Der var fremtidsfrygt i sejlene i den gigantiske bådparade, der skød Kulturhovedstaden 2017 i gang lørdag aften.
Gigaeventmager Nigel Jamiesons heftige, blåmelankolske gigantåbning af Kulturby 2017 i Aarhus, var - set hjemme fra sofaen under plaiden - et topdramatisk show a'la tidens mørke tv-serier: Det var ’Game of Thrones’ møder ’Vikings’ møder Aarhus Festuge og OL - med et distraherende ekstra lydspor af DR1's kommentatorer, der fra studiet vekslede mellem begejstringsudbrud og facitlister på optogets symbolik, der ikke rigtigt tålte forklaring. For hvad er egentligt IKKE på en måde 'past', 'present' eller 'future'? Og behøver vi at gå ned i, hvordan Jellingstenene er en del af vores fundament?
En varieret, primært gammelnordisk dundrende strøm af musik og havlyde førte mange tusinder fra musikhuset og rådhustårnet til Dokk1 og havnen og en eksplosion af lys. Man mødte Antarktis' truede dyrearter i en båd og børns frygtsomme tanker om fremtiden, projekteret op som video med lyd på sejlene i den gigantisk, funklende vikingebådparade i mørket. Der var sangerinde Luna Bülow Ersahins version af en tyrkisk folkesang på et skib med redningskranse – som sejlede hun ikke afsted på et optog af stolte østjyder med skibsformede lanterner i hænderne, men på det Middelhav, der i disse år æder folk på flugt hver dag.
Kulturfest åbner med vikingeskibe og 70.000 gæster i Aarhus' gaderDer var en projekteret film på havnesiloerne af først Jordens skabelse og så Jyllands undergang i en dyster fremtid, hvor de stigende vandstande skyller alt væk efter industrialiseringens skånselsløse rovdrift på vores ressourcer - sådan opfattede jeg det i hvert fald. Og der var et brølende herrekor med knyttede næver og en kæmpe flok amatørsangere, der »drømte sig en drøm i nat« på folkevers i mol, mens Aarhus blev badet i blå lyskunst.
Min udsendte spejder i menneskehavet, kulturredaktør Mette Davidsen-Nielsen, kunne per sms melde om en imponerende fylde af musikken i byen, hvilket var svært at fornemme foran tv'et. Og hun stod blandt et publikum, der var påfaldende tavse, ædrueligt observerende og koncentrerede.
Nærmest hele Aarhus, gav kommentator Anne Glad indtryk af, har på den ene eller anden måde medvirket til showet, til film og lyd og sang, båddesign og bådbygning. Med sin demonstrative fælleskabsdyrkelse og fokus på borgerne kunne man kækt mene, at Aarhus for en aften var blevet forvandlet til en populær og ekstraskidedyr gymnasiemusical, hvor alle havde fået en slags rolle og strålede af stolthed til premieren. Man kunne også nemt med et selvtilfreds fnys kalde hele baduljen for tidstypisk oplevelsesøkonomi, der forsøger at gøre kunsten så inddragende, at den nærmest ingen modstand gør.
Politikens musikredaktør: Vi skærer i os selvMen samtidigt var der noget i den samlende stemning, der hverken virkede ligeglad eller ligegyldig. Aarhus' smil, udstrålede åbningen, har ændret sig med sin tunge kulturopgave. Mens vi fredag aften under plaiden i sofaen kunne se Vestens svar på ’Game of Thrones’ magtsyge møgunge King Joffrey, præsident Donald John Trump, indtage verdenstronen og sparke dagsordner som global opvarmning og solidaritet til hjørne, så var der i åbningen af Kulturby 2017 på sin egen måde en passende alvor, der tilbød sig som modsvar til den bevægelse.
Nu hvor vinteren kommer, som der dystert proklameres i 'Game of Thrones', føltes åbningsshowet med sin effektive stemning som et udsagn om, at kultur er noget, vi fandeme bliver nødt til at gøre - og som vi også skal gøre med kuldegysninger og i tavshed midt i store, smukke spektakler - sammen.
fortsæt med at læse
