Da den svenske tv-journalist Fredrik Önnevall 26. januar stilles for retten i Malmø anklaget for menneskesmugling, rejser retssagen imod ham en hel række af vor tids mest brændbare spørgsmål.
Tilsyneladende er Önnevalls historie et eksempel på civil ulydighed, altså historien om en borger, hvis samvittighed tvinger ham på konfrontationskurs med loven. Men der gemmer sig også en anden historie. Det er historien om et før og et efter, og dette før og efter er sommeren 2015, hvor flygtningestrømmen fra Mellemøsten og Afrika eksploderer og i den folkelige bevidsthed antager karakter af en invasion, samtidig med at Den Europæiske Unions handlingslammelse varsler et kommende sammenbrud.
Før sommeren 2015 var Sverige berømt for sin åbenhed over for fremmede og flygtninge, i dag lukker landet i nød sine grænser. Før sommeren 2015 ville verden have set på Fredrik Önnevall som på en typisk svensker. Efter sommeren 2015 slæber hans eget land ham i retten anklaget som kriminel. Vi befinder os midt imellem to historiske epoker, den åbne dørs og den lukkedes, og retssagen mod Önnevall er et udtryk for brudfladerne imellem dem.
Fredrik Önnevall er journalist. Han er ikke rejst ud for personligt at opleve verden. Hans reportager er hverken nogen dagbog eller selvafprøvning. Hans øjne tilhører den avis eller tv-station, der har sendt ham af sted på en bunden opgave. Han er vores vidne til verden. Journalisten skal fortælle sandheden, lyder reportagens enkle bud, men sandheden om hvad? Om verden, som den ville se ud, hvis vi blot alle sammen var passive tilskuere til den? Er den journalistiske etik, inkarneret i kameraet med dets ublufærdigt altseende øje, i grunden ikke vores menneskelige natur fremmed? Er det ikke et selvbedrag, at det er muligt at stå på tre skridts afstand af verden og blot nøjes med at betragte den?
