Hun kommer cyklende over brostenene på Frederiksberg Runddel. I en chiffonskjorte med røde roser, med sort cykelhjelm ned over det brune skulderlange hår og en mulepose i kurven. Jeg har aftalt at mødes med lyriker Julie Sten-Knudsen et sted i naturen, som betyder noget særligt for hende. Og nu står vi her. Foran indgangen til Haveselskabets Have. Under en hvidmalet bue på tærsklen til et af de mest velfriserede stykker have, man kan opdrive i landet. Et sted, hvor planterne er ledsaget af små skilte med deres latinske betegnelser. Er det natur?
Det er det for Julie Sten-Knudsen. Den 32-årige forfatter er født på Frederiksberg og bor på Nørrebro. Hun kalder sig ’storbymenneske’, og byens natur – parkerne, Søerne, kirkegårdene – er hendes natur.
Parken er panggrøn op imod den skiftevis sorte himmel og de lyse skyer, der driver hastigt forbi. Der er saftigt og frodigt efter dage med regnskyl, og vi slentrer ned ad brede stier med perlegrus. Forbi en rosenhavelabyrint, gamle stammer med skilte som ’pyramide-eg’ og en åkandedam.
»Den faldt jeg i, da jeg var barn, fordi vi legede fangeleg. Det er nok et af mine første minder«, siger Julie Sten-Knudsen, der har en diskret bule under skjorten og venter sit første barn til oktober.
Selv om hun er bymenneske, breder naturen sig i hendes lyrik. Det kryber med snegle og myrer, fuglereder og skruppelløst hvidt havskum, brændenælder og snebær, brunsvedne græsplæner og blomstrende frugttræer i hendes seneste digtsamling. Men hvorfor lade naturen få så meget plads på siderne?
»Da jeg skrev ’Spor efter fugle’, havde jeg slet ikke tænkt, at jeg ville skrive om natur, men jeg fandt ud, at der var en særlig energi i det«, siger hun. Vi går forbi rhododendronbuske. Under dem har en kvindelig gartner slået sig ned med sin kaffekop for at luge. Julie Sten-Knudsen fortsætter:
»Jeg var i min mors sommerhus i Tisvilde, og der opstod sådan en eufori over at være ud i haven. Der skete bare et eller andet. Magtkampen mellem mig og myrerne og mod ukrudtet. Det er sådan et mikrokosmos, hvor et drama udspiller sig. Digtene handler om de afgrænsede rum i naturen, og hvem der må være i dem, og hvad vi tillader i de rum. Så det blev kultur-natur som fokus«.
I digtene undersøger du blandt andet, hvordan man forandrer sig i samspil med naturen og de regler, der er der ...
»Der sker nogle sammenstød i naturen, simpelthen. Der er andre arter og væsener, der vil nogle andre ting, og det er uden for éns egen kontrol. Det kan man så synes er ubelejligt, ulækkert og ubehageligt. Man kan blive forskrækket!«.
Er det noget, vi længes efter at blive konfronteret med? Er det en af grundene til, at vi dyrker naturen?
»Det er jo derfor, at der er sindssygt mange mennesker, som elsker at dyrke deres haver. Jeg har også tænkt over alle os, der bor i byen og går rundt og passer vores potteplanter: at vi er fascinerede af, at de bare vokser uden for vores vilje og styring, at de har deres eget liv. Man har behov for at indgå i en relation til andre arter, tror jeg«.
Den vilde natur er skræmmende
Du skriver om parker, bynatur og din mors sommerhusgrund. Hvad med den helt vilde natur? Kunne du finde på at bevæge dig ud i den?
»Nej, det kunne jeg faktisk ikke. Det er, som om jeg aldrig har fået et forhold til den helt vilde natur. Det er meget sjældent, jeg har mødt den. Der er jo også meget lidt af den i Danmark«.
»Det med at tage ud i den vilde natur ville også være et helt andet litterært projekt. Min bog handler om det modsatte: at beskrive vores forhold til den natur, der omgiver os til hverdag. Jeg kan godt lide at skrive om det uspektakulære og hverdagsagtige. For mig er det mest sandt. Jeg kan faktisk kun skrive om steder, som jeg på en eller anden måde er følelsesmæssigt knyttet til«.
Foto: Nanna Navntoft
Er den vilde natur skræmmende for dig?
»Ja, det er den nok. Jeg føler mig tryg i kulturlandskaber, sommerhusområder og det danske sommerland«.
Du kan gode lidt, hvis man kan skimte et blåt badeflag eller et toilethus i horisonten?
»Ja, eller en flot allé«.
Det står i kontrast til den aktuelle politiske diskussion om at genplante Danmark og genskabe vild natur?
»Det er ikke, fordi jeg er imod det. Jeg er for, at vi skal have vild natur, men vi er jo kulturvæsener, og jeg har ikke behov for at tage ud i vildmarken og bese det, før jeg kan værdsætte det. Jeg forstår godt, at nogle har det, men det er jo sådan en turistting«.
»Jeg har ellers selv overvejet at flytte på landet. Jeg har undervist på en højskole på Møn det sidste halve år, og inden jeg begyndte, overvejede jeg kraftigt at flytte derned, men nu har jeg boet en smule dernede i foråret, hvor jeg har oplevet det underlige, at det er sværere for mig at bruge naturen og det udendørs på landet. For der er så meget landbrug og landeveje, hvor folk kører vildt hurtigt i bil, så der ikke er så mange, der cykler. Og ved siden af éns have er der en landmand, der kører med sprøjtegift, så man bliver nødt til at gå ind og lukke vinduerne. Så jeg er blevet overrasket over, hvordan det egentlig er. Det lyder måske utroligt irriterende, som en storbykliche, men sådan har jeg det«.
Så flytteplanerne er henlagt?
»Ja, i hvert fald indtil videre. Som de sagde til mig på Møn i foråret: Alt bliver grønt. Og ja, det gjorde det. Både græs og træer og marker. Jeg blev helt glad, da jeg kom hjem til Assistens Kirkegård med dens mange forskellige farver på blomster og træer«.
Du beskriver også, hvordan landskabet på landet er tegnet med lineal ...
»Der er et digt, som fortæller om engang, jeg besøgte en veninde, der var flyttet til Vestjylland, hvor vi var ude at gå tur i en skov. Og så gik det op for mig, at det var en opdyrket skov, for træerne stod i snorlige rækker. Det var fuldkommen underligt. Hvis jeg skal vælge mellem de to former for natur – den med lineal, der foregiver at være natur – og den meget anlagte her i haven, foretrækker jeg den her. Den foregiver ikke at være noget andet, end den er«.
Faren ved en tabt tomat
Når du skriver om naturen, er du så bevidst om, at teksten skal spejle en større idé, eller begynder det med konkrete oplevelser og sansninger?
»Det er totalt impulsivt. Og så læser man sine egne tekster og tænker: Nå, det handler om det og det! Det er ikke, fordi jeg har tænkt, at jeg ville skrive en række digte om det antropocæne. Men man er jo påvirket af sin tid. Vi snakker ekstremt meget om klimaforandringer, om, hvad vi gør ved naturen, hvad mennesket er for et væsen, hvor destruktive vi er, og hvor meget magt vi har. Det er en tanke, der går igen i meget filosofi og litteratur lige nu, fordi det fylder meget hos os alle sammen. Det er overvældende og føles nyt. Jeg har haft lyst til at undersøge det. I digtene fra haven er der et jeg, der dræber snegle og luger noget ukrudt. Og fordi jeg i forvejen havde de her tanker om, hvordan mennesket ødelægger sin omverden, syntes jeg, at det med at dræbe snegle rummede en betydning. Det var noget, der kunne skrives videre på«.
Kan du pege på et eksempel fra dine tekster?
»Ja, i digtet om kaktusafdelingen i Botanisk Have i Los Angeles, hvor man er nervøs for at tabe en krumme af madpakken, for hvad vil det have af negative konsekvenser for økosystemet der? Det er et eksempel i mikroperspektiv på den skyldbevidsthed, vi bærer rundt på. Hvad det har af negative konsekvenser, at vi opfører os på bestemte måder i naturen og som forbrugere. Vi har fået det ind i hovedet, at vi skal være bevidste, men vi handler måske ikke på det. Det er et eksempel på noget meget småt, som rummer noget større«.
Flere af dine kolleger er nærmest klimadigtere. Kunne du finde på at gå i den retning?
»Egentlig ikke. Det er ikke sådan, jeg tænker, at det er det eneste vigtige at skrive om nu, som nogen mener. Jeg ved heller ikke, om jeg har noget specielt at sige om det, jeg skriver bare om min oplevelse. Men det er noget, der trænger sig på, fordi det er så stort og føles som hele forudsætningen for fremtiden. Men der er jo vildt mange, der tænker over det: biologer, filosoffer og politikere. Det ville være mærkeligt, hvis alle forfattere kun skulle skrive om det«.
Men forfattere kan vel bidrage med at tale til folks følelser og vække et engagement hos de folk, som de rent rationelle argumenter ikke bider på?
»Jeg vil ikke vække nogle bestemte følelser i folk, når jeg skriver. Det er mere åbent, det handler om at undersøge ting, jeg selv undrer mig over. Og jeg tror ikke, min bog har et udsagn om, hvad vi skal stille op med naturen eller klimakrisen. Det er mere: Hvad er mennesket for et mærkeligt væsen, og hvad gør det ved sine omgivelser og verden? Det er mere på et mikroniveau. Og så er det op til den, der læser det, at tænke videre over det«.
