Hvis Ole Bornedal har det samme glubske behov for kærlighed og hengivne fans, som folk inden for underholdningsindustrien normalt har, skjuler han det godt.
Han er og bliver en mand, der ikke kommer med undskyldninger for sig selv eller sit værk. Den, han er, er den, han er. Og hvis nogen har et problem med ham, er det lige præcis det, det er: deres problem.
Det kan lyde indlysende og skærende banalt. Men er det ikke. Også for Bornedal er publikum, og gerne et meget stort publikum, et absolut gyldigt parameter for succes, og han mener, at han med sin nye film, den sorte morderkomedie ’Dræberne fra Nibe’, har fundet en uhindret vej til danskernes hjerter.
Jeg antyder over for ham, at denne spontane trang til at følge sig ombølget af kærlighed måske er en kompensation oven på det voldsomme had, der ramte ham smask i synet i forbindelse med tv-serien ’1864’, der gjorde ham til en intenst hadet figur i efteråret 2014. Et had så voldsomt, at hvis det var mig, der havde oplevet det, ville jeg, selv i en alder af Bornedals nu 57 år, frygte, at det kunne nå at besmitte overskrifterne, når min nekrolog en dag skal skrives: ’Også Bornedal faldt ved Dybbøl Banke’, ’Det sidste offer for 1864’, den slags.
