Lyt til artiklen
At læse Ida Holmegaard er som at se vaniljeis smelte.
Det er ikke sådan, at der ikke sker noget i hendes bog, snarere er det, som om nogle helt små begivenheder pustes op, stiger til vejrs som lysende sæbebobler, eller som julepynt (et tilbagevendende motiv), i mørket, inden de skal briste og fordufte, og der kun er mørket tilbage.
