Kilde: Politiken / Johannes Skov Andersen og Henrik Haupt

Politisk journalist udgiver digtsamling om livet på Borgen: »Christiansborg æder sjæle op«

Journalist Knud Brix udgiver onsdag en digtsamling om ’moralsk fordærv’ og ’menneskelig forråelse’ i magtens centrum. Men ’Natfolden’ er ikke et forsøg på at hænge andre end ham selv ud, siger han.

Formanden er fuld igen«, står der i slutningen af digtsamlingen ’Natfolden’.

»Den ene af hans to springere skider/ på tæppet foran hjørnekontoret/ den kigger på mig med skyldigt blik«.

Blikket i digtet tilhører en ung politisk journalist, der beretter om sin karriere og om ’skyggesiderne’ af livet på Christiansborgs gange. I virkeligheden er den komiske seance også skrevet af en journalist. Knud Brix, der i dag er ansat på TV 2, har som politisk reporter i mere end 10 år arbejdet med at afdække magten i Danmark, men springer i dag ud som skønlitterær forfatter. Digtsamlingen handler om ’menneskelig forråelse’ og ’moralsk fordærv’ og om forholdet mellem journalister og politikere i Danmark.

Derfor kan man heller ikke lade være med at spekulere en ekstra gang over ’formanden’. Findes han mon i virkeligheden? Kan han måske ligefrem være statsminister Lars Løkke Rasmussen, der indtil for nylig havde to hunde og i øvrigt er blevet anklaget for at drikke for meget alkohol? Man kan med andre ord ikke undgå at få den tanke, at digtene i ’Natfolden’ bygger på sande hændelser.

Forfatteren afviser prompte, da jeg tillader mig at lufte tanken.

»Det er fiktion«, understreger han.

»Formanden er en fiktiv karakter, som skrider moralsk. Han har haft en form for idealisme, men ender med at bilde sig selv ind, at det, han gør, er fint nok, fordi han har et større formål. Det er en menneskelig kynisme, der sniger sig ind. Men det er en fiktiv karakter«.

Det eneste, Knud Brix vil afsløre med sin digtsamling, er sin egen kynisme, siger forfatteren. Han er gradvis blevet mere kynisk af at arbejde som journalist for skiftende medier i magtens centrum, siger han, og det er den udvikling, han udfolder i digtsamlingen.

»Det er en opmåling af kynismen, som har sneget sig ind hos mig«, siger han.

Borgen æder sjæle op

Vi sidder i hver sit vindue i et lille tårn i Provianthuset med udsigt over Det Kongelige Biblioteks frodige baghave. Det er her, Knud Brix har nedskrevet mange af de tanker og noter, som er blevet til digtsamlingen. Han begyndte for fem år siden, da han arbejdede på den politiske redaktion på Jyllands-Posten.

Efter flere år som politisk journalist på først den nu lukkede gratisavis Nyhedsavisen og siden Ekstra Bladet oplevede Knud Brix et stigende behov for at læse skønlitteratur og for at skrive selv. I litteraturen fandt han et rum, hvor han kunne reflektere over dagligdagen.

»Jeg begyndte at skrive, og jeg brugte poesien og skønlitteraturen som et middel til ikke at synke fuldstændig ned i menneskelig kynisme«, siger han.

»For jeg kunne mærke, at jeg var blevet mere hård. Der var en eller anden form for menneskelig råhed, der havde sneget sig ind«.

I litteraturen fandt han et ’modsprog’ til det sprog, som journalister og politikere taler på Christiansborg. Magtens sprog er benhårdt og funktionsdrevet, siger han, fordi målet er at overbevise vælgerne om politik.

Politisk journalist Knud Brix udgiver i dag en digtsamling om ’skyggesiderne’ af Christiansborg. »På en måde har skønlitteraturen været med til at bløde mit sprog og mit sind op«, siger han.
Foto: Ivan Riordan Boll

Politisk journalist Knud Brix udgiver i dag en digtsamling om ’skyggesiderne’ af Christiansborg. »På en måde har skønlitteraturen været med til at bløde mit sprog og mit sind op«, siger han.

»Så sproget er pumpet op som en partyskinke, folk får lyst til at købe. Det samme med journalistikkens sprog. Du skal lange informationer over disken lynhurtigt. Det skal være præcist, og det skal bibringe folk korrekt information hurtigst muligt«, siger Knud Brix.

»Det lyder meget højstemt, men på en måde har skønlitteraturen været med til at bløde mit sprog og mit sind op«.

Kynismen dukker stadig op. For eksempel når Knud Brix tager sig selv i at være mere interesseret i at få politikere ’ned med nakken’ end i at oplyse borgerne. Når han partout tror, at alle mennesker lyver, eller bare er ligeglad med, om hans journalistik støder andre mennesker, så længe han holder sin egen sti ren. Men mest af alt beskriver han kynismen som en fornemmelse. En måde at gå til historierne på og vinkle dem.

»Politikerne siger altid, at Christiansborg æder sjæle op. Du sænker dig ned i en brødrister, og det kan godt være, at du kommer op og får luft en gang imellem, men der sidder noget sort stads tilbage, når du bliver sænket ned i den store magtkoncentration, der er herinde«, siger han.

»Både i sproget, måden, folk omgås med hinanden på, og tonen er det et ekstremt råt miljø herinde, og det skal ikke lyde som en klagesang. Det har jeg været klar over fra starten. Jeg har aldrig næret illusioner om, hvad Christiansborg er. Fra gymnasiet, hvor man læser ’Iliaden’, ved du, at hvor der er politik og magt, er der kynisme. Jeg er ikke et offer«.

Magten kan snige sig ind i dit liv på alle mulige måder

Hvad er det, der sker med folk, som tilbringer mange år tæt på magten?

»Magten kan snige sig ind i dit liv på alle mulige måder. Du kan blive venner med politikere, drikke øl med dem. Og så står du pludselig som journalist og skal være kritisk over for magten, men er selv fedtet ind i den. Det har jeg dog selv forsøgt at holde mig ude af«.

Fristelserne er der både i journalistikkens og i den politiske verden, siger Knud Brix. Politikere og journalister fristes og frister hinanden til at overskride en grænse mere og måske en grænse for meget i bestræbelserne på at blive en succes. I kampen for magten eller den gode historie.

»Der var jo nogen, som lækkede Helle Thornings skattesag. Der var også nogen, der aflyttede de kendte, fordi de syntes, der var en konsensus om, at det var i orden journalistisk. De to eksempler viser, at fristelserne er der«, siger han.

»Og de fristelser skal du hver dag stå op og holde fra døren, for ellers bliver du fedtet ind i det. Man kan godt lukke øjnene for det, men jeg har prøvet at kigge ind i mørket og reflektere over det«.

Betaler du aflad med digtene?

»Jeg mener ikke, at jeg har noget at betale aflad for. Ud over at jeg er blevet mere kynisk og hård, og jeg går til stregen som interviewer. Og søger grænsen for, hvad du kan tillade dig som journalist. Men jeg kan sagtens se mig selv i øjnene som journalist«.

Mørke sider af det politiske Danmark

I digtsamlingen fokuserer Knud Brix udelukkende på de mørke sider af det politiske Danmark. Han forsøger at beskrive, hvad der sker med personer, som befinder sig i en verden, hvor deres integritet og moral igen og igen udfordres.

»Jeg har forsøgt at tage mørket og denne klump i min mave af politisk ukorrekte følelser om hævn og begær, og så har jeg prøvet at se, om den kan omdannes til poesi«, siger han.

Er det ikke en smule uforpligtende at gøre det i form af en digtsamling, hvor du kan gemme dig bag fiktionens slør i stedet for at lave journalistik om problemerne?

»Jeg siger ikke, at der er problemer. Og jeg har rigeligt i hverdagen med at forsøge af afdække magten og afsløre uregelmæssigheder. Det er for fanden det, jeg har lavet de sidste 11 år. Men hvis jeg havde noget, jeg skulle afsløre, ville jeg prøve at gøre det som journalist. Det her er ikke en afsløring af andre end mig selv«.

Du vil afsløre dig selv, men kan også se dig selv i øjnene. Hvordan hænger det sammen?

»Der kan jo sagtens ligge nogle mørke tanker i mig, selv om jeg godt kan stå ved mig selv som journalist. Jeg lader mig ikke styre af tankerne, men de er der«.

Bestikkelse, ludere og andet

I digtsamlingen hører man om »fremtidens mænd i de tre store partier«, der knepper »malaysiske ludere på skift på fyrstens regning«. Man hører om forsvarschefen, der »har brugt en halv million/ på en japansk have bag kasernen«. Og om bestikkelse:

»Kronprinsen har ladet sig bestikke/ og Maia efterspørger dna-test igen/ jeg har det kun fra én kilde/ fyrsten har købt hans gamle bil til overpris«.

Det er fiktion alt sammen, svarer Knud Brix, da jeg spørger, hvem ’fyrsten’ i virkeligheden er. ’Fyrsten’ er et destillat af de allerværste sider ved lobbyisme, siger han.

»’Fyrsten’ er en person, som har ekstremt stor magt. Ikke en folkevalgt magt. Han er sådan en, der opererer i skyggerne. I mørket. Og jeg postulerer ikke, at der findes korruption på den her måde. ’Fyrsten’ er ikke en virkelig person«, siger Knud Brix.

Hvad vil du gerne sige med digtet?

»Jeg kommer ikke til at lave en dansklæreranalyse. Hvis jeg begynder at pinde digtet ud, ryger noget af magien af det. Men det her er en essens af, at du kan stå i en situation som journalist, hvor du er sikker på, at du ved noget, men det er lige meget, for du har ikke dokumentation. Det medfører en afmagt og en frustration«, siger han.

»Men digtet skal ikke læses konkret. Jeg kan godt forstå dit spørgsmål. Om det her er et sted, hvor jeg kan komme af med alle de ting, jeg har gået og hørt gennem årene, men ikke har kunnet dokumentere – og lave en fuckfinger ved at trække et fiktionsslør ned over. Nej, det er det ikke«.

De fleste af digtene har Knud Brix skrevet på sin iPhone, og digtene var ikke tænkt som noget, der skulle udgives. Men han viste dem til forfatteren Daniel Dencik og en anden ven. Efter lange samtaler og overvejelser overbeviste de ham om, at det var værd at forsøge at få digtene trykt.

»Jeg har som journalist en naturlig afsmag for at stille mig selv frem, fordi jeg er opdraget med, at det ikke handler om mig. Og det ved jeg godt, at jeg laver et brud med her«, siger han.

Målet er derfor heller ikke at vække opsigt, bliver Brix ved med at sige. Selv om digtene i dag bliver præsenteret på et pressemøde på Christiansborg, sigter han ikke efter at skabe en stor debat om magtkulturen i Danmark.

Hvis digtsamlingen skal give anledning til en debat, bør debatten handle om menneskets mørkere sider, og hvordan vi håndterer dem. I alle mulige dele af samfundet. Han håber, at kollegaer og politikere på Slotsholmen vil læse digtene og kunne spejle sig selv i nogle af dem.

»For jeg elsker også Christiansborg og den dramatik, der er i dansk politik«.

  • »’Nordkaperen’ har tit været det afsæt, der satte folk i gang med at tænke tilværelsen på en ny måde«

    Mange hundreder har sejlet med Troels Kløvedal og selvfølgelig også hans fem børn, her fra 2001 med den yngste, Asbjørn, som i dag er 20 år og snart begynder på ’Skoleskibet Danmark’. En anden søn, tvværten Mikkel Beha Erichsen, vil også være kendt af tv-seere fra sine egne togter med sine sønner.

    Kaptajnen, forfatteren og fænomenet Troels Kløvedal er dødeligt syg af als.

    Han kan hverken spise, trække vejret eller tale. Skrive kan han dog stadig, og hans erindringer er netop udkommet.

    Politikens Nils Thorsen forspildte i sin ungdom en chance for at møde kaptajnen, men tog forleden revanche ansigt til ansigt i et usædvanligt interview med mundtlige spørgsmål og iPad-svar.

    Læs interviewet her. Eller hør Nils Thorsen læse det op.

Mest læste

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce