Min vej igennem udstillingen med den serbiske kunstner Marina Abramovic (1946) på Louisiana ender sådan her: Jeg sidder, iført høreværn, som lukker omverdenens lyde ude, i en bås lige over for en kvinde med dybe blanke øjne. Vi har sammen indvilget i at ’genopføre’ den performance, som blev Marina Abramovics store offentlige gennembrud på MoMA i New York i 2010 på udstillingen ’The Artist is Present’. Her sidder vi så i Humlebæk og afprøver nu selv nærværet, holder blødt hinandens blik fast og kan vel slippe alle vores identiteter og blot være present – til stede.

Forinden har jeg taget imod opfordringen om at tage sko og sokker af og med bare fødder træde ned i to kæmpestore stykker bjergkrystal, der er hugget ud som en slags træsko. Jeg føler mig som en Henry Heerupsk nisse på syret astralrejse mod altings ingenting, som jeg står der – urokkelig – stirrende ind i museets nymalede hvide væg. Værket hedder ’Shoes for Departure’ og er fra 1990.