Danmark har på en måde to fortider. En fortid som homogen småstat og en fortid som mellemstor europæisk magt med besiddelser – kolonier – på flere kontinenter. De to fortider har hver sin nationalsang. Småstaten besynges af Adam Oehlenschlägers ’Der er et yndigt land’; mens Johannes Ewalds mere aggressive kongesang passer bedre til den mellemstore multinationale og kolonibesiddende europæiske magt. Oehlenschläger digtede i 1819, da Danmark efter afståelsen af Norge var på vej mod småstaten, og Ewald 40 år tidligere, da riget endnu var stort og engagementet i kolonierne på sit højeste. Danmarks historie skrives som regel med udgangspunkt i småstaten; men den bliver både anderledes, rigere og mere problematisk, hvis den skrives med det udgangspunkt, at Danmark også har en fortid som kolonimagt.
Da det danske kolonirige var størst fra begyndelsen af 1700-tallet til midten af 1800-tallet, omfattede det besiddelser i Caribien, Afrika, Asien og Nordatlanten og var ikke blot ramme om rige muligheder for økonomisk gevinst, men også en stor variation af koloniale relationer, der strakte sig fra den mest brutale undertrykkelse af slavegjorte mennesker til forhold, hvor det først og fremmest gjaldt om at indrette sig efter og manøvrere i forhold til lokale magthavere.
Vi inviterer læseren med på en rejse rundt i de danske kolonier. Til en indisk hærførers massakre på danske soldater i et landsbytempel. Til et vestafrikansk fort, hvor guvernøren ser passivt til, mens den nærmeste landsby lægges øde af en afrikansk konge. Til den brutale afstraffelse af desperate slavegjorte, der har gjort oprør – eller blot er mistænkt for det. Til rigsdagspolitikere, der bekymrer sig om, hvordan det grønlandske ’naturfolk’ dog skal overleve mødet med den moderne verden. Og til en familie, der med stor dygtighed kombinerer høje embeder i statens tjeneste med vidtforgrenede økonomiske interesser i de danske kolonier og bliver styrtende rige af det. Det er temaer, der sjældent medtages i mere konventionelle danmarkshistorier. Vi kan passende starte rejsen i den ældste af kolonierne: Tranquebar på den sydøstindiske Coromandelkyst, der i 1620 blev grundlagt efter gensidig overenskomst mellem Christian IV’s udsending adelsmanden Ove Gjedde og herskeren i det indiske rige Thanjavur.
I Tranquebar led man i juni 1756 det alvorligste militære nederlag i koloniens historie. Det fandt sted i den største landsby under dansk kontrol, Thillaiyadi, der lå inde i land tæt ved grænsen til rajahen af Thanjavurs territorium. Kaptajn Hesselbergs styrke på 26 kongelige og et antal indiske soldater blev angrebet af den lokale stormand Perumal Naik. Ifølge det brev, som koloniens øverste råd efterfølgende skrev hjem til København, blev Hesselbergs styrke tvunget ind i landsbyens tempel, »hvor de på fem mand nær blev massakrerede«.
