Når Hans Horn i sine erindringer huskede tilbage på opholdet i feltlazarettet i en nedlagt skole i Trencin i Slovakiet på Østfronten, syntes dage og timer at flyde ud i et. Der blev vendt op og ned på døgnet, når han og resten af sygepersonalet i perioder arbejdede uafbrudt uden hensyn til klokkeslæt, kun afbrudt af få timers søvn. Alligevel ætsede mange af oplevelserne, som han fik her, den ene mere absurd og grotesk end den anden, sig ind i hans hukommelse, og han blev aldrig nogensinde i stand til helt at ryste dem af sig.
Straks ved sin ankomst til feltlazarettet i januar 1945 blev Horn præsenteret for overlæge, dr.med. Heinz Voigtländer, en mand med runde briller, et smilende ansigt arret af ’Schmisse’ fra studentertidens fægtedueller. Han var ansvarshavende for afdelingen for såkaldt mindre hårdt sårede. Han var Horns nye chef. Fra nu af skulle Horn assistere ham, og sammen skulle de bistå med operationer i alle afdelinger og her hjælpe til med forefaldende arbejde. Ofte ville det sige save arme og ben af.
Horn følte straks sympati for den 35-årige Voigtländer, en usædvanligt kvik, åben, jordbunden og lattermild mand, der både besad vid og noget så utypisk for standen af prøjsiske embedsmænd som selvironi. Han benyttede sig også gerne af grov galgenhumor, der tjente som en form for mental sikkerhedsventil, efter at han i fem år i træk havde virket ved operationsbordene i forskellige feltlazaretter.
Sympatien var gensidig. Voigtländer så straks, at han i sin unge assistent havde et usædvanligt musisk, kunstnerisk og videbegærligt menneske. Frem til krigens afslutning var de to stort set sammen dag og nat. Et livslangt venskab var begyndt.
