Der er lagt meget vægt på fortællingen i materialet til komponisten og entertaineren Martin Brygmanns første soloalbum. Det er, som om man satser på at få så høj en lækkerhedsfaktor som muligt etableret ved at informere om, at musikken er indspillet ’fra grunden’ (i disse sampling-tider er det jo rart at vide) i det samme studie, hvor Abba i sin tid båndede deres første mange album; at hele projektet er drevet af de medvirkendes ’vidunderlige skaberglæde’, samt at Brygmann er en af de mest afspillede komponister i Danmark i de seneste 15 år. Og listen over medvirkende musikere tæller ikke færre end 7 guitarister, herunder den fine Ulf Wakenius, der i sin tid arbejdede sammen med vor egen Niels-Henning Ørsted Pedersen.
Det er også lækkert, hvad der er kommet ud af anstrengelserne. Produktionen er fed som fløde og arrangementerne ødsle, fyldt med detaljer som en gammel Bo Bojesen-tegning. Melodierne er ubesværede og præget af den indlysende uforudsigelighed, der er et af Brygmanns kendemærker som sangskriver. Man ved akkurat, hvordan omkvædet vil lyde, men overraskes ikke desto mindre, når man hører det. Og sangene har den der ligefremme karakter, der får en til at undres over, hvorfor de ikke allerede er blevet skrevet for længe siden.
