Operaen er en pukkelrygget vanskabning. Dens overordnede formgivning er et makværk. I bybilledet er den anmassende. Og dens eneste væsentlige karakteristikum, taget, er uoriginalt. Men er de store linjer i byggeriet helt gledet af hænde eller har de måske aldrig rigtig været i fokus, så er der både indenfor og i detaljerne nogle ting at glæde sig over. Ikke alt er galt, og ingen ved endnu, hvordan huset fungerer, når først lyset dæmpes og ouverturen til 'Aïda' slås an. Så denne anmeldelse vil kun angå de nok så væsentlige forhold omkring byrummet og operaens udformning. Den er skrevet i sorg over en enestående, men nu forspildt chance for at sætte et monument, der i tydeligt og originalt arkitektonisk sprog kunne tale inspirerende om vor tids idealer og drømme. I stedet har vi fået en visuel stopklods og mumlende vanskabning, der ikke vil være sig sit volumen bekendt. En visuel prop Et af de mest kritiserede forhold ved Operaen er netop dens størrelse og placering. Den sætter visuelt en prop i Eigtveds nøje planlagte Frederiksgadeakse. Byens fornemmeste kunstværk, Salys rytterstatue af Frederik V, står ikke længere aftegnet mod himlen, når den ses forfra. Og Amalienborgs grundlæggende åbne idé er blevet ændret af stopklodsen på den anden side vandet. Det er der ikke nødvendigvis noget galt i. At byen bliver tættere, og at væsentlige historiske sigtelinjer afskæres, behøver vi ikke at begræde, hvis ændringen er til det bedre. Og set fra Amalienborg Slotsplads er der rent volumenmæssigt en rimelig balance mellem aksens to tunge ender, Marmorkirken og Operaen. Frederiksgadeaksen er ikke den eneste linje, bygningen har lagt sig i. Et kig over til Frederiksstaden fra Philip de Langes Allé på Holmen, hvor Filmskolen og Arkitektskolen ligger, er nu effektivt blokeret af Operaens brede bagende. Mangler harmoni Men det er set fra den smukke Knippelsbro, at den tager sig værst ud. Herfra er kæmpens manglende harmoni hjælpeløst blottet. Bygningskroppens kasse med rigide linjer bagtil afløses fortil af en bulnende glasfront. Den næsten vulgære form modsvares ikke et eneste andet sted i bygningens ydre eller dens omgivelser. Den forekommer umotiveret og påklistret, ligesom scenetårnets pukkel på taget, endnu et formproblem, som man har 'glemt' at løse, og som burde have sendt hele projektet tilbage til tegnebrættet. Scenetårnet, hvis funktion er en uomgængelig del af et operahus, er kommet i karambolage med det arkitektoniske greb, der skulle være bygningens væsentligste karakteristikum: dens enorme svævende tag. Den luftighed, som denne spidse flyvinge skulle give kolossen, modvirkes bastant af puklen, der i samme grå farve fremstår som en del af taget. Taget mister dermed helt den konsekvens, som dets kraftige inspirationskilde, Jean Nouvels kulturhus i Lucerne, ejer. I stedet synes taget at presse den øverste transparente etage ned, så den bulner ud foran i den ellers helt umotiverede glasfront. Bevæger vi os indenfor, forholder det sig ganske anderledes. Frontens form er motiveret af skallen på Operaens auditorium, det vil sige selve publikumssalen. Den buler ud fra bygningskroppen på samme vis i en mindre målestok. Dette bygningshøje mellemrum udgør Operaens foyer. Den er en ekstraordinær oplevelse. Her mærker man for første gang, at der ikke har været nogen smalle steder i projektet. Materialer og finish udstråler overalt en gennemtænkt, gennemarbejdet og diskret overdådig luksus. Olafur Eliassons tre kugleformede lysekroner er usædvanlig smukke i deres myldrende brydninger af lyset i klare farver. Dagslyset vælder ind fra oven og fra siden. Det brydes interessant af foyerens mange broer og gradueres smukt over auditoriets bejdsede ahornskal. Det forekommer at være en gigantisk og mystisk puppe - mens man venter i foyeren og nyder det enorme rum med fantastisk udsyn over havnen, Frederiksstaden og resten af byen, tænker man som publikum på det hårde forberedelsesarbejde bag skallen, der skal folde sig ud som en sommerfugl. Mangler orginalt greb Men man skuffes, når man træder ind i auditoriet. Salen er mindre end foyeren. Og medmindre lyssætningen skjuler farverne, er det noget af en kakofoni, der møder øjnene: balkoner i lys ahorn, vægge i mahognirødbrun ahorn, stole i mørkeblåt plys, ultramarint bagtæppe og et gulligt guldloft. Det virker ikke gennemtænkt. Karakteren for byggeriet gives i beklagelse. To hjerter står for den fornemme åbne publikumsfoyer i fem niveauer, der i sig selv giver spændende oplevelser og overalt fantastiske kig på havnen. Men Operaens helt overordnede mangel på et originalt greb, der i bybilledet kunne bare aflede eller bedre, motivere dens enorme volumen, nærmer sig en arkitektonisk skandale. At man kan opføre et byggeri i denne økonomiske skala, uden at den bidrager til byen med en attraktiv og original formgivning, er i sig selv noget af en præstation. Operaen er Danmarks dyreste enkeltstående kulturbyggeri. Burde vi så ikke også have forventet, at resultatet ville blive landets betydeligste?