Brændte børn var vi mange af, da Synnøve Søe debuterede benhårdt og helt præcist rigtigt med den flængende, frådende og meget ordknappe roman ’Fars’ i 1989. Hun var ikke fars pige. Det blev hun aldrig. Fordi Synnøve Søe aldrig var nogens. Hun var bare sig selv.

Ikke først. Først gemte hun sig. Hun ville ikke pakkes ud, ingen måtte se, hvem hun i virkeligheden var. Hun gemte sig bag ord om de andre og skrev som journalist på Billed-Bladet om dem, hun gerne ville være. De modige. Eller i de mindste dem, som stillede sig frem og var noget – i det mindste var de noget andet end sig selv.