At den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og som sådan understøttes af staten, står i Grundloven. Det samme gør bestemmelsen om, at statens overhoved, kongen – eller som i dag dronningen – skal tilhøre kirken og dermed være dens overhoved.
Men hvad denne rolle ellers fordrer af regenten selv i en kirke uden centrale holdningsorganer og et utal af indbyrdes uenige lutherske retninger, er langtfra så sikkert som amen i kirken. Det siger loven intet om.
Der var derfor grund til at læse efter, da kirkens kommende overhoved, kronprins Frederik, i en ny portrætbog skrevet af forfatteren Jens Andersen satte ord på sit eget forhold til troen. I et kapitel med netop denne overskrift skriver forfatteren:
»Hvis et af kronprinseparrets børn en dag spørger far, om han tror på Gud, så vil han »med den alder, børnene har nu, nok sige ja««, citerer han kronprinsen for at sige.
På Amalienborg beder man fadervor med børnene hver aften, fremgår det, hvilket er en tradition, kronprinsen har fortsat fra sin egen barndom.
»Og skulle far få spørgsmålet om Gud, når børnene bliver ældre, vil han nok prøve at forklare det ud fra en religionshistorisk baggrund, siger han. Altså skabe en lille fortælling om det, der er fundamentet under vores kultur«, fortsætter teksten.
Ikke ligefrem en klar erklæring af en stærk personlig tro på Gud, men ifølge sognepræst ved Jesuskirken i Valby, Sørine Gotfredsen, snarere udtryk for det, hun kalder »indbegrebet af kulturkristendom«. Og det er for lidt i forhold til, hvad man bør kunne forvente af kirkens kommende overhoved.
»Jeg tror, at han ligger meget på linje med en kæmpe del af danskerne. Men det er klart, han repræsenterer ikke det, man kan kalde et personligt gudsforhold eller en bekendelse til kristendom. Han står personligt på sidelinjen, lad mig sige det på den måde. Og det er på den ene side fuldstændig logisk, fordi han er vokset op i den tid, han er. Men som kirkeligt overhoved i fremtiden, synes jeg, det er for lidt«, siger hun.
En lille tro
Troen er en meget individuel bevægelse, som er båret af stor alvor også for en konge, medgiver præsten:
»Men så længe vi har en ordning, hvor kongen faktisk er kirkens overhoved, og hvor kristendommen og kongehuset er tæt knyttet til hinanden, vil jeg blive ved med at sige, at der er en tronfølgers opgave at investere noget personligt i at forstå, hvad kristendom er. Der må følge store krav med at bære på en stor arv. Ellers begynder vi at nå derhen, hvor kongehuset mister noget historisk, religiøs værdi, og hvor dets nære forhold til kirken vil tage skade«.
Ifølge Københavns domprovst Anders Gadegaard beskriver kronprinsen i bogen det, man kunne kalde for »mange folkekirkemedlemmers lille tro«, siger han med henvisning til et interview, hvor dronning Margrethe understregede vigtigheden af at sikre kirkens folkelighed.
Ny bog om kronprins Frederik: »Du kan gå ind på en bar i San Francisco sammen med ham, og så kommer han til at snakke med dem alle sammen«»Det er jeg helt enig i. Der er ikke tradition for, at vi går og tager temperaturen på folks tro i den danske folkekirke. Det er kun i stærkt missionske kredse, eller hvis man har synspunkter som Sørine Gotfredsen, at man er optaget af den slags. Vi har heldigvis ikke kirketugt i folkekirken. Man afgør selv, om den tro, man har, berettiger en til at være medlem«, siger Anders Gadegaard.
Og en person med en lille tro kan også stå i spidsen for kirken, mener domprovsten, der fremhæver, at kronprinsen »bekender sig til kristendommen«, som der står i bogen.
»Så længe han også vil interessere sig for folkekirkens forkyndelse og arbejde i bred forstand, så egner han sig fint til at overtage opgaven som folkekirkens overhoved«, siger han.
Klinger hult
Sognepræst Marie Høgh erkender, at det ikke bliver let for kronprinsen at leve op til sin mors kirkelige indsigt.
»Det helt uovertrufne engagement, dronning Margrethe har vist kirken, kan vi ikke forvente, at kronprinsen har. Han kan og gør noget andet. Og det klinger jo hult at kræve en større fromhed af kronprinsen end af andre fra hans generation. Et reflektionsniveau kan man forvente, men det har han også i den grad. Han bliver ikke en ringere konge af, at han hadede at gå i kirke som barn«, siger hun.
Heller ikke sognepræst Katrine Winkel Holm mener, at der er noget principielt problem i kronprinsens udtalelser, selv om han ikke hører til den teologiske elite:
»Vi har haft en usædvanlig situation nu med en dronning, som er utrolig teologisk kompetent. Det kan han så ikke leve op til, men det synes jeg heller ikke, han behøver. Han skal jo ikke udlægge teksten for os. Der ligger noget rent formelt i hans rolle. Han skal være loyal over for kirken, og for øvrigt er han så en almindelig kirkegænger og ikke en eller anden kronet biskop. Han bør så måske ikke snakke så meget om det, for han ved ikke så meget om det«, siger hun.
Men har kirkens overhoved ikke et mere personligt gudsforhold, udgør det et problem, fastholder Sørine Gotfredsen.
»Kongehuset og folkekirken har et langt og nært forhold til hinanden. Og hvis ikke det royale overhoved tager et skridt, der adskiller sig fra den menige dansker og repræsenterer kirken med en større personlig styrke end så mange andre, er det et problem. Det må være en monarks opgave at gøre det. Gør vedkommende ikke det, vil det være endnu et skridt i retningen af, at danskerne får et for uforpligtende, diffust og upersonligt forhold til kirken«.
Kongehusets kommunikationsafdeling oplyser, at kronprinsen ønsker, at bogens citater skal tale for sig selv.
fortsæt med at læse
