Lad os få det overstået, det obligatoriske: Det eneste i verden, der er mere lysebrunt end Thomas Levins øjne, når han sidder der på sin seng badet i atelierlys - det er Thomas Levins stemme, når han pludselig, midt i en sætning, begynder at grine. Ikke at han endnu, denne søndag aften, rigtig ved, om han skal grine eller græde. Om fem dage, den dag, dette blad udkommer, har filmen 'Familien Gregersen' premiere, og han er blevet anmeldt for sin bærende og helt centrale rolle som forfatteren Christian Kampmanns alter ego, Bo, drengen fra det bedre borgerskab i 60'ernes og 70'ernes whiskybælte, den unge mand der lever sin homoseksualitet ud i New York, før han vender hjem for at tage bolden op igen, med livet - og familien. Den mørke, fintbyggede Thomas Levin, 26, er tidligere basketballspiller på eliteniveau. Han er allerede blevet kaldt en græsk gud i op til flere dameblade, og det vil i sandhed kræve et bredt bryst at stå imod den babe-ificering, han går i møde. Prominent udstillet i hans soveværelse er en kæmpeplakat med James Dean i 'Øst for Paradis', som han har købt for to flasker vin, men faktisk er det ikke derhen, vi skal. Hans idoler i dagens film tæller helt andre typer som Philip Seymour Hoffman og John C. Reilly, hardcore-karakterskuespillere, der kan prale af alt andet end et kønt ansigt. Edward Norton kan han også li'. Mark Ruffalo, den lidt ramponerede antihelt fra film som 'You Can Count on Me' og 'In the Cut', er en anden skuespiller, Thomas Levin beundrer. Leonardo DiCaprios ærlighed er han vild med, især i 'Romeo & Juliet', men over det hele svæver Jack Nicholsons præstation i 'Five Easy Pieces'. Skuespiller med stort S Thomas Levins held, hans særlige kvalitet slet og ret, er, at han ikke er en fotomodel, der blev samlet op i Føtex og stablet op til stjernekomet: 'Den nye Mads Mikkelsen'. Levin er skuespiller med stort S. Hans karakterskabende oprør mod de slagne veje, han havde fulgt i sit helt unge private liv, var, da han fravalgte en dansk teateruddannelse for i stedet at tage til New York og lade sig uddanne ad Method-vejen hos to lærere på Actor's Studio, og det er ad scenevejen, at han er kommet til filmen. I 'Under overfladen' til at starte med og siden 'Regel nr. 1'. Havde du selv læst Christian Kampmanns bøger, da du tog imod rollen som Bo?

»Jeg vidste, hvem Kampmann var, og havde hørt om det forfærdelige mord. Bøgerne stod hjemme hos mine forældre, og jeg læste dem først, da jeg havde fået rollen. Hold kæft, en indflydelse den mand har haft. Sikken påvirkning på en hel generation af mennesker. Men alt er skildret indefra, aldrig udefra. Alt flagrer ... rent dramaturgisk, og Kampmann selv var ikke sikker på, hvor det hele skulle føre hen. Alt i de bøger er karakterdrevet, og der sker aldrig rigtig noget i den forstand, hvilket jo er meget tæt på sandheden om, hvordan vores liv faktisk ser ud«. Efter at have båret hele filmen er du ikke den bærende person i filmens sidste del. Ved den store fest står du i baggrunden ved en bardisk og ser folk danse. Hvad har man som spiller at gøre med i sådan en scene?

»Jeg arbejder med en meget lille bevidsthed om, hvordan det her ser ud. Jeg skal bare være til stede i situationen, og det handler om at placere sin karakter i en situation, hvor han har nogle viljer og handlinger og mål - om kameraet står lige foran ansigtet på dig eller langt væk, må være ligegyldigt. Hvordan bruger man som skuespiller sin energi? Hvis man bliver 'skudt' bagfra, kan det godt være, at man lader sin motor gå på halvt, men jeg kan jo høre på dig, at du sidder og aflæser noget alligevel. I det store billede. Og så går det jo ikke, at jeg er ukoncentreret«. Fuld og desperat Fra det små til det store. På et tidspunkt i filmen skilles Bo, i fuldskab og desperation, fra sin gifte elsker, Jacob, og Thomas Levin medgiver, at det var den hårdeste scene at spille: »Jeg skal spille fuld, så man tror på dét, og man skal samtidig tro på den smerte, der er forbundet med Bos og Jacobs brud. Det var jeg nødt til at være inde i hele den dag, vi optog de der scener. Jeg kunne mærke, at hvis jeg slipper det her længe nok til at sige: Nu skal jeg også ned og spise noget frokost, for det er jo bare arbej ... Jeg var nødt til at holde motoren i gang. Men ellers er det meget vigtigt at kunne tænde og slukke, at kunne gå ind i den fiktive situation og gå ud af den igen«. »Jeg elsker ... der er en fantastisk, fantastisk 'Bag om filmen'-dokumentar fra dvd'en af Kubricks 'Ondskabens hotel', hvor Jack Nicholson er låst inde i fryseboksen, og han råber: »Let me out! Let me out!«, og han er helt sådan ... !« Thomas Levin slår dramatisk ud med armene: »Og så bliver der råbt »Cut!«. Nicholson vender sig om og siger: »Nå, jeg skal ha' en kop kaffe nu!«. Det er, hvad skuespil i bund og grund også handler om: at kunne gå ind i en scene 100 procent ærligt, at være 100 procent til stede og bære en situation, men selvfølgelig også kunne gå ud af den igen. Altså, det er magien. Det kræver bare rigtig meget håndværk. Hvis man altså ikke vil nøjes med at fake alt for meget ...«. »Det er nogle meget håndgribelige metoder til at skabe en form for sammensmeltning mellem fiktion og virkelighed, min egen virkelighed, karakterens og filmens virkelighed, og det er teknisk. Det handler jo ikke om at tage 50 kilo på, som Robert De Niro gjorde, da han indspillede 'Raging Bull', men det kan være, det er nødvendigt alligevel. Robert De Niro har selv sagt: Jamen, jeg ku' ikke få fornemmelsen uden. Det, der er fedt ved ham, er, at han vil sandheden. Han gad ikke postulere noget som helst. Jeg har hørt ham sige: »Ja, de 50 kilo var åbenbart nødvendige«, for han kunne ikke teknisk set komme hen til et sted, hvor han kunne mærke, hvad den fornedrelse, figuren oplever, ville gøre ved ham«. Et homoseksuelt forbillede Tilbage til Bo. Kampmanns Bo, vores alle sammens Bo, da bøgerne havde travlt med at udkomme, og en hel generation af især homoseksuelle unge mænd læste deres egne vilkår og skæbnehistorier ind i en fiktiv figur. 30 år efter er han blevet Thomas Levins Bo og dermed en helt ny generations. »Det er et detektivarbejde at komme ind på livet af en ny rolle - at nærlæse og notere, hvad der er af informationer i manuskriptet. Hvor mødes vi, Bo og jeg? Hvor er uoverensstemmelserne mellem os? Bagefter stiller man en masse spørgsmål. Aldersudviklingen for mig var en af de største udfordringer. Jeg var 25, da jeg lavede det der, og jeg skulle spille 18-årig og 35-årig. Hvordan har Bo det som 19-årig med Gud, med forældre, med kærlighed, seksualitet og sin egen krop? Med politik? Nogle af svarene lå i manuskriptet, men resten af dem skulle jeg beslutte mig for. Og hvad så, da Bo flere år efter kommer hjem fra New York? Hvordan har han det så med Gud, med far, med sin krop, sin seksualitet? Holder han ting skjult, eller er han ærlig?«. Thomas kunne fortsætte i timer, dage, uger. Der er næppe meget i verden, han synes er mere fængslende end det at få lov til at udøve sit fag, og han elsker at tale om det. Og hvad der ligger bagved. »I en scene i filmen står jeg på en bøssebar for første gang. Da instruerede Charlotte (instruktøren Sachs Bostrup, red.) mig, mens hun stod og råbte »Ret på slipset! Flyt glasset! Drik ud!« under optagelsen, og jeg kunne stadig få lov at holde min helt egen koncentration om figurens indre liv, og pludselig var det noget andet, der overtog. Det er et meget angstprovokerende sted at være for en skuespiller, for du har sluppet kontrollen, og du bliver bare nogen, der handler. Angstprovokerende, men skønt! Det er dér, man får lov at slippe for det der billede af sig selv som skuespiller, som er så hæmmende, der hvor man censurerer sig selv og forholder sig til sig selv - dér er det meget betryggende at have en instruktør, hvor man ved, at hun ser det - altså kan jeg i endnu højere grad få lov til kun at være til stede«. Thomas Levin stopper op. Kun et øjeblik dog. Noget minder ham om noget andet. »Jeg har dyrket elitesport en stor del af mit liv, spillet basket. Og jeg ved derfra, at man kan træne, stå og lære at skyde et straffekast. I skuespil er det lige så lidt abstrakt, hvilket jeg tror er godt for sådan et ... flyvehoved, som jeg tror, jeg kan være. Ja, det er jeg god til ikke? Snakke, snakke, snakke ...«. Thomas fører begge hænder op til halsen og peger opad: »Men man kan ikke spille skuespil med det her«. Han peger nedad: »Dét her kan man spille skuespil med!«.