Jeg havde aldrig troet, jeg skulle forbinde industri med åbenbaringer. Kraftværker slet ikke.
Og så alligevel. Jeg er betaget, da jeg kører ind i ørkenen nær Quarzazate i det sydlige Marokko. Et stykke borte stopper horisonten ved Atlasbjergene, men ellers breder ørkenen sig som en stenet, udtørret havbund, og de lokale hævder da også, at de hvide saltpletter, der her og der lyser op iblandt grå og sortgrå basaltsten, er rester af et hav, der engang dækkede området. Jeg er her på invitation fra Den Europæiske Investeringsbank, der har investeret over 2,2 milliarder kroner i det, der engang skal blive verdens største solvarme-kraftanlæg. En million mennesker vil blive forsynet med strøm, og jordens allerede pressede atmosfære sparet for et udslip på 750.000 ton kultveilte.
»Se dig omkring. Skriv, hvad du vil«, lyder invitationen fra investeringsbankens talsmand, den britiske forfatter Matthew Rees.
Jeg ser mig omkring. Solmarker! Her gror der ikke planter, men lys. Her vokser der sol. Noor, hedder anlægget. Det betyder ’lys’ på arabisk. Tusinder af fire meter høje, konkave spejle fastgjort i 80 meter lange rækker adlyder solens kommando og drejer sig efter dens taktstok i store blændende glimt. Lastbiler med vandtanke kører rundt imellem spejlene, mens de rengøres med højtryksslanger og børster. Anlægget er en gigantisk selfie for den sol, intet øje holder ud at se direkte ind i uden at tage skade. Her er det ikke os, men vores fremtid, der spejles.
