Vergangenheitsbewältigung. For en dansk tunge er ordet langt som en dag i november at udtale. Men i en tysk sammenhæng er det ikke så meget ordet, der volder vanskeligheder, som den proces, det beskriver, nemlig håndteringen af fortiden. Mere præcist: de tolv år under Adolf Hitlers totalitære diktatur. Ikke at tyskerne længere er håndsky. Nok var nazismen tys-tys i de umiddelbare efterkrigsår, men i løbet af de rebelske 1960'ere og 1970'ere blev der slået sprækker i fornægtelsens mur. Denne udvikling frem mod mere åbenhed kulminerede med en heftig strid i midten af 1980'erne mellem det daværende Vesttysklands førende historikere og intellektuelle, bl.a. Ernst Nolte og Jürgen Habermas, om den rette tolkning af den mørke periode under hagekorsets banner. Siden har tyskerne i bøger, dokumentarudsendelser, særudstillinger og i filmregi fået deres nazistiske forhistorie serveret råt for uforsødet. Filmen 'Der Untergang' om Hitlers sidste dage i 'førerbunkeren' i det krigsødelagte Berlin i april 1945 har således trukket folk af huse både i Tyskland og i udlandet. En anden tysk film, der kommer hertil med fornemme priser, bl.a. fra dette års Berlinale, er 'Sophie Scholl - die letzen Tage' om modstandsgruppen Den Hvide Rose, der virkede i München i årene 1942-1943. Universel konflikt For instruktør Marc Rothemund og den kvindelige hovedrolleindehaver, Julia Jentsch, er der ingen tvivl om, at filmens tema først og fremmesthar appel til tyskere. Som Marc Rothemund lidt forlegent bemærker over en kop kaffe på et hotel i København, så blev filmen modtaget af tyve minutters applaus efter visningen ved årets filmfestival i Berlin. »Den må have ramt noget dybt i den tyske psyke«. Men som Julia Jentsch, der i Berlin fik en sølvbjørn for bedste kvindelige skuespilpræstation, indskyder, så er filmens ydre rammer ganske vist tyske, men konflikten er almenmenneskelig: »For mig er Sophie Scholls kamp universel snarere end tysk. Hun kæmpede for politisk frihed og for retten til at ytre sig. Det ser vi jo også andre steder«. Historien om den 21-årige antinazistiske sygeplejerske Sophie Scholl, der sammen med medicinerbroren, Hans, og en lille kreds af åndsbeslægtede venner skrev og udgav illegale blade, der undsagde Hitler-regimets barbariske krigsførelse og farlige ideologi, har en fascinationskraft, som rækker langt ud over en tysk kulturkløft. Mens 'Sophie Scholl' ikke kommer i biografidistribution i Frankrig - angiveligt fordi franskmændene ikke vil købe en film, der er for nuanceret i forhold til deres gængse opfattelse af, hvordan tyskere opførte sig under krigen - har den gået sin sejrsgang i lande som Japan, Kina, Polen og Israel. For Marc Rothemund er det ikke så besynderligt: »Alle nationer har deres forskellige opfattelse af krigen, og ikke alle steder er man kommet lige langt. Nogle steder gør det ondt at blive mindet om, at ikke alle tyskere var frygtelige dræbermaskiner, som kun levede og åndede for Adolf Hitler. Det minder dem på generende vis om, at heller ikke deres egen historie er sort-hvid«. Besværlig fortid Marc Rothemund, der blev født i München i 1968, understreger, at han er typisk for sin generation: »Mine bedsteforældre var mere eller mindre overbeviste nazister, mens mine forældre var antiautoritære, pacifistiske og venstreorienterede. De gamle var tavse om deres fortid, mens deres børn fordømte og foragtede dem. Vi, der ikke har oplevet perioden, må prøve at finde sandheden et sted midt imellem«. Risikerer en sådan tilgang ikke at relativere nazisternes skyld?

»Er du forrykt, mand! Jeg kunne ikke drømme om at frifinde nazisterne for deres forbrydelser. Aldrig i livet!«, svarer en lettere opbragt Rothemund og fortsætter: »Hvor meget vi end kan blive enige om at fordømme nazismen, kan man bare ikke studere den nazistiske æra uden at prøve at forstå, hvilke impulser nazismen trak på, og dermed komme med et svar på, hvorfor det tyske samfund havde så ringe en modstandskraft over for den ideologiske fanatisme. Husk det gamle ordsprog: 'At forstå er ikke at tilgive'.« »Var nazisterne onde mennesker? Ja, mange af dem var, andre var det ikke. Heinrich Himmler var ond, hvorimod min nazistiske bedstefar ikke var 'ond' i den forstand. Han var bare en medløber. En af mange. Det er medløberne, de ukritiske jasigere, som er interessante at stille ind på, fordi det er dem, der rummer kimen til alle magtskifter, både de diktatoriske og de demokratiske«. Men Sophie Scholl var ikke just en jasiger? »Det er korrekt, men med sine konsekvente valg og meget kritiske tilgang til det samfund, hun befandt sig i, var hun en stærk modpol til de mange, der blot fulgte trop, selv om de i deres inderste samvittighed måske ikke følte sig veltilpas med nazismen. Konsekvenserne af deres medløberi var forfærdelige - ikke bare for dem selv, men for en stor del af Europas befolkninger«. Idealistisk til døden På spørgsmålet om der i Tyskland var mange som Sophie Scholl, svarer Julia Jentsch, at der »var nogle, men desværre ikke nok«. Hun anser ikke Sophie Scholl for at have været hverken en »superkvinde« eller en mytologisk skikkelse. »Sophie var et rigtigt menneske af kød og blod, uden tvivl også med sine fejl. Men hun sagde fra i forhold til nazismen, mens de fleste heilede begejstret eller så passivt til. Sophie traf et valg, der gik imod konventionerne«. Hun kunne dog have reddet sit liv, som vist i filmen?

»Ja, den Gestapo-mand, der afhørte Sophie Scholl, forsøgte at få hende igennem en kattelem, så hun kunne slippe med en fængselsstraf. Sophie var bare ikke en opportunist, hun var en ægte glødende idealist«. Idealisme er vel ikke altid af det gode?

»Måske ikke altid, men i Sophies tilfælde er den idealisme, som kostede hende livet, samtidig hendes redning som moralsk menneske. Det er meget overraskende ud fra retsprotokollerne at se, hvor stærk Sophie Scholl var. Hun ville simpelthen ikke give nazisterne den glæde at bryde sammen og bede for sit liv. Hun vidste, hvor det bar hen, og forsøgte derfor at vise nazisterne, at de ikke kunne få hende til at holde op med at tænke negativt om dem, selv om de truede hende med dødsstraf. Den indstilling er meget beundringsværdig«. Nutidens Sophie Scholl Også Marc Rothemund mener, at historien om Sophie Scholl er et lærestykke i, hvordan det enkelte menneske må søge at forholde sig i konfrontationen med systematisk brutalitet. »Hvilket usselt liv ville det ikke være, hvis man solgte ud af sine værdier? Sophie Scholl kom fra et kristent og humanistisk hjem. Som helt ung var hun betaget af Hitler og havde et billede af ham hængende over sin seng. Hendes far ville ikke forbyde det, men opfordrede hende til at tænke over, hvilken slags person Hitler var.« »Denne opmuntring til selvstændig tænkning, som medlemmerne af Den Hvide Rose også oplevede hos nogle af deres undervisere på universitetet i München, var et middel til mental overlevelse i et samfund, som blev stadig mere uniformt og kvælende«, siger han. »Når man læser retsprotokollerne er det virkelig overraskende, hvor modigt og direkte de to Scholl-søskende optrådte foran det nazistiske tribunal. Deres holdninger var uforfalskede antinazistiske. Uden at gøre dem til helgener kan man sige, at de var en slags strømpil for, hvordan min generation af tyskere skulle blive, demokratiske, pluralistiske og antimilitaristiske«. Hvor ville Sophie Scholl så befinde sig i dagens politiske landskab?

»I dag ville Sophie Scholl temmelig sikkert stemme på Die Grüne, hun ville være medlem af Amnesty International og give penge til Médicins Sans Frontières«, siger Marc Rothemund. Og være imod Irakkrigen?

»Ikke nødvendigvis. Netop Sophie Scholl ville kende betydningen af at hjælpe undertrykte folk i diktaturstater, sådan som Irak var under Saddam Hussein, men hun ville nok forholde sig kritisk til krigsgrundlaget«. Ser du Sophie Scholl som en helteskikkelse?

»Sådan tænkte jeg på hende, da jeg var yngre. Senere har jeg forstået, at hun ikke var en født heltinde, men et menneske, der, på trods af at hun døde ung, nåede at bevæge sig, fordi hun blev klogere«.