Timur Bekmambetovs ’Mørkets vogtere’ blev i 2004 set som et symbol på de nye tider. En internationalt satsende, kommerciel russisk film med vampyrer, spænding og production value for alle pengene. Filmen blev et hit i Rusland, men en meget moderat succes andre steder. Til gengæld gav filmen og dens efterfølger, ’Lysets vogtere’, den sovjetiskfødte kasakhisk-russiske instruktør en karriere i Hollywood.
»Det er bedre at have 100 venner end at have 100 rubler«, erklærer den russiske filmkommissions formand, Eugene Zykov, med en håbefuldt fremstrakt hånd til vestlige samarbejdspartnere. Zykov hævder, at der er gang i forretningen, men set udefra virker også russisk film under Putin mere isoleret fra Vesten end tidligere.
For nogle år siden var jeg i Cannes til et arrangement på den russiske stand. Her var det store slagnummer den igangværende produktion af endnu en film om Den Store Fædrelandskrig. Var det Stalingrad, Leningrad eller noget helt tredje? Krigstrommer, statister og patriotisme. Nogle ting forandrer sig tilsyneladende aldrig.
Filmen har jeg aldrig hørt om siden. Det var, kort før Andrej Zvjagintsevs ’Leviathan’ i 2014 vandt manuskriptprisen i Cannes med sin skildring af brutal korruption og mafiøs magtbrynde i en iskold provins i Putins Rusland.
