J. Paul Getty Museet i Malibu, USA, har fået en grim sag på halsen. En række beskyldninger er blevet rejst mod museet - et af verdens rigeste og hurtigst voksende - for siden 1985 at have været lidt for ivrig og ukritisk efter at erhverve værker med tvivlsom proveniens. 50 værker i søgelyset Museet har også selv sat en undersøgelse i gang, og mistanken koncentrerer sig om et halvt hundrede antikke værker. Trods et internationalt forbud skal de være udgravet i Italien og solgt ud af landet uden officiel italiensk tilladelse. Ifølge avisen Los Angeles Times, som har bragt historien, kan godt og vel halvdelen af mesterværkerne i J. Paul Getty Museets antikke samling spores tilbage til kunsthandlere med en diskutabel moral og et lige så indiskutabelt forretningstalent. Krav rettet mod 42 værker Det fremgår endvidere af historien, at det amerikanske museum af italienske myndigheder nu er blevet bedt om at levere 42 af værkerne tilbage. Det drejer sig om bl.a. antikke vaser, urner og en marmorstue af Apollon i naturlig størrelse, som sammen med to andre værker blev erhvervet for 10,2 millioner dollar. Sigtelser mod inspektør Sagen kommer meget ubelejligt for Getty Museet, der netop er blevet renoveret for 275 millioner dollar og står foran at skulle genåbne en nye udstillingsplatform til sin antiksamling. De italienske myndigheder har rejst sigtelse mod en museumsinspektør i den antikke samling og to kunsthandlere, hvoraf den ene allerede er idømt ti års fængsel. Han har appelleret dommen og fastholder ligesom de øvrige anklagede, at han ikke anede, at objekterne var røvet fra fundstedet. At være uvidende er imidlertid ikke længere det samme som at plædere uskyldig. Nationens ejendom I dag er det ikke muligt at opbygge antiksamlinger på samme frie og uproblematiske måde, som mange store samlere gjorde i 1800-tallet. I 1939 bekendtgjorde den italienske regering, at alle antikke genstande fundet i italiensk jord efter 1902 var at betragte som nationens ejendom. Følgelig kunne de hverken sælges eller eksporteres ud af landet uden regeringens tilladelse. Længe var det kun den italienske regering, der tog dette forbud helt alvorligt, og den internationale trafik med antikke kunstværker blev ikke mærkbart hæmmet. Trafik stoppet i 1970 Det var først i 1970, med en ny bestemmelse fra Unesco, at der blev sat en stopper for de årtusindgamle værkers bevægelse over landegrænserne. I 1983 tiltrådte USA Unescos bestemmelse. Det var fire år efter, at Italien havde gjort det. Alligevel foretages der stadig illegale udgravninger i Italien, og fundene tilbydes derefter ivrige samlere og museer, som i begejstringens rus ikke altid husker at interessere sig for værkets nøjagtige rute fra jorden til soklen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








