Et halvt livs korrespondance mellem en sømand og hans datter i Danmark. Ugentlige facebookopslag på præcis 100 ord. Løse kalenderblade. Korrespondancen med kommunen i en tvangsfjernelsessag. Bryllupstaler, postkort og gymnasieopgaver.
I mere end et år har danskerne nu doneret deres tekster til en database over uredigeret skriftligt hverdagssprog. Det er forskere på Sprogforandringscentret på Københavns Universitet, Dansk Sprognævn og Syddansk Universitet, der i samarbejde har bedt folk bidrage til en ny database med eksempler på deres skriftsprog. De vil gerne vide mere om, hvordan det lyder, når danskerne klager på skrift, efterlyser deres kæledyr, ønsker hinanden tillykke, skændes eller i dagbogsform vender verden med sig selv.
Den opfordring har især veluddannede ældre mennesker i de største danske byer taget til sig. Dem vil forskerne stadig gerne høre mere fra, men der efterlyses nu tekster fra de danske yderområder og fra yngre mennesker for at få repræsenteret bredden i det danske skriftsprog. De har for eksempel endnu ikke modtaget så meget som et postkort fra Bornholm eller Nordjylland.
»Vi får drypvist bidrag fra eksempelvis unge indvandrere og ældre håndværkere. Men de fleste tekster kommer fra veluddannede mennesker med høj kulturel kapital i storbyerne, som er over 60 år. Det er typisk folk, som går meget op i deres skriftsprog, og vi kunne også godt tænke os tekster, der ikke er helt så velovervejede. Ikke fordi vi leder efter fejl, men fordi vi gerne vil se variationen i skriftsproget«, siger sprogforsker Tanya Karoli Christensen fra Københavns Universitet.
Nu får forskerne en kæmpestor håndsrækning fra Nationalmuseet, som en enkelt dag i 1992 bad danskerne skrive dagbog og sende den til museet. Det gjorde 50.000 mennesker, og de dagbøger bliver nu også en del af databasen. Og når Nationalmuseet igen 6. september i år beder danskerne skrive dagbog, deler museet ligeledes dagbøgerne med sprogforskerne.
»På den måde får vi hverdagssprog fra både skoleelever og indsatte i fængslerne og alle mulige andre. Det er tekster fra et meget bredere segment, end vi indtil videre selv har fået ind. Men det er naturligvis begrænset til én genre, og derfor fortsætter vi med selv at samle ind«, siger Tanya Karoli Christensen.
Den lille og den store historie
Det var i slutningen af januar sidste år, at forskerne efter flere afslag på forskningsmidler i stedet gjorde indsamlingen af det skriftlige hverdagssprog til et folkeligt projekt og bad folk sende deres fødselsdagskort, kærestebreve, huskesedler, notesbøger, klagebreve, e-mails, middagsinvitationer, mødereferater og Skype-chats. Målet er et stort nationalt korpus af skriftsprog, som ikke har været igennem den redigering, aviser og romaner gennemgår.
I alt omkring et par hundrede mennesker har bidraget med, hvad der svarer til 4.500 A4-sider tekst og yderligere 500 sider digitalt materiale. Det, der bliver sendt mest af, er dagbøger og postkort. En del af postkortene må forskerne afvise i døren, fordi man kun kan donere tekster, man selv har skrevet. Ellers skal man have skriftlig tilladelse fra dem, der har skrevet postkortene. Ud over at forskerne gerne vil høre mere fra yngre mennesker og fra folk uden for de store byer, er de også interesseret i lidt flere skæve genrer.
Én har for eksempel sendt en nedskrevet brainstorming fra sit arbejde. En anden har sendt korrespondancen fra sin skilsmisse. En tredje de breve, hun har skrevet til kommunen i forbindelse med tvangsfjernelsen af sit barn.
Et par stykker har doneret deres sms-korrespondance, fra de blev kærester, til de blev gift. Og en har sendt sin forvaltningsfaglige afgangseksamen fra 1974.
Hold snitterne fra mit sprog!Og så er der ’den mest fantastiske donation’, nemlig de tre store mapper fyldt med breve, en sømand og hans datter i Danmark skrev til hinanden, fra hun var 8 år i 1962 og et halvt liv frem, til faren døde som 79-årig.
»Her kan man følge både deres lille private historie og se spor af den store, når de undervejs eksempelvis diskuterer Palme-mordet. Noget af det er virkelig bevægende, det er danskernes levede liv, vi får tilsendt«, siger Tanya Karoli Christensen.
En ældre herre, der har som princip, at hans facebookopdateringer kun må være på 100 ord, sender dem efterfølgende til databasen. Og en kvinde sender kopi af alle sine e-mails til sprogforskerne, bortset fra de personlige.
Der findes allerede små samlinger af dansk hverdagssprog, som er indsamlet til bestemte projekter. Men de tilhører den enkelte forsker og må kun bruges til det formål, det er indsamlet til. Tanken med et nationalt korpus er, at alle sprogforskere skal kunne trække information ud af det.
Sprogforandringscentret råder allerede over et stort korpus af talesprog, som kan bruges til at forske i dialekter og til at dokumentere udviklingen i det sprog, vi taler med hinanden på. I tekstdatabaser som Infomedia kan forskerne undersøge det sprog, der er redigeret og kommateret af andre, inden det trykkes i aviser og bøger. Men de råder ikke over større mængder uredigeret skriftsprog, som eksempelvis kan bruges til at undersøge vores ordforråd og grammatiske kundskaber og til at se, hvordan skriftsproget er anderledes på de sociale medier end i en gymnasieopgave.
Forskerne håber siden at få fondsmidler og forskningspenge til at bearbejde og systematisere materialet og vurderer, at der sagtens kan gå 10 år med indsamling, før databasen er komplet.
Vi skulle hilse og sige, at alle tekster bliver anonymiseret, og det bliver respekteret, hvis der er tekster, som kun forskerne må se.
Sprogforskerne har også oprettet en facebookside, der hedder ’Hverdagens skriftsprog’, hvor man kan følge med i projektet.
fortsæt med at læse
