Halvvejs gennem dagen går arbejdet i stå. Sådan var det i middelalderen. Og sådan er det i dag. Men frokostpausen følger med tiden. Endnu langt op i 1800-tallet varede den halvanden time, så håndværkere og bønder kunne nå at sjoske hjem, spise varm mad og få sig en lur. I dag tager det os kun en halv time at runde kantinen eller kaste de medbragte klemmer indenbords. Men uanset århundrede og antallet af minutter har frokostpausen været et lille stykke vindstille midt i arbejdsdagens turbulens. Og et spejlbillede på vores omskiftelige liv.
Fra midten af 1800-tallet og frem til de otte timers arbejdsdag i 1919 blev der således møbleret gevaldigt om på, hvornår og hvordan danskerne tog føde til sig. Måltider skiftede plads og navne. For når verden er i bevægelse, må fordøjelsen følge med. Og, siger kulturhistoriker Benno Blæsild:
»I løbet af nogle årtier slog dansk måltidskultur simpelt hen en kolbøtte«.
I begyndelsen var som bekendt ... bondesamfundet. Indtil 1850 levede og arbejdede langt de fleste danskere på landet, hvor uret kun havde én viser: solen. Man arbejdede, når det var lyst, og stod derfor op med solen og gik i seng igen, når den forsvandt. Hvilket især i de lyse måneder, hvor dagene var længst og arbejdet størst, krævede adskillige måltider.
