Line Knutzon ser gammel ud. Meget ældre end 52.
Det er det første, jeg tænker, da hendes dør bliver åbnet, og jeg står foran et stort smil og spredte træk, jeg synes, jeg genkender fra billeder. Nogen må have givet den en ordentlig tur på forfatterportrættet på flappen af den bog, jeg har grinet mig igennem hele weekenden, flakser det igennem mig, mens jeg prøver at få de to indtryk til at smelte sammen.
Øjeblikket efter træder Line Knutzon ud af køkkenet lidt længere nede ad gangen for at sige hej. På vejen passerer hun sin mor. De to kvinder ligner hinanden, med en generations levede liv imellem sig. Jeg havde glemt, at de er flyttet sammen. Føler mig som en idiot.
Men det er bare heller ikke det, man forventer, når man besøger en voksen kvinde. At det er hendes mor, der lukker op. Fordi hun også bor her. Det passer ligesom ikke ind i nogen kasser, og det er der heller ikke meget ved Line Knutzons offentlige optrædener, der gør.
