Produceren, talentspejderen og komponisten Poul Martin Bonde har engang sagt, at man »bestemt har haft et bedre liv, hvis man har spillet i et rockband som ung«.
Det er han selv det bedste bevis på, men man skal ikke af hans bamseagtige ydre lade sig forlede til at tro, at vi her har med en vennesæl, godmodig type at gøre.
Poul Martin Bonde har ikke fået sig et godt liv ved at være øjentjener eller ven med enhver.
Intet er ellers nemmere i showbiz, hvor kindkys som bekendt let kan forveksles med knive i ryggen.
Bonde, derimod, rager op, fordi kunst rager ham. Han er cand.phil. fra Aarhus Universitet i ’Æstetisk kulturarbejde’ – og har siden praktiseret netop det i al sin mangfoldighed.
Ophavsmand til 'audioer'
Bonde var fra midten af 80’erne synlig i den småintellektuelle del af det århusianske musikmiljø, hvor man også fandt folkene fra TV2, som han siden kom til at producere, og Finn Nørbygaard, som var forsanger i Bondes første band, Navarones Kanoner.
Siden fulgte orkestre som Glashus (hvis album bar den håbefulde titel ’Mod en lysende fremtid’) og Pigtråd, men Bonde fandt hurtigt ud af, at rocken var bedre tjent med, at han var den, der holdt krudtet tørt og støbte kuglerne.
Det kom Danmarks Radio til at nyde godt af. Bonde blev nemlig ophavsmanden til de såkaldte ’audioer’, teknologisk opdaterede hørespil. ’Den store lysfest’ og ’Det blå hotel’ samlede så forskellige kræfter som Steffen Brandt, Peter Belli, Nanna og Poul Krebs – og høstede internationale priser.
Nyt liv til Belli
Succesen animerede Bonde til en freelancetilværelse som sparringpartner, idéudvikler og producer. Her indledte han et samarbejde med Krebs, som varer den dag i dag, og hvis kommercielle, og nogen siger kunstneriske, højdepunkt er albummet ’Små sensationer’.
Bonde var også den, der med albummet ’Yeah’ i 1991 fik Peter Belli ud af den kunstneriske dødsdrom og gav ham nyt liv som rocksanger uden at se ned på Bellis Giro 413-karriere. Belli og Bonde danner stadig par, og de, der kender Belli, ved, at det er en æres- og tillidssag.
Fast arbejde havde freelancenaturen Poul Martin Bonde 1994-2000 som repertoirechef for Sony Music.
Her stod han bag navne som Sort Sol, Østkyst Hustlers, Michael Falch samt Kashmir, hvis debutalbum han i 1994 havde udsendt på sit eget pladeselskab.
Ser sig selv som håndværker
Siden årtusindskiftet har Bonde fået løsarbejde til at rime på lystarbejde. Tit uden at skele til, hvad hans gamle århusvenner finder politisk korrekt. F.eks. var han dommer ved ’Popstars’, forgængeren for ’Stjerne for en aften’ og ’X-Faktor’, og producerede og skrev om vinderne, EyeQ.
I den anledning afleverede han til Ekstra Bladet noget, der næsten kan stå som et arbejdsmotto:
»Jeg opfatter ikke det kunstneriske og det kommercielle som to modsatrettede størrelser. Jeg ser mig selv som en håndværker, der kan bruge mine evner i mange forskellige sammenhænge. Jeg lærer enormt meget af at arbejde med de store kommercielle projekter og får via dem et kæmpe netværk, som jeg så kan bruge, når jeg sidder og arbejder med et nyt, ukendt orkester«.
At det ikke bare er flotte ord, beviser Bonde på sit eget pladeselskab, Transistor, som ud over Belli også udgiver Surfact, Davenport og Sidste Ambulance samt kritikerkæledæggerne Entakt.
Jo, nysgerrigheden og vovemodet er intakt.
