Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Martin Brygmanns sange er ligefremme og lækkert producerede. Men de mangler kant og fornemmelsen af, at Brygmann brænder for noget.
Foto: Franne Voigt (Pr)

Martin Brygmanns sange er ligefremme og lækkert producerede. Men de mangler kant og fornemmelsen af, at Brygmann brænder for noget.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Anmeldelse: Martin Brygmanns første soloalbum er elegant, lækkert produceret - og uvedkommende

Det er musik til endnu ikke indspillede tv-serier og romantiske filmkomedier.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er lagt meget vægt på fortællingen i materialet til komponisten og entertaineren Martin Brygmanns første soloalbum. Det er, som om man satser på at få så høj en lækkerhedsfaktor som muligt etableret ved at informere om, at musikken er indspillet ’fra grunden’ (i disse sampling-tider er det jo rart at vide) i det samme studie, hvor Abba i sin tid båndede deres første mange album; at hele projektet er drevet af de medvirkendes ’vidunderlige skaberglæde’, samt at Brygmann er en af de mest afspillede komponister i Danmark i de seneste 15 år. Og listen over medvirkende musikere tæller ikke færre end 7 guitarister, herunder den fine Ulf Wakenius, der i sin tid arbejdede sammen med vor egen Niels-Henning Ørsted Pedersen.

Det er også lækkert, hvad der er kommet ud af anstrengelserne. Produktionen er fed som fløde og arrangementerne ødsle, fyldt med detaljer som en gammel Bo Bojesen-tegning. Melodierne er ubesværede og præget af den indlysende uforudsigelighed, der er et af Brygmanns kendemærker som sangskriver. Man ved akkurat, hvordan omkvædet vil lyde, men overraskes ikke desto mindre, når man hører det. Og sangene har den der ligefremme karakter, der får en til at undres over, hvorfor de ikke allerede er blevet skrevet for længe siden.

Flere af pladens numre har potentiale som radiohits, blandt andet ’Sleepwalking’, der med sit – ja undskyld udtrykket – drømmende flow egner sig perfekt til turen mellem København og Hillerød i en Toyota Avensis. Ørerne bliver sådan lidt glade af den labre sound og Brygmanns lavmælte sangforedrag, og på intet tidspunkt er vellyden til fare for trafiksikkerheden.

I det ekstremt eklektiske lydbillede, der manes frem med stort orkester og diskrete soli og mellemspil ved siden af vokalen, aner man en række kendte musikalske skikkelser. Der er tydeligt spor af 1970’er-fænomenet Gilbert O’Sullivans ferme pop, og såmænd om ikke også en Paul McCartney-harmonik lurer i kulissen, side om side med en melodimager som Henrik Balling – ham, der komponerede sange i gruppen Gangway tilbage i 1980’erne, og som også var en slags inspiration for Naïve, hvor Brygmann sad bag trommerne. Sine steder bringer produktion og rytmik, eksempelvis på ’Victorius Youth’, tankerne i retning af Donald Fagens glatte mesterværk ’The Nightfly’ fra 1982, mens ’Probably Plastic’ kunne være en hilsen til 10CC’s elegant gakkede musikalske gangart.

Teksterne er engelske, og de handler om menneskelige følelser, erindringer og sansninger. Der er bestemt fine øjeblikke, og i formuleringer som »Just how beatiful ’phoney’ can be« (fra ’Problably Plastic’), og »While I sneaked out to google Bernard Shaw« finder man den ironiske finurlighed og legesyge, som det hele oser af. Man skal ikke tage det for mere, end det er, står der skrevet med usynligt blæk over det hele.

Og det erakkurat deri, det problematiske ligger. For det er så uforpligtende, det hele. Brygmann synger så purt, som om han faktisk havde noget på hjerte, men nærmer numrene sig det alvorlige, dementeres det af lækkerhed og blær. Som flødeskum med flødeskum på. Hvilket for så vidt – og rent bogstaveligt – er fedt nok, men også mere end rigeligt.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det hele er samtidig umiskendeligt brygmannsk, og man skal være tonedøv for ikke at få mindst en af sangene på hjernen en tid lang efter at have hørt ’Bates Delight’.

Intetsteds fornemmer man noget, der brænder på. Ingen desperation, ingen vildskab, intet vanvid og faktisk heller ingen alvor. Det er måske nok en skade for os, der er født i første halvdel af 1960’erne, at distancen var nødvendig, et overlevelsesvilkår; men det har det desværre med at lukke luften ud af enhver form for menneskelig relevans i det lange løb. Det hele bliver affabel absurdisme og tomhedsdyrkelse light.

Så det ender med at stå tilbage som genuin postmoderne pop, fuld af rabalder og følelser, men uden nogen dybere mening, en fortælling fortalt af en professionel hofnar med bjælder i huen og appelsin i turbanen, for nu at kaste lidt blandede litterære referencer efter det. Elevatormusik til de øverste etager af et luksushotel og klart anvendelige signatursange til de kommende års danske filmkomedier af den lidt romantiske slags. Det kunne være en alternativ titel: ’Musik til uindspillede tv-serier og film’.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Ståle - nordmanden midt i dansk fodbold
    Hør podcast: Ståle - nordmanden midt i dansk fodbold

    Henter…

    For nylig sikrede FCK sig endnu engang det danske mesterskab - med Ståle Solbakken som bagmand. Men hvad er det egentlig, nordmanden kan? Hvordan kan en af superligaens mest markante skikkelser både eje en kompromisløs vindermentalitet og et socialistisk hjerte? Hvad gjorde det ved ham, da hans hjerte standsede i syv minutter og endte hans egen fodboldkarriere? Og det, han kan som træner, kan han det kun i dansk fodbold?

  • Du lytter til Politiken

    Hør Politikens valg-podcast: En uge med store overraskelser og et ungdomsoprør
    Hør Politikens valg-podcast: En uge med store overraskelser og et ungdomsoprør

    Henter…

    Politisk kommentator Kristian Madsen og politisk redaktør Anders Bæksgaard samler op på ugens vigtigste valg-begivenheder.

  • Skyline, København.

    Politikere i Københavns kommune sagde i denne uge nej tak til H.C. Andersen Adventure Tower, som ifølge planen skulle ligge i Nordhavn og række 280 meter op i luften. Det var alligevel for højt, men de seneste årtier er de høje huse faktisk begyndt at skyde i vejret igen. Hvorfor er de tilbage? Og hvad sker der med en by, når dens huse bliver højere end kirkespir og rådhustårne?

Forsiden