Elias Bender Rønnenfelt tyller en dåseøl og kaster den, stadig skumsprøjtende, i gulvet, lige før han begynder at synge.
Han er klædt i en lidt for stor overfrakke, virker vaklende. Som en fyldebøtte i et digt. Inden under frakken kliner en sær, karrygul skjorte sig til overkroppen. Den står åben, så brystets tynde sølvkæde træder frem. Halsen.
En hud så hvid som sne, en mund så rød som blod, et hår så sort som den monitorkasse på gulvet, nogen har tuschet tre skæve bogstaver hen over. »PÆN«, står der. Oh yes.
»Feel me«, synger Elias Bender Rønnenfelt med lukkede øjne, mens han holder fast i mikrofonstativet. Kaster kroppen frem og tilbage i takt til musikken. Læner hovedet bagover.
