Det er juleaftensdag. Nora hvirvler ind i stuen med grantræ og pakker, et bybud har hjulpet og skal nu have betaling. Nora »tar portemonæen frem«, står der i Ibsens listige regibemærkning på denne første side af ’Et Dukkehjem’, for det er netop pengesager, der udløser ægteskabsdramaet i Nora og Torvald Helmers hjem. Et hjem, som foruden stuerne har et centralt arbejdsværelse – Torvalds, forstås. Her gemmer han sig, på denne årets travleste dag, men Nora har hørt ham:
»Kom herud, Torvald, så skal du få se, hvad jeg har købt«. Helmer: »Ikke forstyr!« (lidt efter: åbner døren og ser ind, med pennen i hånden). »Købt, siger du? Alt det der? Har nu lille spillefuglen været ude og sat penge over styr igen?«.
Arbejdsværelset, i mere mondæne kredse også kaldet herreværelset, var mændenes helle. Her kunne familiens overhoved trække sig tilbage iført fez og hjemmefrakke, ryge, arbejde og føre regnskab over, hvor mange husholdningspenge husets frue ’satte over styr’. Da Nora forlader sit dukkehjem, forlader hun ikke blot patriarken, men også den patriarkalske boligindretning og hele den medfølgende koreografi af lytten ved dør, banken på og listen omkring.
Hvordan Nora siden får indrettet sig, melder Ibsens dagligstuedrama fra 1879 ikke noget om, men at arbejdsværelset blev det følgende århundredes mest dramatiske scene, rent kønspolitisk, er der ingen tvivl om.
