0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er gemt Du har ulæste artikler blandt dine gemte artikler
Foto:

I dødens venteværelse

I 1945 mistede den tyske hær 300.000 mand – om måneden. Hvordan var det at opleve sammenbruddet i et blodigt tysk lazaret? Det får man svaret på i Tom Buk-Swientys nye bog, ’Det ensomme hjerte’, om Hans Horn, en helt almindelig tysk soldat og underlæge, der oplevede krigen fra start til slut. Vi bringer her et bearbejdet kapitel eksklusivt for Politiken. Det skildrer Horns mareridtsoplevelser på Østfronten i ugerne, inden russerne brød igennem tyskernes linjer.

FOR ABONNENTER

Når Hans Horn i sine erindringer huskede tilbage på opholdet i feltlazarettet i en nedlagt skole i Trencin i Slovakiet på Østfronten, syntes dage og timer at flyde ud i et. Der blev vendt op og ned på døgnet, når han og resten af sygepersonalet i perioder arbejdede uafbrudt uden hensyn til klokkeslæt, kun afbrudt af få timers søvn. Alligevel ætsede mange af oplevelserne, som han fik her, den ene mere absurd og grotesk end den anden, sig ind i hans hukommelse, og han blev aldrig nogensinde i stand til helt at ryste dem af sig.

Straks ved sin ankomst til feltlazarettet i januar 1945 blev Horn præsenteret for overlæge, dr.med. Heinz Voigtländer, en mand med runde briller, et smilende ansigt arret af ’Schmisse’ fra studentertidens fægtedueller. Han var ansvarshavende for afdelingen for såkaldt mindre hårdt sårede. Han var Horns nye chef. Fra nu af skulle Horn assistere ham, og sammen skulle de bistå med operationer i alle afdelinger og her hjælpe til med forefaldende arbejde. Ofte ville det sige save arme og ben af.

Horn følte straks sympati for den 35-årige Voigtländer, en usædvanligt kvik, åben, jordbunden og lattermild mand, der både besad vid og noget så utypisk for standen af prøjsiske embedsmænd som selvironi. Han benyttede sig også gerne af grov galgenhumor, der tjente som en form for mental sikkerhedsventil, efter at han i fem år i træk havde virket ved operationsbordene i forskellige feltlazaretter.

Sympatien var gensidig. Voigtländer så straks, at han i sin unge assistent havde et usædvanligt musisk, kunstnerisk og videbegærligt menneske. Frem til krigens afslutning var de to stort set sammen dag og nat. Et livslangt venskab var begyndt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu

Annonce