Fingeren pegede lige på mig. »Jeg vil være som hende der«, kom det fra Gina, som netop havde ført os tilskuere rundt på en typisk romarute i Kødbyen, hvor hun viste sit arbejde med at tigge, samle flasker og rode i affaldssække. Her ved det fælles romaparty som kulmination på den omvandrende dokuteaterforestilling skulle hun fortælle, hvad hun godt kunne tænke sig fremover.
Og der sad jeg, temmelig ubekvemt, udpeget som hende, der har, over for hende, der ikke har. Men det var helt basalt styrken ved ’Roma’, skabt af instruktøren Daniel Wedel, der tidligere har lavet teater med asylansøgere. Fokus er på den nære konfrontation, ansigt til ansigt med eller i hælene på Gina, George og de fem andre romaer in transit, hjemløse og fattige. Forestillingen peger med sit grundspørgsmål lige så meget på os som på dem: Hvorfor er det, at hele 72 procent af danskerne (langt flere end i andre europæiske lande) ikke bryder sig om romaer?
