For nogle dage siden kunne vi oplyse, at arkitekt Finn Juhls eget hus på Kratvænget i Charlottenlund er sat til salg, idet Kulturarvsstyrelsen ikke har fundet det egnet til fredning. Afgørelsen er en skuffelse for naboen Ordrupgaard, der må opgive en gammel drøm om at etablere en låge i hækken mellem museumsparken og arkitektens have, så publikum kunne få adgang til at opleve, hvordan en verdenskendt arkitekt og designer havde indrettet sig privat. Huset er opført i 1942 som moderne havebolig med forbillede i funktionalismen, men det er ikke mindst udstyret med Finn Juhls berømte møbler, og lige netop her opstår problemet, da Kulturarvsstyrelsen ikke har mulighed for at vurdere boligen som helhed, altså hus med indhold. Ifølge kontorchef Sven Kofoed Hansen er man i byggefredningssager nødt til at forholde sig »til et stykke arkitektur, ribbet for alt«, og ret beset hører det nøgne hus »ikke til de bedste i Danmark«, som han siger. Finn Juhls enke, teaterforlægger Hanne Wilhelm Hansen, døde sidste år i maj efter at have bevaret det hele intakt og eksemplarisk efter sin mands død i 1989. Hun håbede, at huset kunne fredes, og det samme gjorde Ordrupgaards direktør, Anne Birgitte Fonsmark, da hun rettede en skriftlig henvendelse til Kulturministeriet i november 2003. »Vi skrev, at vi gerne ville overtage huset med indbo og naturligvis stå for driften. Vi fandt det realistisk, at huset kunne trække på blandt andet vores vagt- og sikkerhedssystem, men i februar 2004 fik vi svar tilbage fra Kulturministeriet, at de ikke fandt noget grundlag for at bevare Finn Juhls hus. Så kan vi ligesom ikke gøre mere, også fordi et køb af huset ville have krævet en ekstrabevilling fra ministeriets side«, siger Anne Birgitte Fonsmark, »men det er da skuffende, at det ikke kan lade sig gøre, for det er helt sikkert et kulturhistorisk sted med betydning for offentligheden«. Styrelse sover i timen Samme indstilling har en række arkitekter, som Politiken har talt med. Arkitekt og lektor på Kunstakademiets Arkitektskole Christoffer Harlang kalder Finn Juhls hus for en af de fineste villaer fra det 20. århundrede, og han finder det oprørende, at man ikke kan frede et hus med indhold, i en tid hvor der tales så meget om betydningen af dansk design. »Samlet set er det i verdensklasse, men det har man altså ikke øje for, så nu splittes det hele ad. Huset kunne anvendes som legatbolig, som museum eller noget andet, men i stedet vælger man at sælge ud af arvesølvet«, siger Christoffer Harlang og antyder, at Kulturarvsstyrelsen ikke har forstand på modernismen, og at de i øvrigt har sovet i timen. Professor Vilhelm Wohlert, der blandt andet har tegnet Louisiana i Humlebæk sammen med Jørgen Bo, mener ganske enkelt, at Kulturarvsstyrelsen har set for stift på sagen. »Jeg har stor beundring for Juhl og hans indsats, og jeg kan ikke se andet, end at der burde være basis nok for en fredning«, siger Wohlert og foreslår, at huset overtages af »en af de magtfulde institutioner«. Det kunne være Realdania, der har 'reddet' mange fine huse og bygninger, men her siger Hans Peter Svendler, fondens arkitektfaglige chef og tidl. professor på Arkitektskolen i Århus, at situationen er problematisk. »Vi har faktisk tænkt meget over, om vi skulle foretage os noget i denne her sammenhæng, men vi har som strategi at sikre bygningsarven for fremtiden; vi kan ikke også gå ind og beskytte et møblement, så her er vores holdning sammenfaldende med Kulturarvsstyrelsens«, forklarer Hans Peter Svendler, der blandt andet har været med til at sikre J.F. Willumsens hus i Hellerup. Det har billedkunstneren Bjørn Nørgaard nu lejet sig ind i, men han behøver ikke at tage hensyn til indboet, eftersom der ikke var noget, der skulle bevares. »Når vi går ind og køber et særligt hus, er det med henblik på, at f.eks. en kunstner kan bo der til en almindelig husleje, men vi mener ikke, at man også kan lægge et krav om, at folk passer på møblerne og sørger for at bevare dem, som de er. Og problemet med Finn Juhls hus er vel, at indholdet er mere interessant end selve huset - det er bestemt ikke nogen nem løsning«, siger Hans Peter Svendler. Han har dog ikke lagt låg på alle muligheder, for som han også siger: »Vi overvejer fortsat«.