0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Uden filter: Al musikinteresse – ja, al kvalificeret interesse – kommer fra en forelskelse

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Hvorfor sagde kejseren i H.C. Andersens eventyr ’Nattergalen’ »God morgen« til sine tjenere?

Jo, tjenerne kom om morgenen ind for at se til den døde kejser, men om natten havde han haft besøg af den lille levende nattergal, som sang døden ud af sovekammeret og reddede kejseres liv. Det havde været lige op over: »Musik, musik – den store kinesiske tromme«, råbte kejseren, da han hørte om verdens ondskab. Men netop den ondskab ville nattergalen også synge om.

Musik var for mit vedkommende først og fremmest blokfløjte efter skoletid. Skoler er mærkelige, når eleverne er gået hjem. Der hænger noget af børnenes lugt og larm i luften, men ikke et menneske er mere at se. Kun to personer holder ud – blokfløjtelæreren og eleven.

Somme tider var Kitty med. Hun malede porcelænskakler og var mor til Claus, som min far var lærer for i skolen. Hun var måske også forelsket i min far – men det opfattede jeg ikke dengang. Hun var et henrivende menneske, spontan og smilende, en proaktiv (som det jo hedder) medspiller i mine forældres liv. En dag var blokfløjten nok – jeg skulle gå til klaverspil hos Claus, som var blevet konservatorieelev. Han var rødhåret og forunderlig – nu er han for længst død – og kun Henrik Stangerup, som også for længst er død, bemærkede det med sorg. Claus kan da ikke være død. Jo, han ligger på Père-Lachaise i Paris.

Al musik- interesse – ja, kvalificeret interesse – kommer fra en forelskelse

Nytårsmorgen gik jeg tidligt fra hjemmet i sne over til N. Jespersensvej for at øve med Claus. Hvor var jeg uegnet. Fingrene kolde og røde og tykke, klaveret (flyglet) fjendtligt, og sprukken var lyden af ’Kom maj, du søde milde’. Kitty havde te parat, mens Claus var morgentavs og desillusioneret over sin elev. I sneen trampede jeg igen hjem ad de frosne veje og sagde dybt godnat til musikken – der kom så meget andet – et helt liv under begyndelser og fortsættelser.

Al musikinteresse – ja, al kvalificeret interesse – kommer fra en forelskelse. Man kan godt skjule den for andre, men man ved præcis selv, hvem der initierede og genopvakte interessen. Der er andre omstændigheder i livet, som bidrager – mere tid, færre bindinger, tomrum, der kan udfyldes – men inderst inde ved man, hvornår og hvordan det begyndte igen. Musikken er en lille kugle, der roterer og vokser sig større med en snebolds effekt – mere vil have mere – og man får mere.

Dette får mig til at reflektere over musikkens udbredelse i DR – jeg mener den klassiske musik.

Der er endnu ikke sat genrer og kanaler på 20-procents opgøret med DR – og musikken kunne være et af de stofområder, som regeringen og DF havde i tankerne til nedskæringsbrug. Jeg bønfalder DR: Gør det ikke!

Al musik bliver klassisk med tiden, siger Phillip Faber i DR’s ugentlige musikquiz – det gør den gamle gartner nu ikke – men der er det om snakken, at alle mennesker bliver klassiske med tiden (medmindre de dør). Lysten ved lyd og viden vokser, public service må være for de ældre, som der bliver flere og flere af – folk, som har tid nok til at se tv. Phillip Faber og Mathias Hammer gør deres bedste for at viderebringe deres engagement. Jeg har ikke set det nævnt med ét ord i pressen, at de havde en formidabel heldags-liveudsendelse med Højskolesangbogen, hvor også operachefen i Malmø, Michael Bojesen, medvirkede med et glimrende indslag fra Vartov i København. Det var da ikke ligegyldigt! Hvorfor må vi ikke tale videre om det?

Vi taler heller ikke meget om, at vi får en ny operachef på Det Kongelige Teater, John Fulljames, som tiltræder til august. Hvor er interviewet med ham? Hvad har han før udført på Royal Opera House? Redaktionssekretærer og -chefer – stik nu fingeren i luften og mærk, hvilken retning kernelæsernes engagement går hen.

Apropos havde Politiken en aften om opera i Pressen med Kasper Holten i samtale med Thomas Michelsen – en megasucces målt på publikums begejstring og samtalens kvalitet. Og må vi snart få at vide, hvem vi egentlig gætter på, når det gælder chefstillingen på Det Kongelige? En god diskussion! Ansøgningsfristen er udløbet. Vi er alt for passive og flegmatiske og nøjes med at sætte en plade på hjemme i den stille stue i stedet for at fløjte som nattergalen – og som publikum i Wien, hvor taxichaufføren ifølge Kasper Holten diskuterer aftenens forestilling på Wieneroperaen. Forbehold for begejstringen kan man altid have – men man kan sagtens vægte forbehold for godt. Dét er vi dygtige til.

Musik er levende, ikke et museumsstykke, som Kasper Holten skriver i sin nyudkomne bog ’En lille bog om opera’. Det er naturligvis en banalitet, som nu har sin gang i alle operahuse, men meningen er også, at vi – publikum – er levende og ikke museumskultiverede borger fra 1957.

Operakritikken er mere diffus og har meget forskellige opfattelser. En nyfortolkning kan støde den klassisk skolede kritiker, som husker Maria Callas, der bliver bedre og bedre år for år. Men en nyfortolkning (ny iscenesættelse) kan også skrælle hammen af slangen og begynde at udvikle den igen forfra med en indsigt, som hører vores egen tid til.

Claus Guths iscenesættelse af Don Giovanni er et eksempel. Den foregår i en fyrreskov (i længden trættende) – Don Giovanni er såret og døende fra starten (ikke trættende – et afgørende nybrud). Enhver seriøs iscenesætter har sin inspiration – noget af den bliver virkningsløs, andet bliver til nyklassiker – man må prøve!

Jeg vil nævne, at The Met for øjeblikket opfører ’Cosi fan tutte’ i en ny produktion, instrueret af Phelim McDermott. Den foregår i 50’erne på Coney Island i et vulgært eventyrland med slangetæmmere og vægtløftere og en bittersød lære om, at sådan – cosi – gør alle kvinder og mænd: forelsker sig i den forkerte. Nu har The Met jo tradition for at bringe deres forestillinger ud i æteren. Så jeg forventer, at vi ser operaen på tv.

Medvirkende i The Mets ’Cosi fan tutte’ er også Broadway-sangerinden Kelly O’Hara, som debuterer med glans som operasanger. Jo mere man vil, desto mere kan man.