Mads Peder Nordbo klatrer med smittende begejstring op ad en tre meter høj snedrive i udkanten af Nuuk, og jeg klatrer efter. Det blæser og sner temmelig kraftigt, og det er lige sådan, vi kan lide det. Byen slutter her. Det går opad i fjeldene.
Vi standser et øjeblik på en klippeknold og stirrer mod øst ind i den sneflimrende intethed. Et sted derinde begynder indlandsisen, en iskappe, der er cirka fem gange større end Tyskland.
»I Danmark er ensomhed et meget farligt ord. Heroppe oplever jeg ensomhed som noget smukt«, siger Mads Peder Nordbo, der flyttede til Grønland for to et halvt år siden for at være sammen med sin datter og hendes mor. Men også for at opleve det her store tomme rum.
»At være så alene og så stadigvæk nyde bare at være afskåret fra hele verden. Der er et eller andet behageligt over det. Men det er enten-eller. Nogle flygter skrigende væk ...«.
