Det har ligget på lur længe, at dokumentarfilmen er in. Men lørdag i Cannes blev det officielt. I stedet for som sædvanlig at give den prestigefyldte Guldpalme til en fiktionsfilm valgte juryen ved filmfestivalen i Cannes at give palmen til amerikaneren Michael More for hans Bushkritiske dokumentarfilm 'Fahrenheit 9/11'. I sin begrundelse for at give Guldpalmen til en dokumentarfilm for første gang i Cannesfestivalens 54-årige historie understregede jurypræsident Quentin Tarantino, at valget af Michael Moore ikke er politisk. »Vi har givet dig prisen, fordi du har lavet festivalens bedste film«, sagde Tarantino ifølge Politiken mandag. Kraftigere medvind kunne Michael Moores film ikke have fået, her nogle måneder inden den får biografpremiere. »Moores Guldpalme vil få kolossal effekt«, siger Loke Havn, som er en del af formandskabet i Foreningen af Filmudlejere i Danmark. Det er fortsat en forsvindende lille del af premierefilmene, som er dokumentarfilm. Men lidt luner rigtig godt for en genre, som for blot få år siden slet ikke blev vist på biograflærredet. »Der kommer nu flere dokumentarfilm i biograferne end nogensinde før. Man har virkelig fået brudt opfattelsen af, at dokumentarfilm er noget, man ser i fjernsynet«, siger Loke Havn. Også Tue Steen Müller mener, at holdningen til dokumentarfilm har ændret sig. Tue Steen Müller er direktør i European Documentary Network, som har hovedsæde i København. Nul madpakkelugt »Tidligere var der sådan en madpakkelugt over genren dokumentar. Dengang var det svært at fortælle folk, at dokumentarfilm ikke nødvendigvis er belærende. De kan også være underholdende«. Det er ikke alle dokumentarfilm, som kan klare sig i biograferne i konkurrence med fiktionen. Hvis man ser på nogle af de dokumentarfilm, som er gået godt i biograferne, er de meget forskellige. Men de har et fællestræk. De har fiktionsagtige præg. Det gælder Michael Moores 'Bowling for Columbine', som blev set af 50.000 biografkunder alene i Danmark. En politisk film. Men også en humoristisk film, som ifølge Loke Havn har lånt noget af sin dramaturgi fra fiktionen. »Du har en person med et projekt. Du har nogle, der yder ham modstand, og du har nogle, der står sammen med ham«. For filmchef Jim Dane, Dagmar Teatret i København, er Michael Moore et godt eksempel på den nye dokumentarinstruktør. »Når der i dag er et biografpublikum til gode dokumentarfilm, handler det om, at publikum er modnet, men det handler også om, at instruktørerne har gjort filmene bredere, og at de tænker dem mere kommercielt. Instruktørerne er til gengæld også folk, der brænder for deres emne. Det er ikke folk, som først beslutter sig for at ville lave en dokumentarfilm og derefter begynder at lede efter et emne. De har noget på hjerte«, siger Jim Dane. Som filmchef har han bl.a. haft 'Bowling for Columbine', 'Stjernekigger' om bandet Swan Lee og 'Rocket Brothers' om bandet Kashmir på programmet, og Dagmar har også Morgan Spurlocks film 'Super Size Me' på programmet i juli. Det er en film, hvor instruktøren i bedste Michael Moore-stil rejser USA rundt for at finde ud af, hvorfor nogle amerikanere er så eventyrligt fede. Undervejs spiser han kun hos Mac Donald's. »Dokumentarfilmene er med til at profilere biografen, men ud af 400.000 billetter udgør de måske kun 2-4 procent«, siger Jim Dane. Politisk kontrol Dette tal kan være på vej opad. I hvert fald hvis man skal dømme ud fra interessen for at lave dokumentarfilm. Filmkonsulent Morten Hartkorn har modtaget omkring 150 ansøgninger om støtte, siden han i efteråret fik ansvaret for kort- og dokumentarfilm hos Det Danske Filminstitut. Han har 10-15 mio. kr. at dele ud af, og her i foråret regner han med at give produktionsstøtte til fem-seks film og udviklingsstøtte til cirka ti film. »Jeg tror, interessen for dokumentarfilmen skyldes to bevægelser, og man kan diskutere, om det er nyt, eller om det i virkeligheden er en gentagelse af fortiden. Den ene bevægelse går imod en større politisk bevidsthed, f.eks. hos en Michael Moore. Det er der også brug for især i udlandet, hvor vi ser en større og større politisk kontrol af massemedierne. Folk får ikke den alsidighed, de ønsker, hvorefter de søger andre steder hen. Den anden bevægelse skyldes, at mange ikke længere kun tænker på sig selv. Efter en periode, hvor folk har fokuseret snævert på deres eget liv, kan vi nu se en generation spire frem, som i højere grad er engageret i samfundsspørgsmål, og de er naturligvis et potentielt publikum«, siger Morten Hartkorn. Han understreger, at den eksplosive interesse for at lave nye dokumentarfilm ikke uden videre er garanti for høj kvalitet. I den konstant voksende stak af ansøgninger om støtte ser han mange forslag, som mere har præg af temaudsendelser i fjernsynet, end de har præg af nødvendige filmfortællinger. Morten Hartkorn er imidlertid ikke i tvivl om, at et voksende antal dokumentarfilm vil finde vej til biograflærredet, og at de også vil sælge billetter og give et økonomisk afkast. I øjeblikket behandler han en ansøgning til en meget stor dokumentarfilm, som han skønner vil kunne få et publikum på mellem 25.000 og 30.000 danskere.