Med hjælp fra Valdemar Atterdag samlede DR igen Danmark i det femte – og foreløbig sidste – afsnit af ’Historien om Danmark’ søndag aften. Senmiddelalderen var temaet, og Valdemar og hans datter Margrete derfor et naturligt omdrejningspunkt i fortællingen om, hvordan det krigshærgede og splittede land i løbet af 1300-tallet atter (eller måske for reelt første gang?) blev samlet.
Med taktisk snilde og politisk tæft underlagde den i udsendelsen særdeles smukke Margrete sig både Norge og Sverige og herskede således over »et rige, der strakte sig fra Nordamerika til Rusland«, som det blev sagt, mens kameraet panorerede hen over et verdenskort, der viste, hvordan den danske regents herredømme gik fra Grønlands vestkyst til Den Botniske Bugt.








