Med hovedet på puden og kroppen strakt ud i hele sengens længde (købt for billigt, den seng – ubekvem!) prøver jeg i halvvågen tilstand at huske den seneste drøm.
Drømme kommer fra maven og er helt sande, uden psykologiske narrespil og fortrængninger. Muligvis sagde Freud det, eller også sagde han det stik modsatte. Min erfaring er, at drømmen er udtryk for ønsker, som ofte skuffes i det afgørende øjeblik. Men de handler om det, som optager os. Ikke om fortællingen om os, men om os selv, set uden andres øjne.
Nå, hvad drømte jeg så? Intet er kedeligere end at høre om andre folks drømme! Jeg husker min mor, som oven i købet skrev dem ned på en skrivemaskine og desværre forgæves forsøgte at eksportere interessen.
Mit forsøg kommer her: Jeg står ved et vindue og ser i det fjerne Roger Federer spille tennis med en modstander, hvis træk jeg ikke observerer. Pludselig kommer den lille gule kugle farende ind ad vinduet, og jeg griber den med begejstring.
Et øjeblik efter kommer Roger Federer selv til stede og bemærker, at jeg har en guldmedalje om halsen. Den har jeg vundet i et maratonløb, siger jeg beskedent. Han nikker og tager om mig og kysser mig. Her slutter drømmen desværre. Fire idoler er opført: stjernen, medaljen, bolden, kærligheden.
SE OGSÅ:
Regeringens tante grøn, tante brun og tante lillaNu ved jeg godt, at noget af det stammer fra læsningen af en gammel Rifbjerg-novelle om Leonora Linke (Venstre), der spiller tennis og glæder sig over at sætte venstre ben ind.
Det er en vanskelig novelle, jeg ville gerne have haft Rifbjerg til at dechifrere den for mig, nu er det for sent. Noget om sygdom? Om abort? Om trodsigheden i en kvinde, der skaber sygdom omkring sig? Om at være sammen med tabere? Om ikke at være sammen?
Om samfundets – og alt det regulæres – tab og gevinst ved at skulle konfrontere sig med det stærke og konsekvente og sygdomsbefængte? Venstre ben ind? Eller var det bedre at sætte venstre ben ud, at prøve det mislykkede?
Der er noget om, hvad mange siger, men flere overser: At læse er livsvigtigt, selv når man ikke forstår det. Hele vor samtid er præget af business, management, globalisering, analyser og udregninger, som om vi alle sammen var blevet samfundsøkonomisk uddannede parthavere i et økonomisk fællesskab, der kun rummer tal.
På sidelinjen står en lille gruppe utilpassede forfattere, som ikke kan finde ud af et eneste tal og derfor er fremmedgjort for nyhedernes båndsløjfer. Vi lader en tid som ingenting – men kun i drømme er vi os selv igen – med visse banale ønskedrømmes halvt desillusionerede, halvt tågede udgange på nattens fortællinger.
Her er, hvad du egentlig er: tennisidiot, boldspiller uden ungdom og talent, kærlighedssulten med halvdvask mæthedsfornemmelse.
Langsomt er det her ved at udvikle sig til et forsvar for litteraturen, jeg aner Gyldendals Johannes Riis forude. Men her kommer så en indskydelse: Der er også forfattere, der pludselig komme til at spille en rolle.
Jeg traf for nylig Søren Ulrik Thomsen, som dels sagde venlige ord og dels spurgte til mit kendskab til hans bøger og hurtigt konkluderede, at jeg trængte til dem. Det gjorde jeg, og det gør De også.
Hvem er han? Omkring de tres, gråhåret, åbenbart ofte på værtshus, medlem af det hensygnende danske akademi, nøgtern lyriker og essayist, bopæl i storbyen København, en ven af alle former for erindring fra nutiden (eller fortiden).
En, der tør skrive om døden uden risiko for at blive kaldt døende selv, og skulle det så være, er det da på sin egen måde ganske sandt. En elsker af afslutningers – chok.
Den seneste bog, han har udgivet, er essaysamlingen ’En hårnål klemt inde bag panelet’, en slags notesbog, måske med forlæg i norske Olaf Bulls notatbøger, som Frans Lasson engang med så stor akkuratesse udgav.
Søren Ulrik Thomsen har lært mig om det vanskelige at skrive uden at fordømme. Det er en svær opgave, hvis man er en kritisk forfatter. Lad os tage en prøve. Han er på en flyrejse og bemærker:
»I flyet sad jeg ved siden af en kvabset, midaldrende mand, som med skællene dryssende fra nakken og åbenbart helt uden anelse om sin fremtræden sidder og smasker flymaden i sig, mens han spilder ned ad sin krøllede T-shirt. Selv kan jeg ikke få en bid ned og påmindes om, hvor vigtigt det er, at man med alderen bliver sig kroppens obskøne forfald bevidst og holder det nogenlunde stangen med grundige afvaskninger, tandtråd og nystrøgne skjorter«.
Heltberg uden filter: Jeg vandt en frokost på at tro på TrumpFordømmelse? Ja, så absolut. Sådan en ungdomsfikseret strandvasker i sjusket outfit har vi alle sammen set og i det stille rystet på hovedet ad (selv om jeg nu altid har kunnet spise flymaden). Men vi siger det ikke højt. Hvad vil han nu, forfatteren?
Han fortsætter og afslutter med endnu en iagttagelse. På hjemrejsen sidder han ved siden af en ganske anden mand: »Hvert hovedhår lå parallelt med et andet i frisurens sirligt kæmmede mønster, (...) et par sarte lyse bukser med skarpe pressefolder og perfekte læg svævede i korrekt afstand over de sandfarvede sko, der så ud, som om de aldrig havde rørt jorden«.
Hvad er der med ham? Tåkrummende pertentlig, offentligt diskret udstiller han sin smertelige bevidsthed om kroppens forfald.
Er det nu dobbeltfordømmelse? Jeg er overbevist om, at tanken har strejfet forfatteren. Er hans iagttagelser i det hele taget, stort set, lige så fordømmende, som de er præcise?
Jeg kan sagtens følge ham på vej i fordømmelserne – det ligger i mit eget dna. Men gang på gang må jeg konkludere, at Søren Ulrik Thomsen skriver om sig selv i dobbelt rædsel for glemsomheden og den fatale vilje til at huske sig selv på sig selv.
Han stiller spørgsmålet videre til læseren: Hvem er du? Er du kritisk –- eller er du også selvkritisk?
Læg mærke til, at jeg ikke har skrevet et ord om trekløverregeringen.
fortsæt med at læse
