Dronning Margrethe og prins Henrik ligger side om side, de er begge barfodede og svøbt i hvidt klæde. Deres forgyldte gravhunde er også med dem, en i hver fodende på toppen af sarkofagen, sammen med blandt andet hans digtsamling og vin, ligesom dronningen har fået sine pensler med i døden.
Sådan ligger de, regentparret, og sover deres tusindårssøvn i sarkofagen i Sankt Birgittas Kapel i Roskilde Domkirke. Det gør de, selv om den 78-årige dronning stadig er i live og passer sine pligter. Og det gør de, selv om prins Henrik et halvt år før sin død fortalte offentligheden, at han ikke ville lade sig begrave sammen med sin kone i krypten under sarkofagen i skuffelse over den rolle, det danske monarki havde tildelt ham.
At det er endt sådan, kalder Bjørn Nørgaard »en trist beslutning«, som man »må respektere«, selv om selve gravmælet ikke kunne laves om på det tidspunkt.
Derfor ligger de der skulder ved skulder, i fuld figur og blæst i glas, og sådan vil de indskrive sig i den danmarkshistorie, som domkirken fortæller: De er regentparret, der i forening løftes i vejret af stensøjler af dansk granit, færøsk basalt og grønlandsk marmor.
