Tidligere i år vandt Dorte Mandrup Arkitekter en international konkurrence om et isfjordscenter i Ilulissat i Grønland. Centeret er tegnet som en elegant vredet træstruktur, der fra en klippekant slår en bue ud over afgrunden og ind på kanten igen. Indenfor vil man fra 2020 blive oplyst om stedets geologiske og kulturhistoriske forudsætninger og de klimatiske ændringer, der gør, at Grønlands største aktive gletsjer skrumper, og gennem centerets vinduer og fra dets tag vil man kunne indtage synet af den skønne, Unescobeskyttede og truede natur.
Da kunstneren Olafur Eliasson for to år siden stillede klumper af indlandsis op på offentlige pladser i København og Paris, var det i et forsøg på at gøre de abstrakte klimaforandringer kropsligt anskuelige. Stående ved siden af den smeltende is kunne man mærke, hvordan ens kropsvarme påvirkede isen, og omvendt, hvordan isen påvirkede lokalmiljøet.
FOR KNAP 200 ÅR SIDEN malede Caspar David Friedrich en bjergvandrer, der fra en høj tinde betragtede en natur skildret i pinagtigt præcise detaljer i ’Vandringsmanden over Tågehavet’. Billedet tegner indgangen til denne epoke, hvor mennesket så sig selv på toppen af en natur, som den selv var kommet af og indlejret i. Som i Hegels filosofi har ånden her rejst sig og erkendt sig selv og sin herkomst.
Men i tidens arkitektur og kunst står vi ikke længere som bjergvandreren midt i det naturromantiske maleris sublime natur, hvis symmetri i sidste ende er udtryk for Guds mægtige vilje og skaberværk. Vi står over for en skrøbelig natur, som vi påvirker ved vores blotte eksistens. Dens skæbne er kommet i vores hænder. I disse år tegner den erkendelse mere end nogen anden en stejl udfordring for vores byggede miljø.
