Kultur

Vi befinder os i sorgens århundrede

Det vælter frem med litteratur om sorg. Sange om sorg. Kunst om sorg. Det er godt, mener eksperter. For i kunsten kan vi finde ord for sorgen. Og ord er vigtige, for her kan den afdøde blive levende for de efterladte, og i ordene kan de efterladte genfinde sig selv. Problemet er bare, at sorgen og døden stadig er svær at tale om.

Kultur

Den nu afdøde dj og forfatter Maria Gerhardt sagde kort før sin død til Politiken, at hun havde gjort det smart at være lesbisk, smart at være syg – og nu kunne hun lige så godt gøre døden smart. Hun refererede til sin bog ’Transfervindue’, der beskriver et utopisk Nordsjælland, som er lavet om til et luksuriøst hospice. Maria Gerhardt satte ord på den kræftsygdom, der tog livet af hende, og i interviewet fortalte hun, at hun skrev om den »for at bryde tavsheden« og for at sætte ord på »det sidste tabu«. Døden.

Og i marts udgav Naja Marie Aidt sin bog ’Hvis døden har taget noget fra dig så giv det tilbage’, der beskriver sorgen over hendes 25-årige søn Carls død.

Hvor Maria Gerhardt og Naja Marie Aidt gør sorgen og døden til linjer i litteraturen, gør kunsterne som Nick Cave og Leonard Cohen den til toner i musikken. Nick Cave med albummet ’Skeleton Tree’, der var fyldt med oder til sorgen over at have mistet sin søn. Leonard Cohen med ’You Want It Darker’ om sorgen over at skulle dø. Og i sidste måned udkom sangskriveren Phil Elverum med albummet ’A Crow Looked At Me’ under kunstnernavnet Mount Eerie. På albummet sætter han ord og lyd på sin personlige tragedie: hans kones pludselige død.

Og det er blot nogle af de kunstnere, der i disse år sætter ord på sorgen og døden, og hvordan den kan forandre alt.

»I de senere år har vi oplevet en større interesse for sorgen, ligesom vi har set en sand eksplosion af sorglitteratur«, siger sociolog og professor på Aalborg Universitet Mikkel Hviid Jacobsen, der har forsket i sorg og danskernes forhold til døden.

Ifølge professoren befinder vi os faktisk i det, han kalder »sorgens århundrede«, der blev indledt med terrorangrebene 11. september 2001.

Inden da havde sorgen i store dele af det 20. århundrede været omgærdet af en kulturel fortielse. Sorgen og døden var et privat anliggende og ikke en del af den kollektive bevidsthed, som man ellers havde kendt det fra romantikken, fortæller Ester Holte Kofod, der er ph.d.-studerende i psykologi og en del af det nystartede forskningsprojekt ’Sorgens kultur’.

Når sorgen rammer, er der ingen ord. Sproget bryder sammen

»I det 20. århundrede blev den offentligt udstillede sorg forvandlet til noget forstyrrende og vulgært«, siger hun.

»Men med de store offentlige begivenheder som 9/11 bliver der pludselig rettet et fokus mod vores fælles vilkår som dødelige. Sorgen og døden markerer den yderste grænse for menneskets almægtighed, og her sætter de store begivenheder fingeren på den afmagt, vi alle sammen må forholde os til«.

Et samfund er en gruppe af mennesker, der står over for døden som en realitet, skrev sociologen Peter Berger engang, og ifølge psykologiprofessor Svend Brinkmann er det døden som et grundvilkår i livet, der opretholder og betinger den mellemmenneskelige etik. Hvis ikke døden fandtes som et livsvilkår for os alle, ville der ikke være noget på spil og etikken ikke nødvendig. Vi ved, at døden er en lige så naturlig del af livet som fødslen; alligevel har vi det svært med den. Vi vil helst ikke tale om den eller om den sorg, vi mennesker kan efterlade i hinanden.

Sorg som diagnose

Sorgen har gennem tiden været igennem mange kulturelle transformationer. Den er blevet nærstuderet, undersøgt og anskuet fra en religiøs optik, fra en moralsk, en psykologisk og en medicinsk. Den er blevet set på som et ritual og som en praksis, der både kan være offentlig, kollektiv eller privat. Den er blevet analyseret som mindesmærke, og snart vil den også blive gransket som diagnose.

I 2018 forventes det nemlig, at WHO vil føje ’forlænget sorgforstyrrelse’ til listen over diagnoser. Sorgdiagnosen bliver et af Ester Holte Kofods fokusområder i ’Sorgens kultur’, hvor hun vil undersøge, hvad indførelsen af sorgdiagnosen fortæller om menneskers opfattelse af sorg, lidelse og lykke. I selve måden, et samfund håndterer og opfatter sorg på, kan man nemlig sige en hel del om, hvordan mennesket forstår sig selv og de menneskelige vilkår.

»Det bliver interessant at se på, hvordan man kulturelt vil forstå sorg, når diagnosen indfases, hvilken betydning den vil få, og hvad det fremover vil betyde for vores opfattelse af sorg. Med diagnosen gør man sorg til et rent individuelt anliggende, fordi diagnosen afgrænses til den enkeltes symptomer og reaktioner, hvorimod den kunstneriske tilgang til sorg derimod åbner for nogle andre, mere flertydige perspektiver på sorg som en levet erfaring«, siger hun.

»Jeg tror, at der er en skærpet interesse for de kunstneriske udtryk, fordi der i den interesse ligger en modreaktion mod det, jeg vil kalde et altomgribende positivitetstyranni og lykkeimperativ i vores samfund. Med de her udtryk ser vi, at der er en grænse og nogle smertefulde livserfaringer, vi ikke kan eliminere ved at leve sundt og tænke positivt«.

Sorgdiagnosen kan også ses som et udtryk for, at vi i vores samfund har svært ved at affinde os med lidelse som et grundvilkår i livet, mener Laila Bomose, der er sognepræst i Ballerup og ph.d.-studerende med fokus på sorg og erindring.

Gennem sproget og samtalen tydeliggør vi de dødes betydning, de får lov at leve videre i os

»Sorgdiagnosen kan være en måde at sygeliggøre lidelsen på og placere den et sted, så vi tror, vi har kontrol over den. Vi har svært ved at rumme lidelsen, fordi vi lever i et samfund, hvor vi hele tiden skal maksimere, vækste og udvikle os. Og man kan ikke vækste sig ud af hverken sorg eller lidelse«, siger hun.

Alene erkendelsen af, at vi en dag skal dø, er svær, og derfor gøres døden ofte glansbilledlig, mener hospitalspræst på Herlev Hospital Tom Kjær og fremhæver hospice som eksempel:

»Hospice er fantastisk, men det tematiseres sjældent, at det er for de få«, siger han.

»Virkeligheden er, at de fleste mennesker kommer til at dø på en fortravlet, akutorienteret hospitalsafdeling under nogle rammevilkår, som ikke er okay. Men vi kan bedre holde virkeligheden ud, hvis vi gør den til et glansbillede. Men så er det bare, at det bliver rigtig svært at være den, der bliver ramt af virkeligheden«.

Derfor håber han, at de kunstneriske udtryk kan skabe en kollektiv bevidsthed om, at der er aspekter af tilværelsen, som er lidelsesfulde. At de kan vise veje til, hvordan lidelsen kan rummes, så der ikke skabes en paralleleksistens mellem den, der sørger, og den, der ser på og holder sig på afstand.

Den private og den offentlige sorg

For når den franske avis Charlie Hebdo udsættes for et terrorangreb, strømmer danskerne til den franske ambassade for at lægge blomster, udvise respekt, sørge sammen og vise, at ’Je suis Charlie’. Vi ved, hvordan vi skal håndtere den sorg, for vi kender ritualerne. Men terrorbegivenheder udspiller sig i et rum i det offentlige, hvor døden er mere fjern, mener Tom Kjær.

Gennem sine 21 år som hospitalspræst på Herlev Hospital taler han dagligt med mennesker, der har sorg og død tæt inde på livet, og ifølge ham er der rum i det offentlige rum, hvor sorgen er tematiseret, og rum, hvor sorgen og døden stadig er et stort tabu. Der er så at sige en offentlig sorg og en privat sorg. Og til de to sorgpraksisser hører der vidt forskellige ritualer og udtryksformer.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Terrorbegivenheder udspiller sig i ét rum i det offentlige rum, hvor der knytter sig en mere fjern sorg, men så er det også det rum, som opstår i relationen mellem mennesker, og der er sorgen og døden faktisk ganske svær. Der ved vi ikke rigtig, hvad vi skal sige til hinanden«.

Når han efter en begravelse sammen med de pårørende skal se, at den døde køres væk i rustvognen til krematoriet, stopper fodgængerne sjældent op, når ligfølget når ud på fortovet foran kirken. Fodgængerne forsætter hen ad fortovet, igennem ligfølget. Heller ikke bilerne holder tilbage, når ligvognen skal dreje ud af kirkegården.

Hvad gør man i den her verden, hvor alting skal til at gå videre? Og her har man brug for nye

udtryksformer

»Ved de offentlige begivenheder, hvor døden er mere fjern og sorgen derfor kun et kort nedslag, ved vi, hvordan vi skal agere. Men vi har det svært ved at forholde os til døden og sorgen, når vi står ansigt til ansigt med rustvognen, eller hvis vi er tæt på en, som har mistet. Så bliver vi nøgne og mister sproget«.

Og derfor kan sorg nemt blive en ensom oplevelse. Ikke alene har man mistet en, man har kær, man har også mistet et sprog, sig selv og til tider kan det føles, som om man også har mistet sine nærmeste, mener Tom Kjær. Ens nærmeste kan ofte trække sig, fordi sorgen kan være svær at rumme, og man ikke ved, hvad man skal sige eller gøre som pårørende.

»Vi lever i en fixerkultur, og derfor bliver man som sørgende ofte mødt af en masse velmenende råd til, hvordan man hurtigst muligt bliver sig selv igen. Men det bliver man bare aldrig, når man har mistet. Så bliver man en anden. Man har gjort sig nogle nye erfaringer, som forandrer en for altid«, siger han.

Sorg er tabt sanselighed

Når Tom Kjær taler med mennesker, der har mistet, sætter de ofte ord på, hvordan livet har forandret sig ved at fortælle om den sanselighed, de har mistet med det andet menneske.

»Han plejede at sidde i sin stol. Det gør han ikke mere«, kunne de sige, eller: »Når jeg kom ind ad døren, begyndte jeg altid at fortælle løs. Det kan jeg ikke mere, for hun er der ikke«. »Kæresten ligger ikke mere i sengen ved siden af mig«, eller »Jeg har ikke længere en farmor eller mormor, jeg kan kravle op på skødet af«.

»Sorg har først og fremmest med tabt sanselighed at gøre. Forståelsen kan ikke følge med. Man går ud af sig selv og bliver på en måde tilskuer til sig selv. Er det her mig? Bilerne kører stadig, folk griner stadig på gaden, men her går jeg, og mit liv er forandret for altid«, siger han.

»Og så skal man til at finde sig selv igen. Hvad gør man i den her verden, hvor alting skal til at gå videre? Og her har man brug for nye udtryksformer. For når sorgen rammer, er der ingen ord. Sproget bryder sammen. Udtryksformerne bryder sammen«.

Og her kan de kulturelle manifestationer såsom litteraturen og musikken tilbyde en særlig betydning, mener han.

»Man kan låne fra kunsten og kulturen, fordi den kan tilbyde noget, man kan være i i sin egen berørthed, mens man gradvist finder mod og mæle igen. Den kan sætte ord på det, vi ikke selv har ord for«.

Af ord skal du igen opstå

Ud over kunsten har også kirken traditionelt været et sted, hvor folk søgte hen med deres sorg. Og selv om kirkens sorggrupper er populære i disse år og har oplevet en stigning i antal på 52 procent siden 2013, er det ikke nok, mener sognepræst Laila Bomose.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Kirken har en særlig tradition og et velartikuleret sprog for at tale om sorgen og døden, men kender også til sprognøden, som sorgen skaber, indefra. Det er afgørende, at vi får udviklet et sprog for sorgen uden for kirken også. Vi skal i samfundet generelt og mennesker imellem blive endnu bedre til at tale om sorgen, for sorg må aldrig blive unaturligt. Og sorg er også erindring. Gennem sproget og samtalen tydeliggør vi de dødes betydning, de får lov at leve videre i os og genopstå som en del af erindringen«, siger hun og uddyber:

»Døden kan ramme os så radikalt i livet, at vi må genfinde os selv. Og ved at tale om det kan vi også selv genopstå som mennesker efter tabet«.

At vi kan tale om sorgen, skrive om den, læse om den og udtrykke den, bevirker, at sorgen er blevet legitim, mener professor Mikkel Hviid Jacobsen.

»Men faren lurer naturligvis altid for, at sorgen monopoliseres af perspektiver, teorier eller forståelser, der mener, at sorgen skal gøres eller udtrykkes på én bestemt måde. Vi skal være varsomme med at lade nogen knæsætte principper eller udforme praksisser for ’den rigtige sorg’. Sorg er en mangefacetteret følelse, som både kan og skal udtrykkes og praktiseres på mange forskellige måder«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce