Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Som kongen i ’Et vintereventyr’ lader Esben Smed følelserne rase og klasker Natalie Madueño dronning op mod glasvæggen som afmagtens offer.

Som kongen i ’Et vintereventyr’ lader Esben Smed følelserne rase og klasker Natalie Madueño dronning op mod glasvæggen som afmagtens offer.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

De indestængte følelser udfoldes fremragende på Republique

Kan man genvinde det tabte? Katrine Wiedemann lader os lide og håbe i sin fortolkning af Shakespeares 'Et vintereventyr'.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

På forhånd kunne det ligne en lost cause. Sjældent har en forestilling været så udsat.

Lige så udsat som den lille barnebylt, der prisgivet ligger på den snehvide scene, mens stormen pisker omkring den: et fortabt barn.

Det oprindelige stjernehold, Sofie Gråbøl, Olaf Johannessen, Birthe Neumann og Mikael Birkkjær, forlod af forskellige årsager ’Et vintereventyr’. Men i 11. time lykkedes det Republique at få samlet et nyt firkløver, Esben Smed, Natalie Madueño, Mikkel Arndt og Ditte Hansen – varme navne fra DRs ’Bedrag’,’ Arvingerne’ og ’Ditte & Louise’. Et lykketræf. Med deres pulserende unge energi og vitalitet giver det pludselig mening med den ellers kropumulige balancegang mellem tragedie og komedie i dette sene Shakespeare drama (1610), hvor følelserne svinger drastisk, og hvor guder på fantasyvis kan gribe ind, og døde blive levende.

Vintereventyrets kong Leontes bliver ramt af en altfortærende jalousi, fængsler sin elskede, dronning Hermione, som han mistænker for at være utro med hans bedste ven, ligesom han sætter deres nyfødte barn ud i ødemarken. Barnet, der har tabet indgraveret i sit navn, Perdita, er inkarnationen af alt det, der går tabt, når først en destruktiv passion får lov til at rase. Selv den hvideste uskyld kommer til at bløde i den sorte storm.

Det står svimlende klart i dette kammerspilskoncentrat af en Shakespeareforestilling, hvor det hele udspiller sig på en scene indrammet af fire kølige glasvægge, der som et forstørrelsesglas eller en brændelinse får dramaet til at stå krystalklart. En isterning, hentet op fra klassikernes indlandsis. Det forunderlige er, at den gløder.

Kølig behandling og brændende begær

Det er instruktøren Katrine Wiedemann, når hun er allerbedst, med stramt greb om krop og ord, så billederne står skarpt, og følelserne rykker tæt på i al deres menneskelighed. Hertil har dramaturgen Karen Maria Bille bidraget med en eminent skarp tilskæring af teksten (næsten hele fjerde akt er bl.a. strøget), ligesom Shakespeare-maestro Niels Brunse forstår at få ordene til at lyse og svirpe.

Bare et håndtryk, der varer for længe – og jalousien stormer løs. Wiedemann lader billedet af dronningen og bedstevennen med hænderne i et fast greb stå på freeze. Kongens blik sortner, og trekløverets leg i sneen, der indleder det hele, er forbi for altid.

»Se på hende, se godt efter«, siger den unge konge, nu desperadotyran, idet han presser sin »mær« af en kone op mod glasvæggen – stortalentet Esben Smed har et ildnende nærvær, der skærer igennem det hele. Nok er ansigtet mørkt af vrede, men hænderne kan ikke dy sig for endnu en gang at trække den elskede ind til sig. Og vi ser og ser – ligesom teksten kredser om det at se – uden at få øje på andet end Natalie Madueños smukt forløste renhjertede dronning, der med en kant af trods må overgive sig til offerrollen og forgæves række armene ud efter sit lille barn.

Man genkender det fra kærlighedens hverdagsskænderi, der pludselig eskalerer ud af alle proportioner

Samtidig mærker vi, så det isner indeni, hvordan de alle er nådesløst spærret inde i kongens følelsesforvrængede verden – uanset hvor meget Mikkel Arndt som bedstevennen kæmper imod med sit støttende nærvær og sin stærkt turnerede Shakespeare-diktion, mens en indtrængende Ditte Hansen som bl.a. dronningens ukuelige hofdame forsøger at tale kongen til fornuft med sin bramfri kvindelige råstyrke. Alle er de styret af afmagten.

En særdeles stærk opsætning

Det raffinerede ved Maja Ravns glasscenografi er, at samtidig med at vi som publikum sidder helt tæt på og kan se hver en ansigtstrækning og høre hvert et åndedrag, giver glasvæggene også en kølig distance, idet man ikke helt kan mærke kroppene. Noget går tabt – lige præcis! For alle på scenen er fanget i en vrangforestilling og kæmper for at komme til stede.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Netop derfor virker det så forløsende, ligesom den ellers urimelige slutning forekommer nærmest plausibel, når glasvæggene til sidst glider til side, og historien skejer ud i fantasyforsoning mellem kongen og den døde dronning, der kommer til live igen, ligesom det tabte barn kommer tilbage.

Er det ikke det, man drømmer om? At kunne rulle historien tilbage og genvinde det tabte. Man genkender det fra kærlighedens hverdagsskænderi, der pludselig eskalerer ud af alle proportioner, og man afmægtigt ser til, mens følelserne raser – om man så indtager krænkertyrannens eller offerets rolle. Eller ’Et vintereventyr’ kan stå som billede på et helt liv, der gik skævt, fordi man hang fast i en vrangforestilling. Tænk, hvis man kunne gøre det om igen.

»Evigt ejes kun det tabte«, forkyndte Ibsen ganske vist som den psykologiske realismes overdommer. Men Shakespeare giver os lov til at drømme og holde fast i håbet. Det er der en egen realitet i.

Stærkt af Republique, der suverænt holder fast i sin nye mere midtsøgende kurs uanset det nylige tab af Martin Tulinius som chef. Tænk med en feberredning at kunne indfange teatrets spillevende nu – i et isnende klart favntag.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden