Der bliver krammet, grinet og sendt brede smil gennem et lavloftet hjørnelokale i restaurant Grøften i Tivoli. Stort set alle er på fornavn med hinanden. Det er kongerigets dygtigste bladtegnere, der er samlet her af to grunde.
Først for at lykønske vinder af årets bladtegner Christoffer Zieler, der både er journalist og tegner på Universitetsavisen. At han løb med Pentel-Prisen blev allerede oplyst i marts. Men de er her også for at finde ud af, hvem der mon får prisen for Årets Bladtegning.






