I 100 år har elefanter og andre tykhuder som næsehorn og tapirer gået og gnubbet sig op ad Elefanthusets indre mure. Og skidt og snavs fra vejr og fyring har lagt sig på de håndstrøgne tegl. Spor af historien står at læse i de svære vægge.

Tykhudehuset, som det oprindelig hed, skulle selv være ligesom dyrene, udtrykke en tyngde og vælde, som ikke kun elefanten, men også publikums fantasi kunne tage bolig i. Det blev formet som en katedral med et klassicistisk indgangsparti med tykke doriske søjler og to sidetårne med pyramidetag. Afrundede hjørner og solide ydervægge med højt placerede rækker af vinduer giver en dramatisk og dyster effekt.