han holdt op med at stjæle fra 1978. »Metalskuret bliver snart fjernet, siger Kolding Nielsen og begiver sig op ad den stentrappe, som alle besøgende i det gamle bibliotek måtte op ad for at komme til den gamle læsesal. I stedet for at gå den slagne vej over til den funklende tilbygning, der skyder sig skråt ud mod vandet, skal vi lige nogle svinkeærinder gennem korridorer og ned ad trapper. På en kalket væg ses aftryk i pudset fra reoler, der ikke står der længere. Igen denne fornemmelse af brugsspor og midlertidighed, der truer med at blive permanent, men så er vi pludselig ude i lyset. Ude i en anden tid. Ude i de store lyse publikumsområder i Diamanten, bøgernes danske ædelsten. Det vrimler med studerende med bøger under armen og ældre damer og skoleklasser på sightseeing. Herude er det svært at tro på spøgelser. Tilbage bliver noget, der lyder som et eventyr: 'Der var engang en tyv på et stort bibliotek'. For tyven og hans medsammensvorne endte det ikke lykkeligt.