I den første varme måned det efterår, efter sommeren hvor hun havde forladt Carter (sommeren hvor Carter forlod hende, sommeren hvor Carter holdt op med at bo i huset i Beverly Hills), kørte Maria på motorvejen. Hun klædte sig på hver morgen opfyldt af en større mening, end hun havde følt længe, en bomuldsnederdel, en trøje, sandaler hun kunne sparke af, når hun ville mærke speederen, og hun tog tøj på meget hurtigt, førte en børste gennem håret et par gange og bandt det op med et bånd, for det var altafgørende (at stoppe op betød at udsætte sig for usigelig fare), at hun befandt sig ude på motorvejen inden klokken ti. Ikke et sted på Hollywood Boulevard, ikke på vej mod motorvejen, men faktisk på motorvejen.

Var hun der ikke, mistede hun dagens rytme, dens skrøbeligt pålagte momentum. Når hun havde nået motorvejen og skiftet til den hurtige bane, skruede hun højt op for radioen, og så kørte hun. Hun tog San Diego til Harborog Harbor op til Hollywood, og fra Hollywood til Golden State, Santa Monica, Santa Ana, Pasadena, Ventura. Hun kørte, som en færgemand stævner over floden, for hver dag mere i et med flodens strømme, dens bedrag, og som når en færgemand fornemmer suget fra strømfaldet i den korte stilhed mellem søvn og opvågnen, lå Maria om natten i Beverly Hills’ tavshed og så de store skilte svæve til vejrs over hende med 110 kilometer i timen, Normandie ¼ Vermont ¾ Harbour Fwy I.