Familielivets forfald er hverken et nyt emne eller en ny bekymring. Selv i den periode, vi kender som ’kernefamiliens guldalder’, 1950’erne, frygtede man, at hjemmet som sådan var ved at miste betydning.
Litteraturhistorien er fuld af romaner om dysfunktionelle familier: Bare tænk på Kafkas ’Forvandlingen’, eller Pontoppidans ’Lykke-Per’, som ud over at være et psykologisk portræt af Peter Andreas også portrætterer en temmelig ekskluderende familie.








