Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Shizuo Kambayashi/AP
Foto: Shizuo Kambayashi/AP

Japanske unge ved et karneval i byen Kawasaki i 2016.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Japan: Mangaens børn vil ikke være voksne

Japanske mangategneserier er populære som aldrig før. De spreder budskabet om venskab, hårdt arbejde og viljen til sejr – men for japanske unge er tegneserierne også en leg med kønsroller og en flugt tilbage til den barndom, de aldrig fik lov at have.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

De er klædt i stuepigeuniformer, stewardessedress eller bare udfordrende lillepigetøj med lårkorte nederdele, netstrømper og hofteholdere. De er kvinder i 20’erne, men det er svært at sige, om de er piger klædt ud som damer, eller damer klædt ud som piger.

Pigerne fniser, skyder kækt hofterne ud til siden og laver V-tegn med fingrene. Velkommen til Akihabara-kvarteret i Tokyo – et elektronisk mekka og samtidig et mødested for de tusinder af japanske nørder, der er vilde med mangategneserier. Velkommen til barndommens land.

De unge mænd – mangafans, der går under navnet otaku – knipser løs med digitalkameraer eller mobiltelefoner. Mange af dem er klædt ud som de tegneseriefigurer, de er vilde med. I butikkerne omkring metrostationen forsyner de sig med mangahæfter og alt tænkeligt tilbehør, fra spillekort over bamser til elektroniske dimser med deres foretrukne mangafigurer. På hylderne er også små plastikfigurer med piger som helt eller halvt afklædte sexbomber.

Pigerne ude på gaden deler ud af brochurer for særlige mangacafeer, hvor andre kvinder klædt ud som småpiger serverer te, colaer og burgere eller dagens pastaret for byens otaku.

Michael Vito/AP
Foto: Michael Vito/AP

På en måde er det hele bare en leg. Men det er også en milliardforretning, en del af Japans nye store eksporteventyr – og så er det et symptom på et land, hvor barndom er kult, og hvor ændrede kønsroller stadig er tabu.

»Jeg ved ikke, om det er godt eller skidt. Men det er klart, at der er tale om et særligt japansk træk – en forlængelse af barndommen«, siger Shigeru Suzuki, kulturredaktør ved en af Japans største aviser, Asahi Shimbun.


Opstået fra ruinerne

Den særlige japanske tegneserie mangaen opstod i årene efter Anden Verdenskrig, da Japan lå i ruiner og skulle genopbygges fra bunden, såvel fysisk som mentalt.

Den amerikanskkontrollerede proces med at skabe et demokratisk samfund betød et fundamentalt brud med de værdier, der havde kendetegnet det nationalistiske og indadvendte Japan, som deltog i krigen på nazisternes side.

»Japan havde været kulturelt afskærmet, og den store generation af babyboomere, der var født i krigsårene, tørstede efter underholdning«, siger Shigeru Suzuki.

Serierne havde oftest enkle historier, der handlede om venskab, flid og viljen til sejr – positive værdier, som det nye, demokratiske og pacifistiske Japan byggede på.

Mangaen var inspireret af de tegneserier, som amerikanske soldater medbragte til Japan, og i en tid uden tv, biografer og penge blev de enkle tegneseriestriber det foretrukne tidsfordriv for en hel generation af unge.

Astro Boy – Little Boy

Det blev den unge lægeuddannede Osamu Tezuka, født i 1928, der for alvor satte gang i mangalæsningen. Han var fascineret af Disneys univers og skabte de karakteristiske japanske mangaansigter med meget store øjne, som går igen i de fleste mangaer.

Gennembruddet kom, da Tezuka i 1952 skabte figuren Astro Boy, en lille robotdreng, der er i stand til at vise følelser, og som bekæmper ondskab blandt kødelige mennesker.

Navnet giver associationer til Little Boy – det kælenavn, som de amerikanske soldater havde givet den atombombe, de kastede over Hiroshima 6. august 1945.

Og ligheden er næppe tilfældig. I hvert fald har en af Japans mest anerkendte billedkunstnere, Takashi Murakami (der ikke skal forveksles med forfatteren med samme efternavn), peget på en direkte sammenhæng mellem bomben i Hiroshima og Japans mangakultur.

Efter den voldsomme afslutning på krigen mistede Japan simpelt hen sit kunstneriske selvværd og søgte tilflugt i harmløs tegneseriekunst, argumenterede Murakami i en bog fra 2005.

Murakami, der ellers er professor i klassisk japansk kunst, er selv blevet berømt for sin popkunst med klare referencer til mangauniverset. En japansk Andy Warhol. Og man behøver ikke at opholde sig mange minutter i Japan, før man opdager, at det ikke kun er kunsten, der har taget mangaen til sig. Enhver offentlig myndighed – og mange private firmaer – har en maskot eller lille tegneseriefigur, som optræder på biler, reklamer og i pjecer.

Alle japanere kender således Pipoku – det er nemlig politiets maskot. Pi-po er japansk for ba-bu.

»I Japan er børnekultur dominerende, modsat i Europa, hvor voksenkulturen dominerer. Det hænger givetvis sammen med, at vi tabte krigen«, siger kulturredaktøren for Asahi Shimbun, Shigero Suzuki.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Homomangaer for kvinder

I 1968 udkom ugebladet Shonen Jump for første gang. Det var et rigtigt drengeblad (shonen betyder drenge) og udviklede sig til Japans svar på Anders And-bladet. I sin storhedstid solgte bladet seks millioner eksemplarer hver uge. Selv om japanerne i dag får manga fra nettet, på tv og mobiltelefonen, udkommer Shonen Jump stadig i næsten tre millioner eksemplarer hver uge.

Med tiden begyndte bladet også at indeholde serier, der var henvendt til piger. Kønsrollerne var imidlertid de samme: Drengene var de initiativrige og pigerne oftest viljesløse objekter.

Men i 1990’erne dukkede en ny genre op: Yaoi-manga, der langt hen ad vejen er parodier uden egentlig handling eller klimaks.

Hovedpersonerne er karikerede udgaver af de oprindelige mangahelte – men med den afgørende forskel, at der kun optræder mænd, oftest homoseksuelle, der faktisk er i stand til at vise følelser. Genren blev – og er – en kæmpe succes, især blandt japanske kvinder.

»De er sjove. Og så viser de anderledes mænd end dem, vi møder til hverdag«, siger Madoka Ohgitani, en universitetsuddannet kvinde i tyverne.

Mangaen er blevet et spejl på det besvær, japanske unge har med kønsrollerne.

Nøjagtig som i Europa er japanske kvinder i overtal på de fleste videregående uddannelser, og mange kvinder forfølger ambitiøse karrierer – men udviklingen på hjemmefronten er slet ikke fulgt med.

Derfor ender de fleste alligevel med at gå hjemme, så snart de får børn.

Barndommen lokker

Hele mangauniverset er altså langt mere end simpelt tidsfordriv for japanske unge.

Det er en verden, hvor der kan leges med kønsroller, og hvor tabuer bliver brudt.

For en europæer kan det alligevel være svært at forstå dybden af den lolitakultur, som kan opleves for fuldt drøn i Tokyos Akihabara-kvarter – og som går igen i masser af i tv-programmer.

Er de udfordrende piger, der fnisende opvarter unge mænd, udtryk for en ironisk distance til forældede kvinderoller? Eller signalerer de omvendt en længsel efter trygheden i velkendte kønsroller?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ifølge Shigero Suzuki kan begge dele godt være tilfældet, men han peger også på en helt tredje forklaring.

»Blandt unge kvinder i både 20’erne og 30’erne er det på mode at klæde sig ud som teenagere, og hele kulturen er et udtryk for en længsel efter en fortabt barndom«, siger han.

»Børn i Japan bliver meget tidligt behandlet som voksne. De får mobiltelefoner og begynder at ringe til hinanden, fra de er meget små. Der stilles enorme krav til dem i skolen helt fra de små klasser. Og ugeblade for børn er næsten som dameblade for voksne med reklamer for kosmetik og artikler om popstjerner«.

Derfor prøver de voksne kvinder at indfange den barndom, de aldrig fik. Inden de bliver indhentet af det rigtige voksenliv, hvor al snak om at rokke ved de indgroede kønsroller stadig er tabu.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden