Vi bør løfte vores kultur og bytte nedskæring ud med et forhøjet statstilskud

Jens Dresling (arkiv)/POLFOTO
Jens Dresling (arkiv)/POLFOTO
Lyt til artiklen

Forleden var jeg i Operaen til ’La Bohème’. Det var vist en repremiere i 2017 på Puccinis opera, som blev opført i fjor. Forestillingen er et samarbejde med GöteborgsOperan.

Det er altid dejligt at være i Operaen, når man først er kommet derud. Hundekoldt – lunt inden døre. Turen derud tager sin tid og er bekostelig. Først noget at spise, kroner dit, så taxa, fordi du har drukket to glas rødvin, kroner dat – så garderobe i Operaen, kroner dit og dat, så efterlysning af et såkaldt program – tid, men dog ikke penge – så en drink, kroner dit, dit og dat.

Og endelig billetten, som jeg ikke vil nævne prisen på, jeg havde fået den herligt foræret.

Samlet set er det overklassen, der går i Operaen, med tilskud. Du ser ikke en eneste i kasket og joggingbukser, du ser bedsteborgere, som ligner dig selv.

Udefra ligner Operaen stadig en brødrister eller en tilgitret Oldsmobile med hat på, og jeg mindes arkitekten Henning Larsens ord: »De skal sige tak!«, gengivet af ham selv i en bog om byggeriets bitre forløb.

Han blev undervejs i sin byggekunst særdeles dårlige venner med Mærsk Mc-Kinney Møller, hr. Møller, som havde doneret bygningen, men ikke driften.

Uden filter: Vi er alle magtens legaliserede medløbere

Den ligger over for Amalienborg, og hr. Møller mente ikke, at glas ud mod dronning Margrethe var sagen. Men det var ikke blot Henning Larsens ønske om at åbne operaen og give udsyn – det var også andre delikate forhold, som kaldte på hr. Møllers detaljerede deltagelse, nemlig toiletterne, som skulle være ekstra høje og brede, idet hr. Møller jo selv var høj. Jeg har ikke været på herretoilettet derude, så jeg ved ikke, om man bemærker og har glæde af kumme- og loftshøjden.

Men én ting er bemærkelsesværdig ved bygningen – her er, for fanden, lyst! I modsætning til i foyeren på Det Kongelige Teater, som stadig henligger i gusten natklubbelysning. Led-pærer? Idé? Besparelse. Hvad var der egentlig galt med Kongens Nytorv? Busser til døren, ingen blæsende kold vandoverfart, cafeer og restauranter i nærheden, efter omstændighederne ret muntre forhold for de optrædende, som ligefrem blev i så godt humør, at de kunne spille komedie. Det var en hel del billigere – inflation inklusive – at gå i teatret på Kongens Nytorv. Nogle vil mene, at det kort sagt var bedre. Jeg er en af dem.

Under grønthøsterens 2-procents besparelse skal kulturen også spare, så politi, sygehusvæsen og til en vis grad ældreområde kan fortsætte nogenlunde uændret – dog ikke de usle kontanthjælpsmodtagere, som skal ud i de jobs, der ikke findes. Det er kriminalitet, sygdom og alderdom, vi skal værne om ... jeg mener: kæmpe imod.

Desværre er der meget få på sygehusene, der ser noget fremskridt – de gravide kan ikke føde 2 procent hurtigere, men naturligvis vinkes hurtigere ud, før de kommer igen.

Sygehusenes krise talte vi en hel del om inden jul – nu er det Det Kongelige Kapel, som har indgået aftale med teaterledelsen om at reducere deres lønkrav til 90 procent for at forhindre fyringer – så er der stadig over 100 mand i orkestret. Desværre har operachef Sven Müller i al stilfærdighed sagt sin stilling op. Han vil ikke lede et orkester, som er reduceret til det komplet marginale i Europa.

Heltberg uden filter: At skrive uden at fordømme er det sværeste

Hvad pokker? Spiller de ikke godt? Oh, ’La Bohème’!

Jeg ser bort fra dekorationens papkulisse med taget højt oppe over Paris – Eiffeltårnet og en ganske besynderligt skæv Triumfbue ses til højre for mit blik – vi er altså ikke i 1830-40 til ’Bohème’, men måske i 1920. Mimi – de kalder mig Mi-mi – er i buksedragt. Hun er svensker, men synger som de andre på italiensk. Den danske tekst løber højt oven over scenen, så man ustandselig – hvis man da gider! – skal skifte fokus fra det, der foregår på scenen, og op til teksten. Ubekvemt!

Men alt i alt – for en aften til måske i alt 1.600 kroner per styk – er det så ikke skønt at høre ’Che Gelida Manina’ ... live? Jo, det ved Gud, det er, siger jeg dannet. Jeg kan da høre Anna Netrebko på YouTube.

Nej, det ved Gud, det ikke er, siger et stort flertal af befolkningen. Og desillusioneret: Hvad skal vi med kulturen?

Jeg kan ikke forstå, at vi i tiden efter 1864 sagde ’Hvad udad tabes, skal indad vindes’ og gik i gang med et stort humanistisk projekt om at udbygge og forvandle Danmark – med skoler, jernbaner, uddannelser, arkitektur og kultur. Hvor fik menneskene i slutårhundredet deres optimisme og virketrang fra? Der var intet som helst økonomisk incitament til at gøre fremskridt. Men væksten kom, fordi der var vækst i opfindelserne og det mentale klima. Der var ikke nogen idiotisk Facebook (som Gud hjælpe os bliver flittigt benyttet af statsministeren) – heller ikke de produktivitetsneutrale mobiler. Der var heller ikke noget fundamentalt arbejderoprør – det var middelklassens ilsomme, flittige løb hen imod magten. En slags demokratisk force – som først i næste århundred skulle ende med den såkaldte arbejderklasses fremgang.

Heltberg uden filter: Idræt med knald på

Det er ikke, fordi jeg vil anbefale kage og luksus i stedet for brød – men brødet smager ikke godt uden. Hvis jeg ikke kan vende mig rundt om mig selv uden at møde andre end mig selv – hvis jeg ikke træffer et eneste menneske med et sprog og en kultur, bliver jeg selv gnaven og går sukkerkold.

Der tales om oprøret mod eliten og dens privilegier. Så plejer eliten at slå syv kors for sig og trække demokratikortet. Pas nu på det demokrati! – et plusord, vi da har endnu!

»Det er forår. Alting klippes ned./ Der beskæres i buskadser og budgetter./ Slut med fordums fede ødselhed,/ vi begynder at træne til skeletter«, skrev Benny Andersen i 1981. Der klippes og beskæres mere i dag – undtagen i erhvervslivet, hvor f.eks. Nets-direktører uden risiko er aktiemilliardærer.

Ja, vi bør løfte vores kultur og bytte nedskæring ud med et forhøjet statstilskud.

Ja, ja, vrøvl, hvor kommer pengene fra? De kommer ikke!

De kommer først siden.

Bettina Heltberg

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her