Fra 1. til 7. klasse gik jeg i en ghettoskole og levede derfor i den vildfarelse, at jeg var et fattigt barn. Jeg regnede det ikke for noget stort problem, hvilket det heller ikke var, da jeg ikke manglede noget af betydning. Det var en nøgtern konstatering.

De fleste børn i min klasse kom fra familier, der var væsentligt rigere end min. Vi kørte i en gammel spand »uden rulleseler«, som en af drengene fra klassen konstaterede, og mit tøj var ikke mærkevarer. Det hører ikke til kategorien af erfaringer, der efterlader de vagtsomme øjne, Tove Ditlevsen skriver om i ’Barndommens gade’.