I 1999 sætter Phie Ambo sig i køkkenet med sin døende far. I otte minutter filmer hun deres samtale. Råmaterialet bruger hun i sin ansøgning til Den Danske Filmskoles dokumentarinstruktørlinje. »Jeg bestemte mig for at lave en ansøgning, der var så privat, at jeg kunne tænke: Tager de den, så tager de hele mig«, fortæller Phie Ambo, der ikke havde lavet film, før hun søgte ind på skolen. I dag er hun 32 år og blev for to år siden færdig på skolen. En slank kvinde, iført en rød- og hvidmønstret kjole, hvide strømpebukser og lange brune støvler. Med solbrillerne solidt placeret i det lange lyse hår. Phie Ambo er typen, der kaster sig ud i ting - og først bagefter tænker over, hvorfor hun egentlig gjorde det. Det var ikke en barnedrøm for hende at blive instruktør. Det var noget, hun fandt ud af, da hun en dag stod med et kamera i hånden. Men da beslutningen var taget, var hun til gengæld ikke i tvivl. »Jeg ville lave noget, som var dokumentarisk. Hvor det var virkeligheden, jeg filmede - men som jeg kunne forme til min subjektive fortolkning«. Phie Ambo har altid været interesseret i virkeligheden og frygtelig nysgerrig. Så nysgerrig, at hun ikke kan lade være med at kigge ind ad fremmede menneskers vinduer. Og når hun bliver inviteret på visit hos folk - også hos mennesker, hun ikke kender - kan hun ikke holde fingrene fra køkkenskabene. Hun bliver nødt til at se, hvad der gemmer sig. Også i badeværelsesskabet? »Ikke første gang, jeg er hos folk. Men på et eller andet tidspunkt, tror jeg nok, at jeg kommer til det. Det er jo det mest private skab, man kan åbne. Det er super intimt. Men jeg åbner først skabet, når jeg tænker, at jeg gerne vil have en relation til den her person - og derfor godt kan tåle at se det, der står på hylderne. En Jang-historie Phie Ambos evne til at komme tæt på folk kommer også tydeligt til udtryk i hendes nye dokumentarfilm 'Gambler'. Den følger filminstruktøren Nicolas Winding Refn og hans konkurs i forbindelse med filmen 'Fear X'. For at redde økonomien var han tvunget til lave to forsættelser til filmen 'Pusher'. Helt råt får vi serveret Refns tvivl og hans angst for ikke at kunne leve op til forventningerne. Og Phie har indfanget nogle meget private samtaler mellem Refn og hans kæreste Liv Corfixen. Idéen til at lave dokumentarfilmen om Refn kom fra ham selv. Phie kendte Liv, fordi hun var med i hendes afgangsfilm fra filmskolen, 'Family'. Og da en film, som Phie var ved at lave, gik i vasken, fortalte Refn - kaldet Jang blandt venner - om sin konkurs. »Der lå underforstået i det, at han mente, der kunne ligge en god film«, husker Phie Ambo. »Han tænkte, at hvis der kom en film ud af det, så ville han da i det mindste have fået noget ud af sin konkurs«, griner Phie Ambo og retter på solbrillerne. Endnu mere ironisk blev det, at finansieringen til 'Gambler' begyndte at minde om en dårlig parodi på Nicolas Winding Refns konkurs. Da filminstituttet ikke ville støtte projektet, var det svært at få filmen færdigproduceret. Havde det ikke været for Phies gamle makker fra filmskolen, der i dag er medejer af Tju Bang Film, var projektet ikke blevet til noget. »Den er ikke gået i nul endnu. Vi lavede et estimat på et tidspunkt. Hvis alt går, som det skal, og dvd-salget er nogenlunde, så vil den gå i nul om cirka fem år«. Det skal helst være en leg Der følger aldrig et stort filmhold i hælene på Phie Ambo, når hun optager sine film. Hun fortrækker at arbejde alene. Derfor er det også hende selv, der fører kameraet, når der skal filmes. Det har ifølge instruktøren flere fordele. Hun kan selv bestemme slagets gang og komme tættere på personerne, når hun er ude. Og hun kan rykke ud så snart, der sker noget - uden at skulle have fat på et hold. Men friheden har også en bagside. »Man er meget ensom. Selv om jeg går tæt på mine hovedpersoner, så bliver jeg jo ikke et med dem. Jeg skal hele tiden have for øje, at jeg er ved at lave en film. At denne scene skal hænge sammen med den næste. På den måde er jeg hele tiden adskilt fra den historie, jeg laver«. Hun mener derfor, at det er vigtigt at være et menneske, der godt kan lide at være alene - og som godt kan lide at falde i staver. »Som barn kunne jeg lege med dukkehus i timevis. Hvis man kan lide at lege alene som barn, så tror jeg også, at man kan det som voksen. Det føles jo ikke mere ensomt, end at jeg stadig gør det og stadig synes, at det er sjovt«. Phie Ambo kan ikke umiddelbart forestille sig at lave spillefilm, for hun bryder sig ikke meget om forudsigeligheden. At man ved, hvordan filmen ender, inden den bliver filmet. Men selve redigeringsprocessen i dokumentar- og spillefilm har mange lighedstræk. »Jeg behandler materialet så meget og bytter om på scener og klipper sætninger sammen, at det bliver fiktivt. Det tager bare udgangspunkt i virkeligheden, men det er hundrede procent konstrueret. Hele øvelsen går ud på at lave noget, som er min version af virkeligheden«. I busken Hun påpeger, at det selvfølgelig ikke dur, at det bliver så konstrueret, at man føler, at det er falsk. Men at det er en balancegang, fordi det samtidig skal være troværdigt. Hun instruerer også de medvirkende under filmen - og melder ud, hvilke scener hun har brug for. Til gengæld laver Phie Ambo kun de ting, hun selv synes er sjove. Hun mener, det er vigtigt at lade være med at fokusere på, hvad andre synes om det, man laver, for faren er, at man begynder at producere derefter. Og så går det sjove af det. »Det handler om at finde den fornemmelse, man havde i maven, da man var lille, hvor man kunne sidde i en busk og lege fem timer uden at tænke over tid og sted. Selvforglemmelsen. Det er det sjove ved det. Det er målet. Og hvis det kan lade sig gøre, selv når man er voksen, så er det fantastisk«.